En ko paa vejen

Paa vej op gennem den kroellede vej, der foerer fra floden og op til det guesthouse, hvor vi skal tilbringe natten, paa ca. 2500 meters hoejde, stopper Piv for at binde sine sko.
Lyden af flodens stormende brusen bliver her afbrudt af lyden af noget stort, der bevaeger sig i krattet.
Vaerende relativt taet paa menneskelig bebyggelse, taenker vi ikke ret meget over lyden. Da lyden dog kommer igen lidt efter, bliver vores guide Gopal opmaerksom paa, at der ligger en stor cocktail (en blanding mellem Yak og almindelig ko) bag et lille laehegn. Han siger, det maaske er sygt, siden at det ligger alene langt vaek fra nogen synelig flok.

Piv mener, det maaske var meningen vi skulle opdage den, da hun skulle snoere sine sko.
Nysgerrig efter at finde ud af, hvad koen fejler, gaar jeg om paa den anden side af hegnet.
Synet jeg ser vaemmer mig.

Koen ligger op ad en mindre klippeblok. Bagsiden af rygger virker mager og benet. Der ligger affoering fra mange dage bag den. Maaske har den ligget saaden i en uges tid.
I affoeringen, der ligger i en taet mudret kuglepoel bag den, kan der ses roedlige farver. Maaske har den spist noget giftigt?

Vores guide proever at faa den til at rejse sig ved at slaa til den med en bambuspind, mens han raaber noget paa nepalesisk. Koen ser forstyrret paa ham, med sine moerke oejne. Den roeer sig ikke. Han bliver ved lidt og koen, nu en smule ophidset, proever at rejse sig. Den hiver forkroppen en smule op, men giver op og falder ned igen.

I forsoeget paa at rejse sig, ser vi under dens mave benene fra en lille kalv. Hoejst sanssyneligt dens unge. Maaske ligger den saadan for at beskytte ungen?

Forsigtigt begynder jeg at fodre den. Vores guide og jeg hiver graes, bambus og blade ned. Jeg har sagt til Piv, at jeg ikke synes, hun skal se den, men hun kommer kort efter hen til os.
Koen spiser hurtigt og sultent, hvad vi giver den.
Piv giver den vand fra vores flaske, der hurtigt fanges af dens snoede tunge og synkes.

Vi staaer lidt og betragter den hjaelpeloest, men der er ikke mere, vi kan goere her.
Vi beslutter os for at spoerge efter ejeren og informere om koens position, naar vi kommer op.

Da vi naar toppen moeder vi en dame, der sidder og strikker uden for hendes te-hus.
Hun ved, koen ligger der. Det er ikke hendes ko, og hun fortaeller, den var faldet ned ad klippesiden paa vej til et nyt graesningsfelt og havde foedt paa vejen ned.
Dagen foer havde hun baaret en masse vand ned til den, men ejeren af dyret havde bedt hende lade vaere. Han venter paa at den doer af sult og toerst. Aflivning overvejes ikke.
Buddhister maa ikke slaa noget levende ihjel. Det eneste koed de maa spise, er fra dyr der er doede paa naturlig vis.

I vores logik, er det ogsaa at draebe den at lade den ligge uden mad og drikke. Vi faar vores guide til at spoerge om damen ikke kan give den noget mad, eller om den kan aflives undtagelsesvist, naar den lider i saa hoej en grad.

Hun griner og ryster paa hovedet.
For mig virker det utroligt koldt at lade et dyr doe uden at proeve at redde det.


Vi fortsaetter trekket og taler om muligheder for at faa den baaret ned. Koen virkede frisk og kunne snildt holde sig i live en uge mere. Hvis den havde braekket benet kunne den nok reddes. Havde den braekket begge eller ryggen, saa...

Vi moeder laengere hende ad vejen 4 maend. Lederen indvilliger i at moede os paa hotellet og diskutere prisen for at baere koen ned. Han mener det er muligt at goere det. Om aftenen dukker han ikke op.

Dagen efter faar vi ejeren af vores guest-houset (i oevrigt en buddhistisk munk/lama) til at ringe efter dyrlaegen, da aflivning synes at vaere sidste udvej. Dyrlaegen er dog paa en uges kursus, og da man kan komme i faengsel i op til 25 aar faar at draebe en ko (betragtes som hellig i Nepal), mener vores vaert ikke dyrlaegen havde indvilliget alligevel.
Vi taler om at draebe den selv, men da vi ikke ved, hvordan vi skulle baere os ad eller foeler for at komme i faengsel i Nepal, maa vi opgive tanken.


Ejeren af guesthouset forklarer os venligt: “det her er nepal og ikke vesten. Det eneste man kan goere er at bede for den”. Det afslutter sagen. Koen havde hoejst sandsynligt braekket begge ben alligevel. Ellers havde den rejst sig op, da vores guide provokerede den.

Naeste morgen forlader vi guesthouset og gaar videre. Koen dukker ofte op i mit hoved. En uge mere i lidelse. Maaske kommer der et dyr og slaar den ihjel, foer krager kommer og begynder at nappe lunser af koed fra dens benede krop.


- I naeste liv bliver ejeren maaske genfoedt som en ko, der falder ned af en skraent, skumler jeg for mig selv.


For mig virker det lidt misforstaaet, at man har et helligt dyr, som man i teorien skal vaerdsaette, som man paa den maade lader doe langsomt og smertefuldt. Dyreetisk set er det vel en stoerre forbrydelse at lade dyr lide end at aflive dem. Paa den anden side, naar religionen siger, at man ikke maa draebe dyr, er det jo en regel, der ikke kan boejes eller forhandles.

Jeg tror isaer min kaephest er, at de ikke engang forsoegte at redde dyret, muligvis fordi de bare vil have noget koed paa gaflen.

Maaden at behandle dyr paa her, er derfor paa mange maeder meget raa. Det ses for eksempel ogssa i forhold til, hvordan folk hygger sig med at sparke eller kaste sten efter hundene (isaer i Indien). Og naar man ser hunde med koedsaar eller braekkede rygge halte rund i gadebilledet.


Disse elementer maa man bare acceptere, desvaerre. I hvert fald i tilfaeldet med koen.


Men jeg skal i hvert tilfaelde ikke spise koed hos buddhister mere ....