Hoejt at gaa, dybt at synke

Hvorfor er der aldrig nogen, der har afsloeret for mig at "trekking" i bund og grund blot betyder, at man hver dag skal gaa meget langt - og mest op af bakke? Jeg er klar over, at det ikke burde have overrasket mig efter alt, hvad vi har laest og alle de mennesker, vi har talt med om trekking. Men de foerste par dage af vores trek, blev jeg alligevel ramt af en foelelse, der tenderede til forbloeffelse - udmattet forbloeffelse for at vaere noejagtig.

Vores trek hed Lang Tang, og i diverse guideboeger og brochurer bliver det omtalt 'easy trek', hvilket krydrede min 'udmattet forbloeffet'-foelelse med en smule flovhed. Min aandenoed, oemme muskler og temperament, der til tider naaede 4-aars alderen (eksempel foelger), foelte slet ikke at det var spor 'easy'. Det, og den 55-aarige irer Steve, vi moedte, der klarede de fleste af dagsruterne paa kortere tid end os, gjorde mig aerlig talt lettere flov.

Foelgende historie kan nok goere det endnu mere klart; vi - Valle, vores guide Gopal og jeg selv - staar for neden af en bakke efter ca. seks timers trek den dag. Jeg er paa nippet til at give op. Vores taalmodige guide peger paa det guesthouse vi skal overnatte i, der ligger paa den anden side af en lille dal, vi aabenbart skal igennem. Her vaelger jeg saa, Maria 24 aar, BA i antropologi, at laegge armene over kors og naegte at gaa videre. "No", siger jeg mens jeg ryster paa hovedet, og henvendt til Valle "jeg goer det altsaa ikke". Jeg har selvfoelgelig ogsaa taarer i oejnene og er noget naer pink i ansigtet af anstrengelse.

Efter Valle og Gopal har tilbudt at baere min taske og hver isaer er kommet med diverse beroligende og opmuntrende kommentarer, indser jeg hvor lavt jeg er naaet. Jeg samler min krop, mit barnlige temperament og min flovhed sammen og gaar MEGET langsomt de sidste 500 meter. Her vaelger jeg saa at udbryde til de to meget soede (og friske) belgiere Fiin og Joerun, vi har moedt i loebet af vores trek, da de spoerger, hvordan det er gaaet: "I hate it". Flot! Tilbage til boernehaven endnu engang.

Og ja, nu kan jeg godt se, at det lyder som om, at jeg virkelig hadede at trekke. Og det gjorde jeg saamaend ogsaa nogle gange. Men naar adventure- og friluftsgenet blev vaekket i mig, og det blev det heldigvis det meste af tiden, var det faktisk virkelig smukt og skoent. Omraadet vi trekkede i, beboes af buddhister, hvis bedste- og oldeforaeldre var eksil tibetanere. Saa ogsa vores kulturelle gen blev plejet (I kan laese mere om buddhisterne - men mest om en ko - i indlaegget nedenfor).


Vi fulgte en flod op i gennem bjergene (Himalaya, hvis nogen ikke har heeelt styr paa de bjergkaeder der), gennem regnskov, senere gennem store klippelandskaber og til sidst gennem sneklaedte, ufrugtbare bjergtinder i 4000 merters hoejde. Meget fantastisk og fascinerende.


Herefter var det meningen, at vi skulle videre op til nogle hellige soeer, og derfra fortsaette til et nyt trek, men vejret skiftede og det sneede oppe i hoejderne. Vi blev paent overbevist om ikke at goere det, da vores guide fortalte, at vi paa et tidspunkt skulle gaa paa en smal klippesti med en skraent, der foerte 1000 meter stejlt ned. Med is og sne paa stien....hmmmm, nej tak.


Gopal, vores guide, foreslog os derfor et andet trek, hvor der efter hans udlaegning ville vaere meget jungle, gode views af bjergene, noget naer ingen turister og en flod, man kunne bade i. Hvad han valgte at udlade fra dette var blot, at det ogsaa ville vaere en betalt ferie for ham hjem til sin familie.


Der var rigtignok en flod vi kunne bade i, ingen turister andre end os, men jungle og mountainviews var der ikke saa meget af. Heldigvis fandt et hindubryllup sted mens vi var der, saa vi fik lidt kulti ud af at besoege Gopals moster. Han, Gopal, glemte dog totalt at vaere vores guide, saa grundet det, sprogbarriere og spirituslugtende drenge, der vist skulle undersoege rent kropsligt, hvorvidt jeg nu var af det andet koen, forlod vi tidligt festen. Dog ikke uden at have vaeret midtpunkt, da vi kastede os ud i en helt saerlig udgave af hindu brudedans omgivet af bryllupsgaesterne.


To dage efter vores trek, tog vi paa raftingtur. Igen havde jeg misforstaaet konceptet. Jeg troede, vi skulle sidde i bunden af en raft og suse ned af en flod. Men, men, men. Man skal jo selv arbejde for sagen. Siddende paa siden af raften med en paddel i haenderne, skal man parere ordre fra guiden. "Left forward!", "paddle back, paddle back!", "Harder, paddle harder!". Og hvis man ikke padler, saa stoeder man altsaa paa sten og haenger fast (og det gjorde vi).


Desuden troede jeg, at en flods 'grates' afhang af, hvor mange vandfald den havde. Igen tog jeg fejl. De fire andre 'deltagere' havde alle proevet at rafte foer, og syntes det var meget modigt af os, at vi havde valgt floden Bote Kosi, som vores foerste rafting flod, "da det jo er en meget teknisk flod". Teknisk flod? Jeg anede ikke at floder kunne vaere 'tekniske'! Men det kan de, og det er ogsaa med til at afgoere, hvilken grate en flod faar.


Trods misforstaaelserne var det helt utroligt sjovt. Det var fedt at vaere et team, sjovt at rafte ned gennem en brusende flod, og det var faktisk ogsaa ret sjovt, da to andre deltagere og vores guide faldt i vandet. Hae, hae, hae. Gnaek.


Nu er vi tilbage i Kathmandu, har vaeret ude og fulde os med de andre raftinggutter og gutinde, stenet lidt rundt, og i morgen meget tidlig tager vi til en lille by, Pokhara, hvor vi vil tage et meditationskursus, gaa lidt af et trek selv (ja se, mere hader jeg det trods alt ikke) og Valle vil maaske paraglide.


Vi skrives ved naar de to dumme dännen har vaeret paa nye eventyr. NAMASTE!