Vi er nu tilbage i Kolkatta.
Vi var saa intelligente at afstoede vores guidebog (a.k.a. vores bibel) i Bangalore. Saa nu er vi i jordens anus uden guidebogens hjaelpende linjer.
Til gengaeld har vi vaeret heldige.
Da vi ankom til Howrah, spurgte jeg et par unge medmennesker om, hvor man kunne finde et godt hotel, og det endte med at vi fik lov til at bo hos dem.
De er tre, der bor sammen, og de er alle fra Nagaland. Nagaland ligger i den nordoestligste del af Indien. Vi er ogsaa inviteret til at besoege deres familier dernede, saa nu proever vi ar faa restricted area permits dertil. Men det bliver nok svaert, da man skal vaere 4 turister eller gift for at komme ind.
Og nej, vi gifter os ikke her og nu for at faa adgang til Nagaland.
Vi har vaeret paa bytur med dem igaar. Super grineren. Jeg blev i oevrigt lagt an paa af en meget sjov og lidt overvaegtig Bollywoodfilminstruktoer, der helt sikkert er skabsboesse, og som koebte mig en Bacardi Breezer. Oeh... mange tak.
Piv ligger i braek -jeg mener brak - med toemmermaend, men inden saa laenge kommer der en update paa de sidste 2 uger, hvor vi rejste med min mor og Ernst.
Kh
Peter
torsdag den 31. januar 2008
mandag den 14. januar 2008
Absolut Music vol. Tamil Nadu
"Boom, boom, boom, boom, I want you in my room" skraales der ud gennem hoejtalerne fra Troys bil (Troy er vores chauffoer).
Hans cd er spaekket med hits som "Oops", med Britney Spears, "My heart will go on and on", med Dion-pigen i techno version, D-I-S-C-O og andet lykkeligt glemt halvfemser musik.
Der er maaske en vis charme i at lade sine oeregange voldtage af Vengaboys, mens man suser igennem roede jordveje forbi solsvedne marker, men i laengden kan det godt virke smaadeprimerende.
Vi er kun fire mennsker i bilen ud over Troy. Mormor besluttede sig for ikke at tage med os paa trods af min mor og Ernst' gode overtalelsesevner.
Det var paa mange maeder lidt soergeligt at forlade Jollarpettei uden hende. Jeg tror, at den primaere grund til min moder i virkeligheden planlagde hele denne lange tur (og har overarbejdet saa meget for at faa raad til den), var at give min mormor en fantastisk oplevelse. Nu sidder vi her i bilen helt mormor-loese.
Vi var virkeligt aergelige, da vi fandt ud af, at hun virkeligt staedigt stod fast paa at blive i huset i Jollarpettei. Paa en maade blev jeg ogsaa lidt sur, for kunne hun ikke lige have naevnt lidt tidligere, at hun ikke ville med. Vi havde jo alle regnet med at skulle rejse med hende i 14 dage og saa pludseligt dagen foer skal man indstille sig paa at sige farvel dagen efter.
Men hun er blevet gammel. Hun har besvaer med at gaa, har meget ondt i ryggen mm. At sidde i en bil paa en bumlende jordvej med techno musik, er maaske ikke lige noget hun kan holde til mere, selvom hun foer i tiden elskede at komme ud.
Man bliver nok ogsaa noedt til at spoerge sig selv, om det er for ens egen skyld eller for hendes skyld, at man gerne vil have hende med...
Men nu er vi alle kommet os lidt over det, og turen fortsaetter som planlagt, bare med en person mindre.
Vi var ved Mamallapuram igaar. Aeldgamle ruiner fra lang tid foer vores tidsregning. Hele dette omraede er spaekket med store klippeblokke. Derfor er templerne hugget ud af et stort stykke klippe.
I gaar aftes ankom vi til Pondicherry, der er en gammel fransk koloniby (den har nu skiftet navn til Puducherry -fjolleindere). Her kan man faa baguettes, croissanter og danish pastry.
Om aftenen var vi til soelvbryllup a la angloindere hos en af min mors venner. Virkeligt sjov.
Det blev holdt paa et stort fint hotel. Der var indisk mad i massevis.
Angloindere elsker umidelbart at danse. Der danses primaert jive til country-western musik. Desuden er der mange faellesdanse, som the boogie woogie og lidt square-dance inspirerede danse, hvor hele selvskabet joiner.
Lige nu er vi paa vej hjem fra Auroville, der er en stor hippierede. Det er noget med en vis hr. Sri Auroville og hans kone "the mother", der villle skabe et internationalt omraade, hvor mennesker paa tvaers af nationalitet og religion kan komme og meditere og finde sig selv. Der er en enorm kugle der er lavet af noget kobberlignende metal. Derinde er verdens stoerste krystal placeret i loftet for at bryde solen lys.
I midten er jord fra alle verden lande placeret for at symbolisere enhed.
Paa en maede er tanken meget smuk, og jeg indroemmer, at der er dejligt fredeligt og smuk natur. Paa den anden side er der bare et eller andet goegler-frelst hippie-new-age-agtigt aergelighed over stedet.
Jeg synes bade, der er noget dybt tiltraekkende og uendeligt frastoedende over saadan nogle meditationscentre for vesterlaendinge og andet godtfolk.
Naa. Nu gaar turen tilbage til Pondy. Michael Learns to rock har indtaget anlaegget og bilen er ladet med frugt, vand og kiks. Min mor fortaeller gode roeverhistorier om alt, hvad vi kommer forbi paa vejen og Ernst kommer med sjove indputs undervejs.
De forkaeler os super-meget og insisterer paa at betale alt. Herligt. Det er rart at kunne laene sig tilbage og lade andre planlaegge for sig.
Inden laenge skal vi dog finde ud af, hvad vi skal med den resterende del af vores tur.
Enten skal vi arbejde frivilligt en maaned med et eller andet der ikke er super lamt og kedeligt. Ellers ogsaa skal vi tage nordoest paa til uturistede egne, hvor der er masser af stammefolk.
Begge dele kan give nogle helt nye slags oplevelser. Maaske skulle man lade bloggens laesere bestemme hvad vi skal. sms rejse1 for frivilligt arbejde eller rejse2 for stammefolk (eller lad evt. helt vaere med at stemme. Vi goer nok bare hvad vi har mest lyst til alligevel og fusker med tallene).
Ah ah ah ah stayin alive, stayin alive... vi skriver igen senere.
Hans cd er spaekket med hits som "Oops", med Britney Spears, "My heart will go on and on", med Dion-pigen i techno version, D-I-S-C-O og andet lykkeligt glemt halvfemser musik.
Der er maaske en vis charme i at lade sine oeregange voldtage af Vengaboys, mens man suser igennem roede jordveje forbi solsvedne marker, men i laengden kan det godt virke smaadeprimerende.
Vi er kun fire mennsker i bilen ud over Troy. Mormor besluttede sig for ikke at tage med os paa trods af min mor og Ernst' gode overtalelsesevner.
Det var paa mange maeder lidt soergeligt at forlade Jollarpettei uden hende. Jeg tror, at den primaere grund til min moder i virkeligheden planlagde hele denne lange tur (og har overarbejdet saa meget for at faa raad til den), var at give min mormor en fantastisk oplevelse. Nu sidder vi her i bilen helt mormor-loese.
Vi var virkeligt aergelige, da vi fandt ud af, at hun virkeligt staedigt stod fast paa at blive i huset i Jollarpettei. Paa en maade blev jeg ogsaa lidt sur, for kunne hun ikke lige have naevnt lidt tidligere, at hun ikke ville med. Vi havde jo alle regnet med at skulle rejse med hende i 14 dage og saa pludseligt dagen foer skal man indstille sig paa at sige farvel dagen efter.
Men hun er blevet gammel. Hun har besvaer med at gaa, har meget ondt i ryggen mm. At sidde i en bil paa en bumlende jordvej med techno musik, er maaske ikke lige noget hun kan holde til mere, selvom hun foer i tiden elskede at komme ud.
Man bliver nok ogsaa noedt til at spoerge sig selv, om det er for ens egen skyld eller for hendes skyld, at man gerne vil have hende med...
Men nu er vi alle kommet os lidt over det, og turen fortsaetter som planlagt, bare med en person mindre.
Vi var ved Mamallapuram igaar. Aeldgamle ruiner fra lang tid foer vores tidsregning. Hele dette omraede er spaekket med store klippeblokke. Derfor er templerne hugget ud af et stort stykke klippe.
I gaar aftes ankom vi til Pondicherry, der er en gammel fransk koloniby (den har nu skiftet navn til Puducherry -fjolleindere). Her kan man faa baguettes, croissanter og danish pastry.
Om aftenen var vi til soelvbryllup a la angloindere hos en af min mors venner. Virkeligt sjov.
Det blev holdt paa et stort fint hotel. Der var indisk mad i massevis.
Angloindere elsker umidelbart at danse. Der danses primaert jive til country-western musik. Desuden er der mange faellesdanse, som the boogie woogie og lidt square-dance inspirerede danse, hvor hele selvskabet joiner.
Lige nu er vi paa vej hjem fra Auroville, der er en stor hippierede. Det er noget med en vis hr. Sri Auroville og hans kone "the mother", der villle skabe et internationalt omraade, hvor mennesker paa tvaers af nationalitet og religion kan komme og meditere og finde sig selv. Der er en enorm kugle der er lavet af noget kobberlignende metal. Derinde er verdens stoerste krystal placeret i loftet for at bryde solen lys.
I midten er jord fra alle verden lande placeret for at symbolisere enhed.
Paa en maede er tanken meget smuk, og jeg indroemmer, at der er dejligt fredeligt og smuk natur. Paa den anden side er der bare et eller andet goegler-frelst hippie-new-age-agtigt aergelighed over stedet.
Jeg synes bade, der er noget dybt tiltraekkende og uendeligt frastoedende over saadan nogle meditationscentre for vesterlaendinge og andet godtfolk.
Naa. Nu gaar turen tilbage til Pondy. Michael Learns to rock har indtaget anlaegget og bilen er ladet med frugt, vand og kiks. Min mor fortaeller gode roeverhistorier om alt, hvad vi kommer forbi paa vejen og Ernst kommer med sjove indputs undervejs.
De forkaeler os super-meget og insisterer paa at betale alt. Herligt. Det er rart at kunne laene sig tilbage og lade andre planlaegge for sig.
Inden laenge skal vi dog finde ud af, hvad vi skal med den resterende del af vores tur.
Enten skal vi arbejde frivilligt en maaned med et eller andet der ikke er super lamt og kedeligt. Ellers ogsaa skal vi tage nordoest paa til uturistede egne, hvor der er masser af stammefolk.
Begge dele kan give nogle helt nye slags oplevelser. Maaske skulle man lade bloggens laesere bestemme hvad vi skal. sms rejse1 for frivilligt arbejde eller rejse2 for stammefolk (eller lad evt. helt vaere med at stemme. Vi goer nok bare hvad vi har mest lyst til alligevel og fusker med tallene).
Ah ah ah ah stayin alive, stayin alive... vi skriver igen senere.
Ps. Laeserservice: Tjek indlaeg herunder. Giver update paa de sidste par uger, blot foerst lagt ind i dag.
fredag den 11. januar 2008
Flashback: Bangalore tur/retur
(Dette indlaeg er skrevet for nogle dage siden, man grundet mangel paa tid, er det foerst blevet lagt ind i dag, (red.))
I skrivende stund befinder vi os i Jollarpetai - den lille by, hvor Valles mormor Dorothy bor. Her er ikke meget andet at lave end at slappe fuldstaendig af - hvilket er lige praecis det, vi goer.
Mormor Dorothy er meget, meget soed. Og en lille smule fjollet. Hun er et par og firs, har ondt i sine ben og fiser rundt og opvarter os. Tre varme maaltider plus eftermiddagste bliver serveret hver dag. Men det er ikke noget med, at man kan hjaelpe. NIX! Ikke engang opvasken maa man tage - heller ikke i smug; man bliver opdaget i loebet af lynhurtigt.
I onsdags kom Cheryl og Ernst her til, og i morgen tager vi alle afsted paa vores lille to-ugers eventyr. I skal nok faa hoere om, hvordan det kommer til at forloebe.
Men foerst lidt tilbageblik paa tiden der gik (lyder det ikke historiebogsagtigt :-) )
Dagene i Banglore gik med noget saa fantastisk ukulturelt som shopping, forkaelelse og afslapning.
Michael og Susan tog os med til en brunch paa det syv-stjernede hotel Leela Palace (foer det anede jeg ikke, at der fandtes 7 stjerner til hoteller, men jeg forstaar det nu). Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget saa overdaadigt. Forestil jer et kaempe solfyldt lokale, hvor tonerne af livemusik svaever ind og ud mellem blomsterdekorationer. Og saa forestil jer alt det mad, ALLE de retter I ku' droemme om, anrettet som en kaempe kongelig buffet.
Der var frisklavet sushi, alle slags oste og poelser, et sted kunne du pege paa de ingredienser, du ville have i din pastaret og saa stod kokken og lavede det till dig med det samme, udenfor stod tre kokke klar til at grille lige praecis det stykke koed, fisk eller skalddyr, du ville have. Et kaempe bord var fyldt med diverse indiske og kinesiske retter, og et andet mega bord var oversaaet med desserter i alle afskygninger. Der var en fontaene med flydende hvid chokolade, hvor man kunne dyppe frugt, kage eller skumfiduser i! Og saa er der masser af ting jeg har gjort uret ved ikke at naevne. Det vildeste af det hele var, at der var cocktails og drinks inklusiv champagne ad libitum. Et vink til tjeneren og dit champagneglas var fyldt.
HA HA HA HA. Tro paa, at jeg var i himlen. Helt oppe i det blaa med vinger paa.
Prisen for denne luksus: 2000 rupees svarende til 270 kroner.
Et par dage efter tog vi et lille smut over til Michael og Susannes kaffeplantage, der bestaar af to store bakker med kaffe midt ude i junglen. Luften af fyldt med plantedufte og dyrelyde. Vi gik ture i plantagen og spiste fantastisk mad lavet af Michaels mors koekkenpige.
I skrivende stund befinder vi os i Jollarpetai - den lille by, hvor Valles mormor Dorothy bor. Her er ikke meget andet at lave end at slappe fuldstaendig af - hvilket er lige praecis det, vi goer.
Mormor Dorothy er meget, meget soed. Og en lille smule fjollet. Hun er et par og firs, har ondt i sine ben og fiser rundt og opvarter os. Tre varme maaltider plus eftermiddagste bliver serveret hver dag. Men det er ikke noget med, at man kan hjaelpe. NIX! Ikke engang opvasken maa man tage - heller ikke i smug; man bliver opdaget i loebet af lynhurtigt.
I onsdags kom Cheryl og Ernst her til, og i morgen tager vi alle afsted paa vores lille to-ugers eventyr. I skal nok faa hoere om, hvordan det kommer til at forloebe.
Men foerst lidt tilbageblik paa tiden der gik (lyder det ikke historiebogsagtigt :-) )
Dagene i Banglore gik med noget saa fantastisk ukulturelt som shopping, forkaelelse og afslapning.
Michael og Susan tog os med til en brunch paa det syv-stjernede hotel Leela Palace (foer det anede jeg ikke, at der fandtes 7 stjerner til hoteller, men jeg forstaar det nu). Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget saa overdaadigt. Forestil jer et kaempe solfyldt lokale, hvor tonerne af livemusik svaever ind og ud mellem blomsterdekorationer. Og saa forestil jer alt det mad, ALLE de retter I ku' droemme om, anrettet som en kaempe kongelig buffet.
Der var frisklavet sushi, alle slags oste og poelser, et sted kunne du pege paa de ingredienser, du ville have i din pastaret og saa stod kokken og lavede det till dig med det samme, udenfor stod tre kokke klar til at grille lige praecis det stykke koed, fisk eller skalddyr, du ville have. Et kaempe bord var fyldt med diverse indiske og kinesiske retter, og et andet mega bord var oversaaet med desserter i alle afskygninger. Der var en fontaene med flydende hvid chokolade, hvor man kunne dyppe frugt, kage eller skumfiduser i! Og saa er der masser af ting jeg har gjort uret ved ikke at naevne. Det vildeste af det hele var, at der var cocktails og drinks inklusiv champagne ad libitum. Et vink til tjeneren og dit champagneglas var fyldt.
HA HA HA HA. Tro paa, at jeg var i himlen. Helt oppe i det blaa med vinger paa.
Prisen for denne luksus: 2000 rupees svarende til 270 kroner.
Samme dags aften tog Michaels mor os med til et muslimsk bryllup. Traerne paa alleen, der foerte op til det gamle palads, hvor det blev holdt, var udsmykket med tusinder af lyskaeder. Ved indgangen sad et tyve-mandsorkester og spillede. Loftet var dekoreret med silke. Stolperne udsmykket med blomsterdekorationer. Ti kameramaend for rundt og optog, og to videokameraer hang i stativer fra loftet og filmede cerimonien. Kvinderne var ifoert sareer i de smukkeste sareer med guld og soelv, og maendene var i deres stiveste puds. Da paladssalen var fyldt op, sad vi omtrent 2000 mennesker og overvaerede begivenheden. Det var meget fantastisk.
Vi blev desvaerre noedt til at gaa foer maden, da Michaels mor skulle videre til et andet bryllup. Men det var virkelig en smuk oplevelse.
Og hvordan skal man ellers ende en saadan fantastisk dag, paa anden vis end at gaa ud og spise en kaempe boef??? MAM. Og saa var vi ellers oplevelses- og madmaette og meget glade.
Nytaar blev holdt hos det franske par, Mathilde og Johan, som vi moedte paa Andaman. Sammen med deres indiske naboer holdt de fest paa taget af deres lejlighedskompleks med grill, musik og ... karaoke. Tja, der er (desvaerre) noget med indere og karaoke. Karaoke kan vaere en meget fin social begivenhed. Og det kan vaere en meget ikke saa fin social begivenhed. Eksempel: en kvinde med lidt for diskant stemme raaber "Maria and Peter, sing this", hvorefter hun stikker mikrofonen helt op i ganen paa en, og anlaegget spiller noget, der burde have vaeret All you need is love, men mest af alt lyder som en fuld dansktop pianist, der ikke helt rammer tonerne. Eller: en ganske umusikalsk mand synger igennem i falset til Bohemian Rapsody.
Det er efter oplevelser som disse, at det i teorien velmenende og sjove ved karaoke blegner en smule.
Vi hoppede ind i det nye aar paa god dansk maner (og oedelagde deres stol) og drak masser af indisk champagne.
Et par dage efter tog vi et lille smut over til Michael og Susannes kaffeplantage, der bestaar af to store bakker med kaffe midt ude i junglen. Luften af fyldt med plantedufte og dyrelyde. Vi gik ture i plantagen og spiste fantastisk mad lavet af Michaels mors koekkenpige.
Derfra tog vi ikke mindre en 6 busser for at komme til Jogg falls (Indiens stoerste vandfald) og tilbage til Bangalore. Og saa viser det sig, at Jogg falls er en ordenlig gang fis i en overdimensioneret hornlygte. Det mindede os mest af alt om Odense aa der fiser ud over Moens klint.
Det er maaske en lidt haard dom, men da de har daamet floden op, har det betydet at der uden for regntiden ikke loeber ret meget vand ned af bjerskraenten.
Men vi fik da taget et billede af den savlende klippe foer vi tog op af floden og badede.
Fra Bangalore gik turen her til Jollarpettei.
Paa den maade slutter dette indlaeg hvor det startede: i Jollarpettei.
Abonner på:
Opslag (Atom)
