Wannabe antropo-lone's klumme

Her foelger en anekdote, der, som saa mange af andre af vores oplevelser, endnu ikke har fundet vej til bloggens sarte sider. Men nu er det paa tide at give den 5 minutes of fame. Der kommer tilmed en lille wannabe metafilosofisk kommentar i slutningen.

Den gang vi skulle koebe vores faergebillet fra Port Blair paa Andaman til Chennai, ankom vi til billetkontoret onsdag formiddag. Vi havde faaet at vide, at billetterne blev udstedt tirsdag og onsdag, og faergen ville sejle fredag samme uge. Vi kom direkte med morgenbus fra Rangat laengere nordpaa med al vores bagage, og derfor blev Valle siddende med vores ting, mens jeg gik paa jagt i billetjunglen.

Op til informationsdisken og spoerge hvilken koe, jeg skulle stille mig i. "Number 5, mam". Fint 'mam' stiller sig i koe nummer 5 og venter. Og venter. Og venter.

Da jeg er naaet naesten forrest (hvilket altsaa kraever en del masen og skubben, da koedannelse her i Indiens land ikke er saaa rigidt "jeg kom foerst"-agtigt, som i Dk), faar jeg at vide, at jeg skulle have stillet mig i koe nummer 2. Her begynder mit temperament saa smaat at simre, men ok, jeg fiser over i koe nummer 2.

Her venter jeg (aka maser og bliver mast) i ca. ti minutter, mens jeg forhoerer mig hos folk i koeen, om det nu ogsaa er her, jeg egentlig skal staa. Alle ved lige saa lidt som mig. Men surprise, surprise. Forkert koe. Nu er det koe nummer 6, jeg skal stille mig i. Alle maendene bag skrankerne kan sidde og tale med hinanden, saa for mig at se, kunne det ikke vaere super svaert at finde ud af, hvem der saelger billetterne. Men det kunne det, for efter et par gange med samme besked; "forkert koe", bliver jeg sendt tilbage til koe nummer 5.

Paa det her tidspunkt giver jeg fuldstaendig op, og smaaloeber roedgloendende af raseri over til Valle, der sys det er mega maerkeligt, at jeg har vaeret vaek i 45 minutter, uden at faa billetter! Her tager han saa over. Stiller sig i den koe, vi nu har faaet beskraeftet et par gange ER den rigtige, staar der i et kvarter, hvorefter manden bag skranken giver sig til at tale i mobiltelefon og til sidst raaber ud af laagen, at han lukker! De saelger ikke flere billetter i dag, vi kan komme tilbage i morgen. What???! Saa taenker en dansker-hjerne "det kan man sgu da ikke. Det er MEGA uretfaerdigt!".

Her er det, at jeg farer op til informationsdisken og begynder at hidse mig op. Vi kan se paa skaermen, at der naesten ikke er flere billetter tilbage, og hvis de har flere, hvorfor fa'en kan de saa ikke saelge dem nu??? Jeg er helt opppe i det roede felt. Skaelder ud. Forlanger at tale med manageren og hele molevitten.

Manageren dukker op, og siger, at hvis vi kommer tilbage 14:30, saa skal han personligt soerge for billetter til os. Vi skal bare have tre kopier af vores pas, visum og Andamantillladelse med.

Vi skynder os at finde hotel, spise frokost, lave diverse kopier paa to timer inden vi med hjertet i halsen staar paa kontoret igen 14:30 sharp. Men der er ingen manager. Han er da til frokostpause.

AAAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!

Hvis jeg var hidsig foer, slaar det fuldstaendig klik her. Valle proever at tale mig lidt til ro, men jeg ser roedt. "Hva fa'en bilder de sig ind? Vi vil bare have nogle billetter, og vi ved de har dem, men de vil ikke saelge dem til os?! Tror de, vi er dumme??! Hvad er det for et latterligt system?!"

Har er der en gut (ham der tidligere lukkede koeen foran tyve mennesker), der forbarmer sig over den sindsyge dansker, og gaar i gang med at lave vores billetter. Hvad de bare ikke har fortalt os er, at vi ogsaa skal have tre pasfoto. Ud og faa lavet dem (stadig hidsig), tilbage og YES.

Endelig. Halleluja!

Fem timer efter vi ankom til kontoret fik vi (og en australsk gut, som vi havde faaet inddraget i hele balladen) vores billetter i haanden.

Og her er det saa, at man taenker, hvad er moralen af den historie??? Jeg har stadigvaek ikke helt fundet ud af det.

Paa den ene side, saa laerte den episode mig, at hvis du virkelig gerne vil have noget igennem i Indien, saa skal du ikke give op ved det foerste, andet eller tredje 'nej'. Det har vist sig sandt siden hen ogsaa.

Og hvad der for mig foeles som totalt absurd ubehoevlet (som da jeg staar og raaber ukvemsord i hovedet paa kontorfolkene), opfattes til tider som ren underholdning for de indiske medarbejdere. Jeg foelte at jeg opfoerte mig ubehageligt og som et dumt svin, men jeg blev ikke noedvaendigvis opfattet som saadan. De syntes faktisk, at det var meget cool, at saadan en hvid pige kunne blive saa hidsig. Ogsaa det har vist sig sandt siden hen.

Det er en del af gamet. Som naar man prutter om prisen, og saelgeren ser ud som om, at man har saaret hans dybeste foelelser, indtil forhandlingen er slut og han slaar det stoerste grin op.

Det har taget lidt tid at laere at navigere i det, og jeg synes stadig ikke det er rart. Men maaske laerer jeg ogsaa paa et tidspunkt, at det bare er en del af gamet?

Kaerlig Hilsen
Antropo-Lone