Blog stop

"Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi. Fik vi set det, vi ville? Fik vi hoert en hindisang?"
Ja, det gjorde vi og mere til. Som I nok har gaettet, bliver dette vores sidste indlaeg paa bloggen. For der er kun "fire dage tilbage", saa vi lever mens vi goer det og nyder de sidste solstraaler inden vi skal hjem til dagligdag, kulde og trummerum... BUHUUUU. BAAAA. VRAEL. Ej, pjat. Vi glaeder os faktisk til at se alle de mennsker, som vi holder af. Og nu slut med alt det indledende pladder og til sagen. Og sagen er, at Nepal har vaeret fuldstaendig fantastisk og meget, meget god mod os. Der er haendt os saa mange dejlige ting, og vi har haft saa mange gode oplevelser med saa mange dejlige mennesker, at dette indlaeg blot bliver en lille 'highlight over smaa begivenheder, der er lige i skuffen' - eller noget lignende.

Begivenhed 1: At rejse er at laere
Ja, dette highlight bliver det spirituelle af slagsen (vi proever at goere det uden for mange blomster i haaret og uden at kaste for mange peacetegn. Bare rolig).

I den lille, smukke by Pokhara tog vi et buddhistisk meditationskursus med en amerikansk munk som laerer. Han var en meget vis og dygtig underviser, der gav os en grundig introduktion til den buddhistiske laere. Vi har ellers foelt, at vi manglede at laere noget paa vores rejse, som vi kunne tage med hjem. Det blev hermed til virkelighed. Et virkeligt godt redskab til at forstaa sig selv og sine motiver bedre. Kurset varede 3 en halv dag. Vi startede morgenen med meditation og yoga. Valle foelte sig som en haerget onkel morfar i starten, eftersom han knap nok kunne sidde i skraederstilling. Knaaaaag. Men noget god indisk boej og straek loesnede lidt op paa de knagende lemmer.

Om aftenen maatte vi ikke tale sammen. Hvad goer man saa lige naar der staer en edderkop paa stoerelse med en tekop paa vaeggen og gnaekker? I bund og grund var det soergeligt saa elendige vi var til at holde kaeft. Ideen med tavsheden var at fordybe sig, Piv og Valle brugte den paa at sende fakter og skrive beskeder paa papir. Meget modent.

Kurset gjorde virkelig stort indtryk paa os begge. Det er svaert at beskrive her uden at komme til at lave en hel forelaesning, hvilket hurtigt kommer til at lyde at lyde, som om vi er blevet frelste og nu skal til at praedike kaerlighed, taalmodighed og alt det gode, saa snart vi ser vores snit til det. Saa det springer vi over. Og hermed heller ikke sagt, at vi er blevet buddhister. Tror bare, at vi er blevet meget interesserede i at undersoege og udforske religionen. En indtil videre rent videnskabelig tilgang. Dalai Lama siger faktisk, at alle religioner kan foere til at goere noget godt for menneskeheden, og at det derfor er bedst at holde sig til den religion, der er tilstede i ens egen kultur, da det at skifte kan foere til negative og modstridende foelelser. Meget vist.

Begivenhed 2: Paa flugt fra General Hathi
I det flade Terai-omraade i Nepal, hvor maoisterne tit laver ballade, ligger den lille national park Royal Bardia. Her brugte vi knap fire dejlige dage i haabet om at se en tiger. Men ak. Ingen tiger til os. Til gengaeld saa vi mange andre dyr, heriblandt elefanter. MANGE elefanter. Man kunne maaske fristes til at sige lidt for mange vilde hanelefanter i brunst...

Vi startede vores gaa-safari tidligt om morgenen. Alt aandede fred og fordragelighed indtil vores guide pludselig raaber "Wild elephant. RUN!". Og saa spaenende vi ellers gennem junglen. For saadan en vild elefant er ikke til at spoege med. Den er ikke vild med mennesker, hvilket den udtrykker ved at loebe maalrettet mod een, med det simple formaal at forvandle ens krop til pulverkaffe. Flere lokale bliver hvert aar slaaet ihjel af vilde elefanter, saa det er ikke for sjov. Vi kom i sikker afstand og kunne skimte ham mellem traerne, som han stille og roligt trampede ned paa sin vej. Efter denne lille morgenexercise, var resten af dagen fuldstaendig rolig krydret med lidt krokodiller, hjorte osv. Hoejdepunktet var friske tigerspor og en skoen frisk tigerlort. YEAH!

Dagen var ved at vaere slut. Vi manglede kun at faa en times elefantridetur i parken, saa vi ankommer til elefantus' arbejdsplads og skal til at goere os klar, da Piv traeder ned i et hul og vrider om paa sin fod. Og saa laver hun ellers en italiener. Ruller rundt og skrige-graeder. Holder sig om anklen og forbander verden (og ogsaa Valle, som prover at uddrive den grumme italiener-aand, der har indtaget hendes krop). Hun bliver til sidst manet til besindighed, men faktum er ikke til at lave om paa; foden er forstuvet. Dette afholder hende dog ikke fra at ville ride paa elefant. For saadan en elefanttur paa en veltraenet hunelefant er altid stille og rolig, har alle fortalt os...

Af sti afsted igennem junglen, og det foerste vi ser er...en vild hanelefant. Vores 'elefantkusk' bliver en smule urolig i saedet, og foerer fantus en ny vej. Her ser vi, ja, rigtigt gaettet, en anden hanelefant, der spaerer vejen. Sveden begynder saa smaat at loebe ned af vores stakkels kusks ansigt. Han proever at tage den foerste vej igen. Men ak. Kaempe han-fantus staar stadig og skumler i busken.

Derefter foerer kusken os igen-igen tilbage til hanelefant nr et i haab om, at den er daffet (meget optimistisk). Stadig en fant - ingen vej hjem. Paniktankerne begynder stille og roligt at melde sig; hvad er strategien, hvis han-fant faar lyst til mere end at sende fraekke blikke til vores hun-fant?

Da vores kusk skal til at foere os til fantus nr 2 for tredje gang, foreslaar vi lettere uroligt, at han foerer os samme vej tilbage, som vi var kommet fra. Han nikker med sit nu storsvedende ansigt. Vores elefant trasker gennem junglen og skal krydse en flod for at komme tilbage. Men hvad staar der i vandet? En flok paa 5 elefanter, hvoraf den ene er en han. Ups!

Vores kusk lader elefanten gaa midt i flodens vand. Vi passerer flokken med elefanter. Intet sker. Pyha, hjertet atter paa plads. MEN da vi er kommet lidt laengere vaek kommer det store chok; han-fant eet og to er paa vej imod os. Vores kusk raaber til den ikke helt uinteresserede hunfant vi ridder paa, og slaar den haardt med en bambuspind. Da floden er dyb, gaar det langsomt med at krydse den, og den ene han-fant er nu traadt ud i floden for at fange os. Hvis den goer det, er det helt sikkert, at den vil angribe os og slaa os ihjel, hvis den kan.

Takket vaere diverse gode skovaander, vores dygtige kusk og vores gode karma (hae, hae) naar vi foerst over floden og hun-fanten loeber hjem med os paa ryggen. Phew... So close and yet so VERY close paa at blive til Neskaffe.

Farvel og tak
Oej, saa blev det kun til to highlight, selvom der er saa meget andet vi gerne ville skrive. Men vi kan lige kort fortaelle, at vi pt. bliver forkaelet af en MEGA soed familie, vi har moedt. Den bestaar af Imtyaz og Rihana som er gift, og Rafiq, som er foerstnaevntes lillebror. Vi faar alle vores maaltider hos dem, og Rihana soerger for, at Pivs fod faar det bedre. Deres historie er faktisk ret tragisk eftersom Rihana kommer fra en af de rigeste familier i Nepal, men er blevet udstoedt, fordi hun har giftet sig med Imtyaz, som er muslim. Hendes far har blandt andet haft smidt Imtyaz i faengsel og oedelagt hans forretninger i Nepal. Der er meget mere drama, og det er helt ufatteligt, at de kan vaere saa soede, gaestfrie og storsindede efter alt, hvad de har vaeret igennem.

Dette bliver saa afslutningen paa det sidste indlaeg om vores rejse. Det har vaeret 4,5 helt fantastiske maaneder, hvor vi har laert en del om hinanden, lidt om os selv og en lille-bitte smule om et lille hjoerne af verdenen. Tak for alle de dejlige mails, kommentarer og sms'er, som vi har modtaget undervejs. Vi glaeder os meget til at se jer, naar vi kommer hjem.

Og tusinde tak til alle de mennesker, der har gjort vores rejse endnu dejligere med deres gaestfrihed og gavmildhed; Susanne og Michael, Cheryl og Ernst og saa alle dem, der ikke kan laese dansk, men som vi sender varme mails eller beskeder.

VI SES!

Kaerlig Hilsen
Peter og Maria/Piv og Valle