Paa vej op gennem den kroellede vej, der foerer fra floden og op til det guesthouse, hvor vi skal tilbringe natten, paa ca. 2500 meters hoejde, stopper Piv for at binde sine sko.
Lyden af flodens stormende brusen bliver her afbrudt af lyden af noget stort, der bevaeger sig i krattet.
Vaerende relativt taet paa menneskelig bebyggelse, taenker vi ikke ret meget over lyden. Da lyden dog kommer igen lidt efter, bliver vores guide Gopal opmaerksom paa, at der ligger en stor cocktail (en blanding mellem Yak og almindelig ko) bag et lille laehegn. Han siger, det maaske er sygt, siden at det ligger alene langt vaek fra nogen synelig flok.
Piv mener, det maaske var meningen vi skulle opdage den, da hun skulle snoere sine sko.
Nysgerrig efter at finde ud af, hvad koen fejler, gaar jeg om paa den anden side af hegnet.
Synet jeg ser vaemmer mig.
Koen ligger op ad en mindre klippeblok. Bagsiden af rygger virker mager og benet. Der ligger affoering fra mange dage bag den. Maaske har den ligget saaden i en uges tid.
I affoeringen, der ligger i en taet mudret kuglepoel bag den, kan der ses roedlige farver. Maaske har den spist noget giftigt?
Vores guide proever at faa den til at rejse sig ved at slaa til den med en bambuspind, mens han raaber noget paa nepalesisk. Koen ser forstyrret paa ham, med sine moerke oejne. Den roeer sig ikke. Han bliver ved lidt og koen, nu en smule ophidset, proever at rejse sig. Den hiver forkroppen en smule op, men giver op og falder ned igen.
I forsoeget paa at rejse sig, ser vi under dens mave benene fra en lille kalv. Hoejst sanssyneligt dens unge. Maaske ligger den saadan for at beskytte ungen?
Forsigtigt begynder jeg at fodre den. Vores guide og jeg hiver graes, bambus og blade ned. Jeg har sagt til Piv, at jeg ikke synes, hun skal se den, men hun kommer kort efter hen til os.
Koen spiser hurtigt og sultent, hvad vi giver den.
Piv giver den vand fra vores flaske, der hurtigt fanges af dens snoede tunge og synkes.
Vi staaer lidt og betragter den hjaelpeloest, men der er ikke mere, vi kan goere her.
Vi beslutter os for at spoerge efter ejeren og informere om koens position, naar vi kommer op.
Da vi naar toppen moeder vi en dame, der sidder og strikker uden for hendes te-hus.
Hun ved, koen ligger der. Det er ikke hendes ko, og hun fortaeller, den var faldet ned ad klippesiden paa vej til et nyt graesningsfelt og havde foedt paa vejen ned.
Dagen foer havde hun baaret en masse vand ned til den, men ejeren af dyret havde bedt hende lade vaere. Han venter paa at den doer af sult og toerst. Aflivning overvejes ikke.
Buddhister maa ikke slaa noget levende ihjel. Det eneste koed de maa spise, er fra dyr der er doede paa naturlig vis.
I vores logik, er det ogsaa at draebe den at lade den ligge uden mad og drikke. Vi faar vores guide til at spoerge om damen ikke kan give den noget mad, eller om den kan aflives undtagelsesvist, naar den lider i saa hoej en grad.
Hun griner og ryster paa hovedet.
For mig virker det utroligt koldt at lade et dyr doe uden at proeve at redde det.
Vi fortsaetter trekket og taler om muligheder for at faa den baaret ned. Koen virkede frisk og kunne snildt holde sig i live en uge mere. Hvis den havde braekket benet kunne den nok reddes. Havde den braekket begge eller ryggen, saa...
Vi moeder laengere hende ad vejen 4 maend. Lederen indvilliger i at moede os paa hotellet og diskutere prisen for at baere koen ned. Han mener det er muligt at goere det. Om aftenen dukker han ikke op.
Dagen efter faar vi ejeren af vores guest-houset (i oevrigt en buddhistisk munk/lama) til at ringe efter dyrlaegen, da aflivning synes at vaere sidste udvej. Dyrlaegen er dog paa en uges kursus, og da man kan komme i faengsel i op til 25 aar faar at draebe en ko (betragtes som hellig i Nepal), mener vores vaert ikke dyrlaegen havde indvilliget alligevel.
Vi taler om at draebe den selv, men da vi ikke ved, hvordan vi skulle baere os ad eller foeler for at komme i faengsel i Nepal, maa vi opgive tanken.
Ejeren af guesthouset forklarer os venligt: “det her er nepal og ikke vesten. Det eneste man kan goere er at bede for den”. Det afslutter sagen. Koen havde hoejst sandsynligt braekket begge ben alligevel. Ellers havde den rejst sig op, da vores guide provokerede den.
Naeste morgen forlader vi guesthouset og gaar videre. Koen dukker ofte op i mit hoved. En uge mere i lidelse. Maaske kommer der et dyr og slaar den ihjel, foer krager kommer og begynder at nappe lunser af koed fra dens benede krop.
- I naeste liv bliver ejeren maaske genfoedt som en ko, der falder ned af en skraent, skumler jeg for mig selv.
For mig virker det lidt misforstaaet, at man har et helligt dyr, som man i teorien skal vaerdsaette, som man paa den maade lader doe langsomt og smertefuldt. Dyreetisk set er det vel en stoerre forbrydelse at lade dyr lide end at aflive dem. Paa den anden side, naar religionen siger, at man ikke maa draebe dyr, er det jo en regel, der ikke kan boejes eller forhandles.
Jeg tror isaer min kaephest er, at de ikke engang forsoegte at redde dyret, muligvis fordi de bare vil have noget koed paa gaflen.
Maaden at behandle dyr paa her, er derfor paa mange maeder meget raa. Det ses for eksempel ogssa i forhold til, hvordan folk hygger sig med at sparke eller kaste sten efter hundene (isaer i Indien). Og naar man ser hunde med koedsaar eller braekkede rygge halte rund i gadebilledet.
Disse elementer maa man bare acceptere, desvaerre. I hvert fald i tilfaeldet med koen.
Men jeg skal i hvert tilfaelde ikke spise koed hos buddhister mere ....
fredag den 29. februar 2008
mandag den 11. februar 2008
Trekkingstavshed
Da vi er ude at trekke, vil der ikke komme opdateringer af blokken foer om ca. 14 dage fra dags dato (12/2/08).
Naar vi kommer tilbage smider vi nogle nyheder og evt. nogle billeder paa bloggen.
Kaerlig hilsen
Peter og Maria
Naar vi kommer tilbage smider vi nogle nyheder og evt. nogle billeder paa bloggen.
Kaerlig hilsen
Peter og Maria
torsdag den 7. februar 2008
Kampen om den vaade prut
Ikke tilladt for boern under 10 aar eller understimulerede anusfetischister. Anbefales heller ikke til spisende individer.
Saa har jeg ogsaa proevet det!
Jeg har affoert i en plasticbeholder. Meget speciel oplevelse at sidde paa potten holdende et plastickrus under sit brune punktum og presse. Man foeler lidt at man skal til at affoere paa sin egen haand.
Naa, men det skal jo goeres. Og absolut intet sker i starten.
Efter meget pres maerkes en lille vaegtforoegelse med tilsvarende temparaturstigning i det ene millimeter plastic der adskiller haend fra poellen. Mmmmm
Det er fordi jeg har vaeret syg med svimmelture, daerlig mave, traethed mm den sidste uge. Derfor skulle jeg lave baede en urin og en nummer to test til laegen. Det var virkeligt specielt. Havde helt praestationsangst, da jeg skulle aflevere mine proever. Er der nu nok i? (Michael -jeg forstaar lidt hvordan du havde det...)
Det foelses ogsaa lidt maerkeligt at gaa ind paa hospitalets laboratorie med en beholder fuld af lort. Vaersgo! Fra mig til dig! Saa er der noget at rive i.
Det var en meget spaendende ventetid. Laegen mente jeg maaske havde dengue-feber eller tyfus. Vauw! En helt aegte tropesygdom. Lidt sejt.
Paent skuffende da det viste sig bare varee en langvarig bakteriel madforgiftning. Hvor meget prestige er der lige i det? Nada.
Foer vi tog afsted paa denne rejse var affoering ellers noget der forblev en hemmelighed mellem toiletkummen og een selv. Det var slet ikke noget Piv og jeg snakkede om (meget normalt tror jeg). Nu er det mere saadan lidt:
"Har du vaeret paa toilettet igen!? hvordan var det?"
"Hmmm... Meget godt i starten men saa lidt tyndt bagefter"
Og nogle gange kommer der bare en toer konstatering fra ens partner i det man traeder ud fra dasset: "det loed ikke ret godt, hva?"
Naa, men efter jeg fik min diagnose, skulle jeg paa en tre-dages Cifrankur. Skulle spises to gange dagligt. Men efter de tre dages behandlingstid var overstaaet, var maven stadig opsat paa at fortynde outputtet.
Drengen der affoerte for meget
Saa har jeg ogsaa proevet det!
Jeg har affoert i en plasticbeholder. Meget speciel oplevelse at sidde paa potten holdende et plastickrus under sit brune punktum og presse. Man foeler lidt at man skal til at affoere paa sin egen haand.
Naa, men det skal jo goeres. Og absolut intet sker i starten.
Efter meget pres maerkes en lille vaegtforoegelse med tilsvarende temparaturstigning i det ene millimeter plastic der adskiller haend fra poellen. Mmmmm
Det er fordi jeg har vaeret syg med svimmelture, daerlig mave, traethed mm den sidste uge. Derfor skulle jeg lave baede en urin og en nummer to test til laegen. Det var virkeligt specielt. Havde helt praestationsangst, da jeg skulle aflevere mine proever. Er der nu nok i? (Michael -jeg forstaar lidt hvordan du havde det...)
Det foelses ogsaa lidt maerkeligt at gaa ind paa hospitalets laboratorie med en beholder fuld af lort. Vaersgo! Fra mig til dig! Saa er der noget at rive i.
Det var en meget spaendende ventetid. Laegen mente jeg maaske havde dengue-feber eller tyfus. Vauw! En helt aegte tropesygdom. Lidt sejt.
Paent skuffende da det viste sig bare varee en langvarig bakteriel madforgiftning. Hvor meget prestige er der lige i det? Nada.
Foer vi tog afsted paa denne rejse var affoering ellers noget der forblev en hemmelighed mellem toiletkummen og een selv. Det var slet ikke noget Piv og jeg snakkede om (meget normalt tror jeg). Nu er det mere saadan lidt:
"Har du vaeret paa toilettet igen!? hvordan var det?"
"Hmmm... Meget godt i starten men saa lidt tyndt bagefter"
Og nogle gange kommer der bare en toer konstatering fra ens partner i det man traeder ud fra dasset: "det loed ikke ret godt, hva?"
Naa, men efter jeg fik min diagnose, skulle jeg paa en tre-dages Cifrankur. Skulle spises to gange dagligt. Men efter de tre dages behandlingstid var overstaaet, var maven stadig opsat paa at fortynde outputtet.
Nu har jeg saa vaeret paa hospitalet igen, og ja, jeg har ligelede affoert i et krus igen. Og ja, det er stadig en bakteriel infektion, men den skulle vaere helbredt om 3 dage. Hmmm.....
Det har dog medfoert at vi har maette rykke vores trek til paa tirsdag. Vi skal ud paa Langtang trekket, hvor vi naar op til 5000 m hoejde. Vauw, hva!? Vi har koebt toej saa vi ligner en hel opvisning fra Fjeld og Fritid. Vi glaeder os!
Men foerst skal den vaade prut nedkaempes. 3 dage tilbage. Saa skulle den sygdom vaere skyldet ud!
Drengen der affoerte for meget
fredag den 1. februar 2008
Wannabe antropo-lone's klumme
Her foelger en anekdote, der, som saa mange af andre af vores oplevelser, endnu ikke har fundet vej til bloggens sarte sider. Men nu er det paa tide at give den 5 minutes of fame. Der kommer tilmed en lille wannabe metafilosofisk kommentar i slutningen.
Den gang vi skulle koebe vores faergebillet fra Port Blair paa Andaman til Chennai, ankom vi til billetkontoret onsdag formiddag. Vi havde faaet at vide, at billetterne blev udstedt tirsdag og onsdag, og faergen ville sejle fredag samme uge. Vi kom direkte med morgenbus fra Rangat laengere nordpaa med al vores bagage, og derfor blev Valle siddende med vores ting, mens jeg gik paa jagt i billetjunglen.
Op til informationsdisken og spoerge hvilken koe, jeg skulle stille mig i. "Number 5, mam". Fint 'mam' stiller sig i koe nummer 5 og venter. Og venter. Og venter.
Da jeg er naaet naesten forrest (hvilket altsaa kraever en del masen og skubben, da koedannelse her i Indiens land ikke er saaa rigidt "jeg kom foerst"-agtigt, som i Dk), faar jeg at vide, at jeg skulle have stillet mig i koe nummer 2. Her begynder mit temperament saa smaat at simre, men ok, jeg fiser over i koe nummer 2.
Her venter jeg (aka maser og bliver mast) i ca. ti minutter, mens jeg forhoerer mig hos folk i koeen, om det nu ogsaa er her, jeg egentlig skal staa. Alle ved lige saa lidt som mig. Men surprise, surprise. Forkert koe. Nu er det koe nummer 6, jeg skal stille mig i. Alle maendene bag skrankerne kan sidde og tale med hinanden, saa for mig at se, kunne det ikke vaere super svaert at finde ud af, hvem der saelger billetterne. Men det kunne det, for efter et par gange med samme besked; "forkert koe", bliver jeg sendt tilbage til koe nummer 5.
Paa det her tidspunkt giver jeg fuldstaendig op, og smaaloeber roedgloendende af raseri over til Valle, der sys det er mega maerkeligt, at jeg har vaeret vaek i 45 minutter, uden at faa billetter! Her tager han saa over. Stiller sig i den koe, vi nu har faaet beskraeftet et par gange ER den rigtige, staar der i et kvarter, hvorefter manden bag skranken giver sig til at tale i mobiltelefon og til sidst raaber ud af laagen, at han lukker! De saelger ikke flere billetter i dag, vi kan komme tilbage i morgen. What???! Saa taenker en dansker-hjerne "det kan man sgu da ikke. Det er MEGA uretfaerdigt!".
Her er det, at jeg farer op til informationsdisken og begynder at hidse mig op. Vi kan se paa skaermen, at der naesten ikke er flere billetter tilbage, og hvis de har flere, hvorfor fa'en kan de saa ikke saelge dem nu??? Jeg er helt opppe i det roede felt. Skaelder ud. Forlanger at tale med manageren og hele molevitten.
Manageren dukker op, og siger, at hvis vi kommer tilbage 14:30, saa skal han personligt soerge for billetter til os. Vi skal bare have tre kopier af vores pas, visum og Andamantillladelse med.
Vi skynder os at finde hotel, spise frokost, lave diverse kopier paa to timer inden vi med hjertet i halsen staar paa kontoret igen 14:30 sharp. Men der er ingen manager. Han er da til frokostpause.
AAAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!
Hvis jeg var hidsig foer, slaar det fuldstaendig klik her. Valle proever at tale mig lidt til ro, men jeg ser roedt. "Hva fa'en bilder de sig ind? Vi vil bare have nogle billetter, og vi ved de har dem, men de vil ikke saelge dem til os?! Tror de, vi er dumme??! Hvad er det for et latterligt system?!"
Har er der en gut (ham der tidligere lukkede koeen foran tyve mennesker), der forbarmer sig over den sindsyge dansker, og gaar i gang med at lave vores billetter. Hvad de bare ikke har fortalt os er, at vi ogsaa skal have tre pasfoto. Ud og faa lavet dem (stadig hidsig), tilbage og YES.
Endelig. Halleluja!
Fem timer efter vi ankom til kontoret fik vi (og en australsk gut, som vi havde faaet inddraget i hele balladen) vores billetter i haanden.
Og her er det saa, at man taenker, hvad er moralen af den historie??? Jeg har stadigvaek ikke helt fundet ud af det.
Paa den ene side, saa laerte den episode mig, at hvis du virkelig gerne vil have noget igennem i Indien, saa skal du ikke give op ved det foerste, andet eller tredje 'nej'. Det har vist sig sandt siden hen ogsaa.
Og hvad der for mig foeles som totalt absurd ubehoevlet (som da jeg staar og raaber ukvemsord i hovedet paa kontorfolkene), opfattes til tider som ren underholdning for de indiske medarbejdere. Jeg foelte at jeg opfoerte mig ubehageligt og som et dumt svin, men jeg blev ikke noedvaendigvis opfattet som saadan. De syntes faktisk, at det var meget cool, at saadan en hvid pige kunne blive saa hidsig. Ogsaa det har vist sig sandt siden hen.
Det er en del af gamet. Som naar man prutter om prisen, og saelgeren ser ud som om, at man har saaret hans dybeste foelelser, indtil forhandlingen er slut og han slaar det stoerste grin op.
Det har taget lidt tid at laere at navigere i det, og jeg synes stadig ikke det er rart. Men maaske laerer jeg ogsaa paa et tidspunkt, at det bare er en del af gamet?
Kaerlig Hilsen
Antropo-Lone
Den gang vi skulle koebe vores faergebillet fra Port Blair paa Andaman til Chennai, ankom vi til billetkontoret onsdag formiddag. Vi havde faaet at vide, at billetterne blev udstedt tirsdag og onsdag, og faergen ville sejle fredag samme uge. Vi kom direkte med morgenbus fra Rangat laengere nordpaa med al vores bagage, og derfor blev Valle siddende med vores ting, mens jeg gik paa jagt i billetjunglen.
Op til informationsdisken og spoerge hvilken koe, jeg skulle stille mig i. "Number 5, mam". Fint 'mam' stiller sig i koe nummer 5 og venter. Og venter. Og venter.
Da jeg er naaet naesten forrest (hvilket altsaa kraever en del masen og skubben, da koedannelse her i Indiens land ikke er saaa rigidt "jeg kom foerst"-agtigt, som i Dk), faar jeg at vide, at jeg skulle have stillet mig i koe nummer 2. Her begynder mit temperament saa smaat at simre, men ok, jeg fiser over i koe nummer 2.
Her venter jeg (aka maser og bliver mast) i ca. ti minutter, mens jeg forhoerer mig hos folk i koeen, om det nu ogsaa er her, jeg egentlig skal staa. Alle ved lige saa lidt som mig. Men surprise, surprise. Forkert koe. Nu er det koe nummer 6, jeg skal stille mig i. Alle maendene bag skrankerne kan sidde og tale med hinanden, saa for mig at se, kunne det ikke vaere super svaert at finde ud af, hvem der saelger billetterne. Men det kunne det, for efter et par gange med samme besked; "forkert koe", bliver jeg sendt tilbage til koe nummer 5.
Paa det her tidspunkt giver jeg fuldstaendig op, og smaaloeber roedgloendende af raseri over til Valle, der sys det er mega maerkeligt, at jeg har vaeret vaek i 45 minutter, uden at faa billetter! Her tager han saa over. Stiller sig i den koe, vi nu har faaet beskraeftet et par gange ER den rigtige, staar der i et kvarter, hvorefter manden bag skranken giver sig til at tale i mobiltelefon og til sidst raaber ud af laagen, at han lukker! De saelger ikke flere billetter i dag, vi kan komme tilbage i morgen. What???! Saa taenker en dansker-hjerne "det kan man sgu da ikke. Det er MEGA uretfaerdigt!".
Her er det, at jeg farer op til informationsdisken og begynder at hidse mig op. Vi kan se paa skaermen, at der naesten ikke er flere billetter tilbage, og hvis de har flere, hvorfor fa'en kan de saa ikke saelge dem nu??? Jeg er helt opppe i det roede felt. Skaelder ud. Forlanger at tale med manageren og hele molevitten.
Manageren dukker op, og siger, at hvis vi kommer tilbage 14:30, saa skal han personligt soerge for billetter til os. Vi skal bare have tre kopier af vores pas, visum og Andamantillladelse med.
Vi skynder os at finde hotel, spise frokost, lave diverse kopier paa to timer inden vi med hjertet i halsen staar paa kontoret igen 14:30 sharp. Men der er ingen manager. Han er da til frokostpause.
AAAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!
Hvis jeg var hidsig foer, slaar det fuldstaendig klik her. Valle proever at tale mig lidt til ro, men jeg ser roedt. "Hva fa'en bilder de sig ind? Vi vil bare have nogle billetter, og vi ved de har dem, men de vil ikke saelge dem til os?! Tror de, vi er dumme??! Hvad er det for et latterligt system?!"
Har er der en gut (ham der tidligere lukkede koeen foran tyve mennesker), der forbarmer sig over den sindsyge dansker, og gaar i gang med at lave vores billetter. Hvad de bare ikke har fortalt os er, at vi ogsaa skal have tre pasfoto. Ud og faa lavet dem (stadig hidsig), tilbage og YES.
Endelig. Halleluja!
Fem timer efter vi ankom til kontoret fik vi (og en australsk gut, som vi havde faaet inddraget i hele balladen) vores billetter i haanden.
Og her er det saa, at man taenker, hvad er moralen af den historie??? Jeg har stadigvaek ikke helt fundet ud af det.
Paa den ene side, saa laerte den episode mig, at hvis du virkelig gerne vil have noget igennem i Indien, saa skal du ikke give op ved det foerste, andet eller tredje 'nej'. Det har vist sig sandt siden hen ogsaa.
Og hvad der for mig foeles som totalt absurd ubehoevlet (som da jeg staar og raaber ukvemsord i hovedet paa kontorfolkene), opfattes til tider som ren underholdning for de indiske medarbejdere. Jeg foelte at jeg opfoerte mig ubehageligt og som et dumt svin, men jeg blev ikke noedvaendigvis opfattet som saadan. De syntes faktisk, at det var meget cool, at saadan en hvid pige kunne blive saa hidsig. Ogsaa det har vist sig sandt siden hen.
Det er en del af gamet. Som naar man prutter om prisen, og saelgeren ser ud som om, at man har saaret hans dybeste foelelser, indtil forhandlingen er slut og han slaar det stoerste grin op.
Det har taget lidt tid at laere at navigere i det, og jeg synes stadig ikke det er rart. Men maaske laerer jeg ogsaa paa et tidspunkt, at det bare er en del af gamet?
Kaerlig Hilsen
Antropo-Lone
Livet i luksus med Cheryl og Ernst
Ugerne med Cheryl og Ernst har vaeret totalt luksusagtige, og det er umuligt at faa alle de fede oplevelser, de har givet os mulighed for at faa, ned paa 'papiret'.
Vi vil derfor bare naevne nogle af de bedste her.
Foerst og fremmest maa vi udtrykke vores barnlige glaede over, hvor godt vi har hygget os med Chreyl og Ernst. Man skulle ellers tro, det ville vaere en udfordring at rejse med "papfar" (sorry Ernst, vi ved du hader udtrykket) og (sviger)mor, Men det har vaeret helt utroligt nemt og rart. For eksempel er det fantastisk at sidde og sludre efter aftensmaden om religion, politik, Danmark vs Indien mens man fordoejer dagens oplevelser (og en god aftensmad).
Husbaaden paa Kerala backwaters er selvskreven paa listen over super luksusoplevelser.
Tag en super dygtig kok, en kaptajn, en tjener, kolde oel, hyggelige laenestole og placer det paa en kaempe baad med to separate dobbeltvaerelser og tadaaa, du er klar til at indtage Kerala Backwaters.
Her kan man umuligt faa mavesaar. Man ligger bare og daser. Kigger ud over de smukke moerkegroenne vand, paa rismarkerne, paa de mange storke og vandfugle eller ned i en bog, mens man langsomt driver fremad over vandet.
Om aftenen holdt vi ind ved breden, og boernene fik sig en lille dukkert i vandet. Rart paa trods af klam flodbund og doed kaemperotte i vandoverfladen.
Da det blev skumringstid vaagnede alle flodens insekter og et kaempe orkester af dyrelyde spillede hele aftenen.
Uforglemmeligt.
Desuden maa turen til Kabini river resort naevnes.
Meget anbefalelsvaerdigt hvis man har pengepungen i orden (tak mor/Cheryl og Ernst)
Vi koerte dertil ad en vej, der havde saa mange vejbumb, at det naermest var eet langt bumb med lidt vej paa. Vores kaere chauffoer valgte at punktere paa vejen, hvilket gjorde, at vi missede den aften-safari, vi havde planlagt at tage med paa, hvor de havde vaeret saa heldige at spotte en leopard!
Men da vi ankom til Chikada, hvor vi skulle bo, var det naermest som at traede ind i paradis.
Vores hytter var perfekt placeret med udsigt til den store soe, Kabini.
Vi havde en hytte med...hold fast... egen elkedel og nesscafe! Hurra!
Stedet var ret stort, saa man toeffede rundt i smaa golfbiler, naar man skulle hen og spise middag eller ned til swimmingpoolen. Servicen var i top. Der stod hele tiden en mand udenfor husene, saa man bare kunne stikke hovedet ud, hvis man havde brug for noget.
Liebhaver, moi?
Det var ogsaa herfra vi koerte ud paa vores foerste safari.
Man skulle jo ellers tro, at de fleste dyr ville blive lidt smaa-mistaenksomme, nar de hoerte den hostende og spruttende lyd fra en jeepmotor og derfor tage benene, vingerne eller lign. paa nakken og skride.
Men det lykkedes os rent faktisk at se en del dyr paa denne tur, hvilket maa betyde at de indiske dyr er en smule langsomme i optraekket.
Allerede efter 5 minutter saa vi indiens storste hjorteart, Sambaren. Det var virkeligt et imponerende syn at se dem staa der i morgendisen og kigge nysgerrigt paa os. Paa det tidspunkt var vores forventninger til hele safarien faktisk indfriede. Wow! Vi saa et dyr!
Lidt senere saa vi den smukke spotted deer (meget imponerende i starten, men det er utroligt saa hurtigt man blev ligeglade med dem, fordi de simpelthen var overalt). Skoven var simpelthen spaekket med dyr. Vi saa endvidere den store indieske bison, paafugle, jungle bird, langurer, the giant squirrel og et af hoejdepunkterne en vild elefant -der kunne gemme sig!
Hvordan gemmer man lige fem tons kaempe elefant i et krat?
Fantastisk forsvindingsnummer:
Foerst stod den der i hel figur, saa vendte den roeven til, tog et par skridt og viola: hvor er fantus?
Piv og jeg valgte at bruge dagen paa at ro Kajak paa soeen og haenge ud i poolen.
At sidde med to glas iskold oel i en swimminpool og tale om bunk-class er ikke at kimse af!
Krash! Bliver lige afbrudt af et stk smadret tekop, der droenede ned paa internetcafeens gulv. Ups. Vi har bildt dem ind, at det er en dansk tradition at smadre tekopper, hver gng man faar mulighed for det.
Naa, tilbage til Kabini.
Cheryl (aka mor) og Ernst tog os med paa baadsafari om aftenen. Vi saa mange af de samme dyr her. Det lykkedes os at komme helt taet paa en kaempe Marsh-mugger paa ca. 3 meter. Det er en kaempe krokodille, der ikke er kraesen hvad angaar naering; menneskekoed nydes ogsaa i ny og nae.
Desuden saa vi store desmerdyr og kaempe oerne.
Det var fedt at sejle tilbage mens solen gik ned og taenke tilbage paa en fantastisk dag og glaede sig til den laekre buffet, der ventede os tilbage ved resortet.
Der er meget vi har gjort uret ved ikke at skrive om. Sorry. Men vi bliver noedt til at slutte her, da vi skal lave gode boeffer med roedvinssovs til vores nyerhvervede nagalandske venner.
Vi haaber paa at tage med et tog mod Nepal i morgen, da det ikke var muligt for os at komme ind i Nagaland. Vi skriver igen fra Himalaya (he he... fedt at kunne skrive det).
Goodnight and good luck.
Vi vil derfor bare naevne nogle af de bedste her.
Foerst og fremmest maa vi udtrykke vores barnlige glaede over, hvor godt vi har hygget os med Chreyl og Ernst. Man skulle ellers tro, det ville vaere en udfordring at rejse med "papfar" (sorry Ernst, vi ved du hader udtrykket) og (sviger)mor, Men det har vaeret helt utroligt nemt og rart. For eksempel er det fantastisk at sidde og sludre efter aftensmaden om religion, politik, Danmark vs Indien mens man fordoejer dagens oplevelser (og en god aftensmad).
Husbaaden paa Kerala backwaters er selvskreven paa listen over super luksusoplevelser.
Tag en super dygtig kok, en kaptajn, en tjener, kolde oel, hyggelige laenestole og placer det paa en kaempe baad med to separate dobbeltvaerelser og tadaaa, du er klar til at indtage Kerala Backwaters.
Her kan man umuligt faa mavesaar. Man ligger bare og daser. Kigger ud over de smukke moerkegroenne vand, paa rismarkerne, paa de mange storke og vandfugle eller ned i en bog, mens man langsomt driver fremad over vandet.
Om aftenen holdt vi ind ved breden, og boernene fik sig en lille dukkert i vandet. Rart paa trods af klam flodbund og doed kaemperotte i vandoverfladen.
Da det blev skumringstid vaagnede alle flodens insekter og et kaempe orkester af dyrelyde spillede hele aftenen.
Uforglemmeligt.
Desuden maa turen til Kabini river resort naevnes.
Meget anbefalelsvaerdigt hvis man har pengepungen i orden (tak mor/Cheryl og Ernst)
Vi koerte dertil ad en vej, der havde saa mange vejbumb, at det naermest var eet langt bumb med lidt vej paa. Vores kaere chauffoer valgte at punktere paa vejen, hvilket gjorde, at vi missede den aften-safari, vi havde planlagt at tage med paa, hvor de havde vaeret saa heldige at spotte en leopard!
Men da vi ankom til Chikada, hvor vi skulle bo, var det naermest som at traede ind i paradis.
Vores hytter var perfekt placeret med udsigt til den store soe, Kabini.
Vi havde en hytte med...hold fast... egen elkedel og nesscafe! Hurra!
Stedet var ret stort, saa man toeffede rundt i smaa golfbiler, naar man skulle hen og spise middag eller ned til swimmingpoolen. Servicen var i top. Der stod hele tiden en mand udenfor husene, saa man bare kunne stikke hovedet ud, hvis man havde brug for noget.
Liebhaver, moi?
Det var ogsaa herfra vi koerte ud paa vores foerste safari.
Man skulle jo ellers tro, at de fleste dyr ville blive lidt smaa-mistaenksomme, nar de hoerte den hostende og spruttende lyd fra en jeepmotor og derfor tage benene, vingerne eller lign. paa nakken og skride.
Men det lykkedes os rent faktisk at se en del dyr paa denne tur, hvilket maa betyde at de indiske dyr er en smule langsomme i optraekket.
Allerede efter 5 minutter saa vi indiens storste hjorteart, Sambaren. Det var virkeligt et imponerende syn at se dem staa der i morgendisen og kigge nysgerrigt paa os. Paa det tidspunkt var vores forventninger til hele safarien faktisk indfriede. Wow! Vi saa et dyr!
Lidt senere saa vi den smukke spotted deer (meget imponerende i starten, men det er utroligt saa hurtigt man blev ligeglade med dem, fordi de simpelthen var overalt). Skoven var simpelthen spaekket med dyr. Vi saa endvidere den store indieske bison, paafugle, jungle bird, langurer, the giant squirrel og et af hoejdepunkterne en vild elefant -der kunne gemme sig!
Hvordan gemmer man lige fem tons kaempe elefant i et krat?
Fantastisk forsvindingsnummer:
Foerst stod den der i hel figur, saa vendte den roeven til, tog et par skridt og viola: hvor er fantus?
Piv og jeg valgte at bruge dagen paa at ro Kajak paa soeen og haenge ud i poolen.
At sidde med to glas iskold oel i en swimminpool og tale om bunk-class er ikke at kimse af!
Krash! Bliver lige afbrudt af et stk smadret tekop, der droenede ned paa internetcafeens gulv. Ups. Vi har bildt dem ind, at det er en dansk tradition at smadre tekopper, hver gng man faar mulighed for det.
Naa, tilbage til Kabini.
Cheryl (aka mor) og Ernst tog os med paa baadsafari om aftenen. Vi saa mange af de samme dyr her. Det lykkedes os at komme helt taet paa en kaempe Marsh-mugger paa ca. 3 meter. Det er en kaempe krokodille, der ikke er kraesen hvad angaar naering; menneskekoed nydes ogsaa i ny og nae.
Desuden saa vi store desmerdyr og kaempe oerne.
Det var fedt at sejle tilbage mens solen gik ned og taenke tilbage paa en fantastisk dag og glaede sig til den laekre buffet, der ventede os tilbage ved resortet.
Der er meget vi har gjort uret ved ikke at skrive om. Sorry. Men vi bliver noedt til at slutte her, da vi skal lave gode boeffer med roedvinssovs til vores nyerhvervede nagalandske venner.
Vi haaber paa at tage med et tog mod Nepal i morgen, da det ikke var muligt for os at komme ind i Nagaland. Vi skriver igen fra Himalaya (he he... fedt at kunne skrive det).
Goodnight and good luck.
Abonner på:
Opslag (Atom)
