Bare for en god ordens skyld: Vi ankommer til Koebenhavns lufthavn klokken 12.20 med BA 0814 s. Vi tager fra 35 graders varme nu...!
Paa glaedeligt gensyn
Piv og Valle
fredag den 28. marts 2008
mandag den 24. marts 2008
Blog stop
"Om lidt bliver her stille, om lidt er det forbi. Fik vi set det, vi ville? Fik vi hoert en hindisang?"
Ja, det gjorde vi og mere til. Som I nok har gaettet, bliver dette vores sidste indlaeg paa bloggen. For der er kun "fire dage tilbage", saa vi lever mens vi goer det og nyder de sidste solstraaler inden vi skal hjem til dagligdag, kulde og trummerum... BUHUUUU. BAAAA. VRAEL. Ej, pjat. Vi glaeder os faktisk til at se alle de mennsker, som vi holder af. Og nu slut med alt det indledende pladder og til sagen. Og sagen er, at Nepal har vaeret fuldstaendig fantastisk og meget, meget god mod os. Der er haendt os saa mange dejlige ting, og vi har haft saa mange gode oplevelser med saa mange dejlige mennesker, at dette indlaeg blot bliver en lille 'highlight over smaa begivenheder, der er lige i skuffen' - eller noget lignende.
Begivenhed 1: At rejse er at laere
Ja, dette highlight bliver det spirituelle af slagsen (vi proever at goere det uden for mange blomster i haaret og uden at kaste for mange peacetegn. Bare rolig).
I den lille, smukke by Pokhara tog vi et buddhistisk meditationskursus med en amerikansk munk som laerer. Han var en meget vis og dygtig underviser, der gav os en grundig introduktion til den buddhistiske laere. Vi har ellers foelt, at vi manglede at laere noget paa vores rejse, som vi kunne tage med hjem. Det blev hermed til virkelighed. Et virkeligt godt redskab til at forstaa sig selv og sine motiver bedre. Kurset varede 3 en halv dag. Vi startede morgenen med meditation og yoga. Valle foelte sig som en haerget onkel morfar i starten, eftersom han knap nok kunne sidde i skraederstilling. Knaaaaag. Men noget god indisk boej og straek loesnede lidt op paa de knagende lemmer.
Om aftenen maatte vi ikke tale sammen. Hvad goer man saa lige naar der staer en edderkop paa stoerelse med en tekop paa vaeggen og gnaekker? I bund og grund var det soergeligt saa elendige vi var til at holde kaeft. Ideen med tavsheden var at fordybe sig, Piv og Valle brugte den paa at sende fakter og skrive beskeder paa papir. Meget modent.
Kurset gjorde virkelig stort indtryk paa os begge. Det er svaert at beskrive her uden at komme til at lave en hel forelaesning, hvilket hurtigt kommer til at lyde at lyde, som om vi er blevet frelste og nu skal til at praedike kaerlighed, taalmodighed og alt det gode, saa snart vi ser vores snit til det. Saa det springer vi over. Og hermed heller ikke sagt, at vi er blevet buddhister. Tror bare, at vi er blevet meget interesserede i at undersoege og udforske religionen. En indtil videre rent videnskabelig tilgang. Dalai Lama siger faktisk, at alle religioner kan foere til at goere noget godt for menneskeheden, og at det derfor er bedst at holde sig til den religion, der er tilstede i ens egen kultur, da det at skifte kan foere til negative og modstridende foelelser. Meget vist.
Begivenhed 2: Paa flugt fra General Hathi
I det flade Terai-omraade i Nepal, hvor maoisterne tit laver ballade, ligger den lille national park Royal Bardia. Her brugte vi knap fire dejlige dage i haabet om at se en tiger. Men ak. Ingen tiger til os. Til gengaeld saa vi mange andre dyr, heriblandt elefanter. MANGE elefanter. Man kunne maaske fristes til at sige lidt for mange vilde hanelefanter i brunst...
Vi startede vores gaa-safari tidligt om morgenen. Alt aandede fred og fordragelighed indtil vores guide pludselig raaber "Wild elephant. RUN!". Og saa spaenende vi ellers gennem junglen. For saadan en vild elefant er ikke til at spoege med. Den er ikke vild med mennesker, hvilket den udtrykker ved at loebe maalrettet mod een, med det simple formaal at forvandle ens krop til pulverkaffe. Flere lokale bliver hvert aar slaaet ihjel af vilde elefanter, saa det er ikke for sjov. Vi kom i sikker afstand og kunne skimte ham mellem traerne, som han stille og roligt trampede ned paa sin vej. Efter denne lille morgenexercise, var resten af dagen fuldstaendig rolig krydret med lidt krokodiller, hjorte osv. Hoejdepunktet var friske tigerspor og en skoen frisk tigerlort. YEAH!
Dagen var ved at vaere slut. Vi manglede kun at faa en times elefantridetur i parken, saa vi ankommer til elefantus' arbejdsplads og skal til at goere os klar, da Piv traeder ned i et hul og vrider om paa sin fod. Og saa laver hun ellers en italiener. Ruller rundt og skrige-graeder. Holder sig om anklen og forbander verden (og ogsaa Valle, som prover at uddrive den grumme italiener-aand, der har indtaget hendes krop). Hun bliver til sidst manet til besindighed, men faktum er ikke til at lave om paa; foden er forstuvet. Dette afholder hende dog ikke fra at ville ride paa elefant. For saadan en elefanttur paa en veltraenet hunelefant er altid stille og rolig, har alle fortalt os...
Af sti afsted igennem junglen, og det foerste vi ser er...en vild hanelefant. Vores 'elefantkusk' bliver en smule urolig i saedet, og foerer fantus en ny vej. Her ser vi, ja, rigtigt gaettet, en anden hanelefant, der spaerer vejen. Sveden begynder saa smaat at loebe ned af vores stakkels kusks ansigt. Han proever at tage den foerste vej igen. Men ak. Kaempe han-fantus staar stadig og skumler i busken.
Derefter foerer kusken os igen-igen tilbage til hanelefant nr et i haab om, at den er daffet (meget optimistisk). Stadig en fant - ingen vej hjem. Paniktankerne begynder stille og roligt at melde sig; hvad er strategien, hvis han-fant faar lyst til mere end at sende fraekke blikke til vores hun-fant?
Da vores kusk skal til at foere os til fantus nr 2 for tredje gang, foreslaar vi lettere uroligt, at han foerer os samme vej tilbage, som vi var kommet fra. Han nikker med sit nu storsvedende ansigt. Vores elefant trasker gennem junglen og skal krydse en flod for at komme tilbage. Men hvad staar der i vandet? En flok paa 5 elefanter, hvoraf den ene er en han. Ups!
Vores kusk lader elefanten gaa midt i flodens vand. Vi passerer flokken med elefanter. Intet sker. Pyha, hjertet atter paa plads. MEN da vi er kommet lidt laengere vaek kommer det store chok; han-fant eet og to er paa vej imod os. Vores kusk raaber til den ikke helt uinteresserede hunfant vi ridder paa, og slaar den haardt med en bambuspind. Da floden er dyb, gaar det langsomt med at krydse den, og den ene han-fant er nu traadt ud i floden for at fange os. Hvis den goer det, er det helt sikkert, at den vil angribe os og slaa os ihjel, hvis den kan.
Takket vaere diverse gode skovaander, vores dygtige kusk og vores gode karma (hae, hae) naar vi foerst over floden og hun-fanten loeber hjem med os paa ryggen. Phew... So close and yet so VERY close paa at blive til Neskaffe.
Farvel og tak
Oej, saa blev det kun til to highlight, selvom der er saa meget andet vi gerne ville skrive. Men vi kan lige kort fortaelle, at vi pt. bliver forkaelet af en MEGA soed familie, vi har moedt. Den bestaar af Imtyaz og Rihana som er gift, og Rafiq, som er foerstnaevntes lillebror. Vi faar alle vores maaltider hos dem, og Rihana soerger for, at Pivs fod faar det bedre. Deres historie er faktisk ret tragisk eftersom Rihana kommer fra en af de rigeste familier i Nepal, men er blevet udstoedt, fordi hun har giftet sig med Imtyaz, som er muslim. Hendes far har blandt andet haft smidt Imtyaz i faengsel og oedelagt hans forretninger i Nepal. Der er meget mere drama, og det er helt ufatteligt, at de kan vaere saa soede, gaestfrie og storsindede efter alt, hvad de har vaeret igennem.
Dette bliver saa afslutningen paa det sidste indlaeg om vores rejse. Det har vaeret 4,5 helt fantastiske maaneder, hvor vi har laert en del om hinanden, lidt om os selv og en lille-bitte smule om et lille hjoerne af verdenen. Tak for alle de dejlige mails, kommentarer og sms'er, som vi har modtaget undervejs. Vi glaeder os meget til at se jer, naar vi kommer hjem.
Og tusinde tak til alle de mennesker, der har gjort vores rejse endnu dejligere med deres gaestfrihed og gavmildhed; Susanne og Michael, Cheryl og Ernst og saa alle dem, der ikke kan laese dansk, men som vi sender varme mails eller beskeder.
VI SES!
Kaerlig Hilsen
Peter og Maria/Piv og Valle
Ja, det gjorde vi og mere til. Som I nok har gaettet, bliver dette vores sidste indlaeg paa bloggen. For der er kun "fire dage tilbage", saa vi lever mens vi goer det og nyder de sidste solstraaler inden vi skal hjem til dagligdag, kulde og trummerum... BUHUUUU. BAAAA. VRAEL. Ej, pjat. Vi glaeder os faktisk til at se alle de mennsker, som vi holder af. Og nu slut med alt det indledende pladder og til sagen. Og sagen er, at Nepal har vaeret fuldstaendig fantastisk og meget, meget god mod os. Der er haendt os saa mange dejlige ting, og vi har haft saa mange gode oplevelser med saa mange dejlige mennesker, at dette indlaeg blot bliver en lille 'highlight over smaa begivenheder, der er lige i skuffen' - eller noget lignende.
Begivenhed 1: At rejse er at laere
Ja, dette highlight bliver det spirituelle af slagsen (vi proever at goere det uden for mange blomster i haaret og uden at kaste for mange peacetegn. Bare rolig).
I den lille, smukke by Pokhara tog vi et buddhistisk meditationskursus med en amerikansk munk som laerer. Han var en meget vis og dygtig underviser, der gav os en grundig introduktion til den buddhistiske laere. Vi har ellers foelt, at vi manglede at laere noget paa vores rejse, som vi kunne tage med hjem. Det blev hermed til virkelighed. Et virkeligt godt redskab til at forstaa sig selv og sine motiver bedre. Kurset varede 3 en halv dag. Vi startede morgenen med meditation og yoga. Valle foelte sig som en haerget onkel morfar i starten, eftersom han knap nok kunne sidde i skraederstilling. Knaaaaag. Men noget god indisk boej og straek loesnede lidt op paa de knagende lemmer.
Om aftenen maatte vi ikke tale sammen. Hvad goer man saa lige naar der staer en edderkop paa stoerelse med en tekop paa vaeggen og gnaekker? I bund og grund var det soergeligt saa elendige vi var til at holde kaeft. Ideen med tavsheden var at fordybe sig, Piv og Valle brugte den paa at sende fakter og skrive beskeder paa papir. Meget modent.
Kurset gjorde virkelig stort indtryk paa os begge. Det er svaert at beskrive her uden at komme til at lave en hel forelaesning, hvilket hurtigt kommer til at lyde at lyde, som om vi er blevet frelste og nu skal til at praedike kaerlighed, taalmodighed og alt det gode, saa snart vi ser vores snit til det. Saa det springer vi over. Og hermed heller ikke sagt, at vi er blevet buddhister. Tror bare, at vi er blevet meget interesserede i at undersoege og udforske religionen. En indtil videre rent videnskabelig tilgang. Dalai Lama siger faktisk, at alle religioner kan foere til at goere noget godt for menneskeheden, og at det derfor er bedst at holde sig til den religion, der er tilstede i ens egen kultur, da det at skifte kan foere til negative og modstridende foelelser. Meget vist.
Begivenhed 2: Paa flugt fra General Hathi
I det flade Terai-omraade i Nepal, hvor maoisterne tit laver ballade, ligger den lille national park Royal Bardia. Her brugte vi knap fire dejlige dage i haabet om at se en tiger. Men ak. Ingen tiger til os. Til gengaeld saa vi mange andre dyr, heriblandt elefanter. MANGE elefanter. Man kunne maaske fristes til at sige lidt for mange vilde hanelefanter i brunst...
Vi startede vores gaa-safari tidligt om morgenen. Alt aandede fred og fordragelighed indtil vores guide pludselig raaber "Wild elephant. RUN!". Og saa spaenende vi ellers gennem junglen. For saadan en vild elefant er ikke til at spoege med. Den er ikke vild med mennesker, hvilket den udtrykker ved at loebe maalrettet mod een, med det simple formaal at forvandle ens krop til pulverkaffe. Flere lokale bliver hvert aar slaaet ihjel af vilde elefanter, saa det er ikke for sjov. Vi kom i sikker afstand og kunne skimte ham mellem traerne, som han stille og roligt trampede ned paa sin vej. Efter denne lille morgenexercise, var resten af dagen fuldstaendig rolig krydret med lidt krokodiller, hjorte osv. Hoejdepunktet var friske tigerspor og en skoen frisk tigerlort. YEAH!
Dagen var ved at vaere slut. Vi manglede kun at faa en times elefantridetur i parken, saa vi ankommer til elefantus' arbejdsplads og skal til at goere os klar, da Piv traeder ned i et hul og vrider om paa sin fod. Og saa laver hun ellers en italiener. Ruller rundt og skrige-graeder. Holder sig om anklen og forbander verden (og ogsaa Valle, som prover at uddrive den grumme italiener-aand, der har indtaget hendes krop). Hun bliver til sidst manet til besindighed, men faktum er ikke til at lave om paa; foden er forstuvet. Dette afholder hende dog ikke fra at ville ride paa elefant. For saadan en elefanttur paa en veltraenet hunelefant er altid stille og rolig, har alle fortalt os...
Af sti afsted igennem junglen, og det foerste vi ser er...en vild hanelefant. Vores 'elefantkusk' bliver en smule urolig i saedet, og foerer fantus en ny vej. Her ser vi, ja, rigtigt gaettet, en anden hanelefant, der spaerer vejen. Sveden begynder saa smaat at loebe ned af vores stakkels kusks ansigt. Han proever at tage den foerste vej igen. Men ak. Kaempe han-fantus staar stadig og skumler i busken.
Derefter foerer kusken os igen-igen tilbage til hanelefant nr et i haab om, at den er daffet (meget optimistisk). Stadig en fant - ingen vej hjem. Paniktankerne begynder stille og roligt at melde sig; hvad er strategien, hvis han-fant faar lyst til mere end at sende fraekke blikke til vores hun-fant?
Da vores kusk skal til at foere os til fantus nr 2 for tredje gang, foreslaar vi lettere uroligt, at han foerer os samme vej tilbage, som vi var kommet fra. Han nikker med sit nu storsvedende ansigt. Vores elefant trasker gennem junglen og skal krydse en flod for at komme tilbage. Men hvad staar der i vandet? En flok paa 5 elefanter, hvoraf den ene er en han. Ups!
Vores kusk lader elefanten gaa midt i flodens vand. Vi passerer flokken med elefanter. Intet sker. Pyha, hjertet atter paa plads. MEN da vi er kommet lidt laengere vaek kommer det store chok; han-fant eet og to er paa vej imod os. Vores kusk raaber til den ikke helt uinteresserede hunfant vi ridder paa, og slaar den haardt med en bambuspind. Da floden er dyb, gaar det langsomt med at krydse den, og den ene han-fant er nu traadt ud i floden for at fange os. Hvis den goer det, er det helt sikkert, at den vil angribe os og slaa os ihjel, hvis den kan.
Takket vaere diverse gode skovaander, vores dygtige kusk og vores gode karma (hae, hae) naar vi foerst over floden og hun-fanten loeber hjem med os paa ryggen. Phew... So close and yet so VERY close paa at blive til Neskaffe.
Farvel og tak
Oej, saa blev det kun til to highlight, selvom der er saa meget andet vi gerne ville skrive. Men vi kan lige kort fortaelle, at vi pt. bliver forkaelet af en MEGA soed familie, vi har moedt. Den bestaar af Imtyaz og Rihana som er gift, og Rafiq, som er foerstnaevntes lillebror. Vi faar alle vores maaltider hos dem, og Rihana soerger for, at Pivs fod faar det bedre. Deres historie er faktisk ret tragisk eftersom Rihana kommer fra en af de rigeste familier i Nepal, men er blevet udstoedt, fordi hun har giftet sig med Imtyaz, som er muslim. Hendes far har blandt andet haft smidt Imtyaz i faengsel og oedelagt hans forretninger i Nepal. Der er meget mere drama, og det er helt ufatteligt, at de kan vaere saa soede, gaestfrie og storsindede efter alt, hvad de har vaeret igennem.
Dette bliver saa afslutningen paa det sidste indlaeg om vores rejse. Det har vaeret 4,5 helt fantastiske maaneder, hvor vi har laert en del om hinanden, lidt om os selv og en lille-bitte smule om et lille hjoerne af verdenen. Tak for alle de dejlige mails, kommentarer og sms'er, som vi har modtaget undervejs. Vi glaeder os meget til at se jer, naar vi kommer hjem.
Og tusinde tak til alle de mennesker, der har gjort vores rejse endnu dejligere med deres gaestfrihed og gavmildhed; Susanne og Michael, Cheryl og Ernst og saa alle dem, der ikke kan laese dansk, men som vi sender varme mails eller beskeder.
VI SES!
Kaerlig Hilsen
Peter og Maria/Piv og Valle
lørdag den 22. marts 2008
Storm i Dharamsala
Sindende koger her i Dharamsala og vreden er rettet mod Kina i nordoest.
De stoerste demostrationer vi endnu har set her, har fundet sted i dag, hvor ca. 700 mennesker passerede forbi os.
Slagraab om at stoppe volden og nedslagtningen af tibetanere i Lhasa runger i gaderne. Blandt de mange munkes brodeauxroede klaeder ses svedige T-shirts med udtryk som "China rapes the human rights in Tibet" og "Free Tibet" passere forbi.
Og jeg bakker dem fuldstaendigt op.
Forstaar simpelthen ikke, at man vaelger at holde OL i et land, der er saa haardt styret af den kinesiske regering, at ingen kinesere toer kritisere regimet. I et land hvor ytringsfriheden moedes med militaer og drab. I et land der saa graadigt vil have mere og mere.
Jeg ved godt, at et boykot af legene paa mange maader e at tage idraetten som gidsel, og Dalai Lama mener ioevrigt ogsaa at Kina skal have lov til at afholde deres lege.
Hvis det virkeligt skulle virke, skulle man jo boykotte Kina som saadan, men det er der jo ingen der toer eller har interesse i. Men symbolsk vil det vaere et kraftigt signal.
Man kan jo mene, hvad man vil om tibetanerne, men hvis man i DK finder ytringsfriheden saa vigtig , som man har givet udtryk for, synes jeg, det er paa tide at goere noget konkret for den nu. Og jeg tror ikke det hjaelper meget at tegne nye karikaturer til aviserne...
Her til aften gik vi hen til templet i Dharamsala, hvor Dalai Lama holder til.
Vi satte os ind i den smukke sal, hvor store forgyldte figurer af Buddha og andre gudebilleder er placeret.
Det er en helt fantastisk foelelse at sidde i skraedderstilling under den store guld-Buddha i templet med lukkede oejne og hoere de forskellige sange ude fra pladsen. Sangene vaever sig ind i hinanden, som brusende boelger paa et uroligt hav med forskellige hoejder og dybder, der sammen danner en helhed. At sidde her og hoere, hvordan sangene bliver til een vilje og een tro.
Jeg haaber virkelig, at dette gaestfrie og kaerlige folk, som vi har haft saa mange gode oplevelser med oppe i Nepals bjerge, snart maerker retfaerdigheden og faar noget af det tabte land tilbage, som de er flygtet i eksil fra.
De stoerste demostrationer vi endnu har set her, har fundet sted i dag, hvor ca. 700 mennesker passerede forbi os.
Slagraab om at stoppe volden og nedslagtningen af tibetanere i Lhasa runger i gaderne. Blandt de mange munkes brodeauxroede klaeder ses svedige T-shirts med udtryk som "China rapes the human rights in Tibet" og "Free Tibet" passere forbi.
Og jeg bakker dem fuldstaendigt op.
Forstaar simpelthen ikke, at man vaelger at holde OL i et land, der er saa haardt styret af den kinesiske regering, at ingen kinesere toer kritisere regimet. I et land hvor ytringsfriheden moedes med militaer og drab. I et land der saa graadigt vil have mere og mere.
Jeg ved godt, at et boykot af legene paa mange maader e at tage idraetten som gidsel, og Dalai Lama mener ioevrigt ogsaa at Kina skal have lov til at afholde deres lege.
Hvis det virkeligt skulle virke, skulle man jo boykotte Kina som saadan, men det er der jo ingen der toer eller har interesse i. Men symbolsk vil det vaere et kraftigt signal.
Man kan jo mene, hvad man vil om tibetanerne, men hvis man i DK finder ytringsfriheden saa vigtig , som man har givet udtryk for, synes jeg, det er paa tide at goere noget konkret for den nu. Og jeg tror ikke det hjaelper meget at tegne nye karikaturer til aviserne...
Her til aften gik vi hen til templet i Dharamsala, hvor Dalai Lama holder til.
Vi satte os ind i den smukke sal, hvor store forgyldte figurer af Buddha og andre gudebilleder er placeret.
Det er en helt fantastisk foelelse at sidde i skraedderstilling under den store guld-Buddha i templet med lukkede oejne og hoere de forskellige sange ude fra pladsen. Sangene vaever sig ind i hinanden, som brusende boelger paa et uroligt hav med forskellige hoejder og dybder, der sammen danner en helhed. At sidde her og hoere, hvordan sangene bliver til een vilje og een tro.
Jeg haaber virkelig, at dette gaestfrie og kaerlige folk, som vi har haft saa mange gode oplevelser med oppe i Nepals bjerge, snart maerker retfaerdigheden og faar noget af det tabte land tilbage, som de er flygtet i eksil fra.
lørdag den 1. marts 2008
Hoejt at gaa, dybt at synke
Hvorfor er der aldrig nogen, der har afsloeret for mig at "trekking" i bund og grund blot betyder, at man hver dag skal gaa meget langt - og mest op af bakke? Jeg er klar over, at det ikke burde have overrasket mig efter alt, hvad vi har laest og alle de mennesker, vi har talt med om trekking. Men de foerste par dage af vores trek, blev jeg alligevel ramt af en foelelse, der tenderede til forbloeffelse - udmattet forbloeffelse for at vaere noejagtig.
Vores trek hed Lang Tang, og i diverse guideboeger og brochurer bliver det omtalt 'easy trek', hvilket krydrede min 'udmattet forbloeffet'-foelelse med en smule flovhed. Min aandenoed, oemme muskler og temperament, der til tider naaede 4-aars alderen (eksempel foelger), foelte slet ikke at det var spor 'easy'. Det, og den 55-aarige irer Steve, vi moedte, der klarede de fleste af dagsruterne paa kortere tid end os, gjorde mig aerlig talt lettere flov.
Foelgende historie kan nok goere det endnu mere klart; vi - Valle, vores guide Gopal og jeg selv - staar for neden af en bakke efter ca. seks timers trek den dag. Jeg er paa nippet til at give op. Vores taalmodige guide peger paa det guesthouse vi skal overnatte i, der ligger paa den anden side af en lille dal, vi aabenbart skal igennem. Her vaelger jeg saa, Maria 24 aar, BA i antropologi, at laegge armene over kors og naegte at gaa videre. "No", siger jeg mens jeg ryster paa hovedet, og henvendt til Valle "jeg goer det altsaa ikke". Jeg har selvfoelgelig ogsaa taarer i oejnene og er noget naer pink i ansigtet af anstrengelse.
Efter Valle og Gopal har tilbudt at baere min taske og hver isaer er kommet med diverse beroligende og opmuntrende kommentarer, indser jeg hvor lavt jeg er naaet. Jeg samler min krop, mit barnlige temperament og min flovhed sammen og gaar MEGET langsomt de sidste 500 meter. Her vaelger jeg saa at udbryde til de to meget soede (og friske) belgiere Fiin og Joerun, vi har moedt i loebet af vores trek, da de spoerger, hvordan det er gaaet: "I hate it". Flot! Tilbage til boernehaven endnu engang.
Og ja, nu kan jeg godt se, at det lyder som om, at jeg virkelig hadede at trekke. Og det gjorde jeg saamaend ogsaa nogle gange. Men naar adventure- og friluftsgenet blev vaekket i mig, og det blev det heldigvis det meste af tiden, var det faktisk virkelig smukt og skoent. Omraadet vi trekkede i, beboes af buddhister, hvis bedste- og oldeforaeldre var eksil tibetanere. Saa ogsa vores kulturelle gen blev plejet (I kan laese mere om buddhisterne - men mest om en ko - i indlaegget nedenfor).
Vi fulgte en flod op i gennem bjergene (Himalaya, hvis nogen ikke har heeelt styr paa de bjergkaeder der), gennem regnskov, senere gennem store klippelandskaber og til sidst gennem sneklaedte, ufrugtbare bjergtinder i 4000 merters hoejde. Meget fantastisk og fascinerende.
Herefter var det meningen, at vi skulle videre op til nogle hellige soeer, og derfra fortsaette til et nyt trek, men vejret skiftede og det sneede oppe i hoejderne. Vi blev paent overbevist om ikke at goere det, da vores guide fortalte, at vi paa et tidspunkt skulle gaa paa en smal klippesti med en skraent, der foerte 1000 meter stejlt ned. Med is og sne paa stien....hmmmm, nej tak.
Gopal, vores guide, foreslog os derfor et andet trek, hvor der efter hans udlaegning ville vaere meget jungle, gode views af bjergene, noget naer ingen turister og en flod, man kunne bade i. Hvad han valgte at udlade fra dette var blot, at det ogsaa ville vaere en betalt ferie for ham hjem til sin familie.
Der var rigtignok en flod vi kunne bade i, ingen turister andre end os, men jungle og mountainviews var der ikke saa meget af. Heldigvis fandt et hindubryllup sted mens vi var der, saa vi fik lidt kulti ud af at besoege Gopals moster. Han, Gopal, glemte dog totalt at vaere vores guide, saa grundet det, sprogbarriere og spirituslugtende drenge, der vist skulle undersoege rent kropsligt, hvorvidt jeg nu var af det andet koen, forlod vi tidligt festen. Dog ikke uden at have vaeret midtpunkt, da vi kastede os ud i en helt saerlig udgave af hindu brudedans omgivet af bryllupsgaesterne.
To dage efter vores trek, tog vi paa raftingtur. Igen havde jeg misforstaaet konceptet. Jeg troede, vi skulle sidde i bunden af en raft og suse ned af en flod. Men, men, men. Man skal jo selv arbejde for sagen. Siddende paa siden af raften med en paddel i haenderne, skal man parere ordre fra guiden. "Left forward!", "paddle back, paddle back!", "Harder, paddle harder!". Og hvis man ikke padler, saa stoeder man altsaa paa sten og haenger fast (og det gjorde vi).
Desuden troede jeg, at en flods 'grates' afhang af, hvor mange vandfald den havde. Igen tog jeg fejl. De fire andre 'deltagere' havde alle proevet at rafte foer, og syntes det var meget modigt af os, at vi havde valgt floden Bote Kosi, som vores foerste rafting flod, "da det jo er en meget teknisk flod". Teknisk flod? Jeg anede ikke at floder kunne vaere 'tekniske'! Men det kan de, og det er ogsaa med til at afgoere, hvilken grate en flod faar.
Trods misforstaaelserne var det helt utroligt sjovt. Det var fedt at vaere et team, sjovt at rafte ned gennem en brusende flod, og det var faktisk ogsaa ret sjovt, da to andre deltagere og vores guide faldt i vandet. Hae, hae, hae. Gnaek.
Nu er vi tilbage i Kathmandu, har vaeret ude og fulde os med de andre raftinggutter og gutinde, stenet lidt rundt, og i morgen meget tidlig tager vi til en lille by, Pokhara, hvor vi vil tage et meditationskursus, gaa lidt af et trek selv (ja se, mere hader jeg det trods alt ikke) og Valle vil maaske paraglide.
Vi skrives ved naar de to dumme dännen har vaeret paa nye eventyr. NAMASTE!
Vores trek hed Lang Tang, og i diverse guideboeger og brochurer bliver det omtalt 'easy trek', hvilket krydrede min 'udmattet forbloeffet'-foelelse med en smule flovhed. Min aandenoed, oemme muskler og temperament, der til tider naaede 4-aars alderen (eksempel foelger), foelte slet ikke at det var spor 'easy'. Det, og den 55-aarige irer Steve, vi moedte, der klarede de fleste af dagsruterne paa kortere tid end os, gjorde mig aerlig talt lettere flov.
Foelgende historie kan nok goere det endnu mere klart; vi - Valle, vores guide Gopal og jeg selv - staar for neden af en bakke efter ca. seks timers trek den dag. Jeg er paa nippet til at give op. Vores taalmodige guide peger paa det guesthouse vi skal overnatte i, der ligger paa den anden side af en lille dal, vi aabenbart skal igennem. Her vaelger jeg saa, Maria 24 aar, BA i antropologi, at laegge armene over kors og naegte at gaa videre. "No", siger jeg mens jeg ryster paa hovedet, og henvendt til Valle "jeg goer det altsaa ikke". Jeg har selvfoelgelig ogsaa taarer i oejnene og er noget naer pink i ansigtet af anstrengelse.
Efter Valle og Gopal har tilbudt at baere min taske og hver isaer er kommet med diverse beroligende og opmuntrende kommentarer, indser jeg hvor lavt jeg er naaet. Jeg samler min krop, mit barnlige temperament og min flovhed sammen og gaar MEGET langsomt de sidste 500 meter. Her vaelger jeg saa at udbryde til de to meget soede (og friske) belgiere Fiin og Joerun, vi har moedt i loebet af vores trek, da de spoerger, hvordan det er gaaet: "I hate it". Flot! Tilbage til boernehaven endnu engang.
Og ja, nu kan jeg godt se, at det lyder som om, at jeg virkelig hadede at trekke. Og det gjorde jeg saamaend ogsaa nogle gange. Men naar adventure- og friluftsgenet blev vaekket i mig, og det blev det heldigvis det meste af tiden, var det faktisk virkelig smukt og skoent. Omraadet vi trekkede i, beboes af buddhister, hvis bedste- og oldeforaeldre var eksil tibetanere. Saa ogsa vores kulturelle gen blev plejet (I kan laese mere om buddhisterne - men mest om en ko - i indlaegget nedenfor).
Vi fulgte en flod op i gennem bjergene (Himalaya, hvis nogen ikke har heeelt styr paa de bjergkaeder der), gennem regnskov, senere gennem store klippelandskaber og til sidst gennem sneklaedte, ufrugtbare bjergtinder i 4000 merters hoejde. Meget fantastisk og fascinerende.
Herefter var det meningen, at vi skulle videre op til nogle hellige soeer, og derfra fortsaette til et nyt trek, men vejret skiftede og det sneede oppe i hoejderne. Vi blev paent overbevist om ikke at goere det, da vores guide fortalte, at vi paa et tidspunkt skulle gaa paa en smal klippesti med en skraent, der foerte 1000 meter stejlt ned. Med is og sne paa stien....hmmmm, nej tak.
Gopal, vores guide, foreslog os derfor et andet trek, hvor der efter hans udlaegning ville vaere meget jungle, gode views af bjergene, noget naer ingen turister og en flod, man kunne bade i. Hvad han valgte at udlade fra dette var blot, at det ogsaa ville vaere en betalt ferie for ham hjem til sin familie.
Der var rigtignok en flod vi kunne bade i, ingen turister andre end os, men jungle og mountainviews var der ikke saa meget af. Heldigvis fandt et hindubryllup sted mens vi var der, saa vi fik lidt kulti ud af at besoege Gopals moster. Han, Gopal, glemte dog totalt at vaere vores guide, saa grundet det, sprogbarriere og spirituslugtende drenge, der vist skulle undersoege rent kropsligt, hvorvidt jeg nu var af det andet koen, forlod vi tidligt festen. Dog ikke uden at have vaeret midtpunkt, da vi kastede os ud i en helt saerlig udgave af hindu brudedans omgivet af bryllupsgaesterne.
To dage efter vores trek, tog vi paa raftingtur. Igen havde jeg misforstaaet konceptet. Jeg troede, vi skulle sidde i bunden af en raft og suse ned af en flod. Men, men, men. Man skal jo selv arbejde for sagen. Siddende paa siden af raften med en paddel i haenderne, skal man parere ordre fra guiden. "Left forward!", "paddle back, paddle back!", "Harder, paddle harder!". Og hvis man ikke padler, saa stoeder man altsaa paa sten og haenger fast (og det gjorde vi).
Desuden troede jeg, at en flods 'grates' afhang af, hvor mange vandfald den havde. Igen tog jeg fejl. De fire andre 'deltagere' havde alle proevet at rafte foer, og syntes det var meget modigt af os, at vi havde valgt floden Bote Kosi, som vores foerste rafting flod, "da det jo er en meget teknisk flod". Teknisk flod? Jeg anede ikke at floder kunne vaere 'tekniske'! Men det kan de, og det er ogsaa med til at afgoere, hvilken grate en flod faar.
Trods misforstaaelserne var det helt utroligt sjovt. Det var fedt at vaere et team, sjovt at rafte ned gennem en brusende flod, og det var faktisk ogsaa ret sjovt, da to andre deltagere og vores guide faldt i vandet. Hae, hae, hae. Gnaek.
Nu er vi tilbage i Kathmandu, har vaeret ude og fulde os med de andre raftinggutter og gutinde, stenet lidt rundt, og i morgen meget tidlig tager vi til en lille by, Pokhara, hvor vi vil tage et meditationskursus, gaa lidt af et trek selv (ja se, mere hader jeg det trods alt ikke) og Valle vil maaske paraglide.
Vi skrives ved naar de to dumme dännen har vaeret paa nye eventyr. NAMASTE!
fredag den 29. februar 2008
En ko paa vejen
Paa vej op gennem den kroellede vej, der foerer fra floden og op til det guesthouse, hvor vi skal tilbringe natten, paa ca. 2500 meters hoejde, stopper Piv for at binde sine sko.
Lyden af flodens stormende brusen bliver her afbrudt af lyden af noget stort, der bevaeger sig i krattet.
Vaerende relativt taet paa menneskelig bebyggelse, taenker vi ikke ret meget over lyden. Da lyden dog kommer igen lidt efter, bliver vores guide Gopal opmaerksom paa, at der ligger en stor cocktail (en blanding mellem Yak og almindelig ko) bag et lille laehegn. Han siger, det maaske er sygt, siden at det ligger alene langt vaek fra nogen synelig flok.
Piv mener, det maaske var meningen vi skulle opdage den, da hun skulle snoere sine sko.
Nysgerrig efter at finde ud af, hvad koen fejler, gaar jeg om paa den anden side af hegnet.
Synet jeg ser vaemmer mig.
Koen ligger op ad en mindre klippeblok. Bagsiden af rygger virker mager og benet. Der ligger affoering fra mange dage bag den. Maaske har den ligget saaden i en uges tid.
I affoeringen, der ligger i en taet mudret kuglepoel bag den, kan der ses roedlige farver. Maaske har den spist noget giftigt?
Vores guide proever at faa den til at rejse sig ved at slaa til den med en bambuspind, mens han raaber noget paa nepalesisk. Koen ser forstyrret paa ham, med sine moerke oejne. Den roeer sig ikke. Han bliver ved lidt og koen, nu en smule ophidset, proever at rejse sig. Den hiver forkroppen en smule op, men giver op og falder ned igen.
I forsoeget paa at rejse sig, ser vi under dens mave benene fra en lille kalv. Hoejst sanssyneligt dens unge. Maaske ligger den saadan for at beskytte ungen?
Forsigtigt begynder jeg at fodre den. Vores guide og jeg hiver graes, bambus og blade ned. Jeg har sagt til Piv, at jeg ikke synes, hun skal se den, men hun kommer kort efter hen til os.
Koen spiser hurtigt og sultent, hvad vi giver den.
Piv giver den vand fra vores flaske, der hurtigt fanges af dens snoede tunge og synkes.
Vi staaer lidt og betragter den hjaelpeloest, men der er ikke mere, vi kan goere her.
Vi beslutter os for at spoerge efter ejeren og informere om koens position, naar vi kommer op.
Da vi naar toppen moeder vi en dame, der sidder og strikker uden for hendes te-hus.
Hun ved, koen ligger der. Det er ikke hendes ko, og hun fortaeller, den var faldet ned ad klippesiden paa vej til et nyt graesningsfelt og havde foedt paa vejen ned.
Dagen foer havde hun baaret en masse vand ned til den, men ejeren af dyret havde bedt hende lade vaere. Han venter paa at den doer af sult og toerst. Aflivning overvejes ikke.
Buddhister maa ikke slaa noget levende ihjel. Det eneste koed de maa spise, er fra dyr der er doede paa naturlig vis.
I vores logik, er det ogsaa at draebe den at lade den ligge uden mad og drikke. Vi faar vores guide til at spoerge om damen ikke kan give den noget mad, eller om den kan aflives undtagelsesvist, naar den lider i saa hoej en grad.
Hun griner og ryster paa hovedet.
For mig virker det utroligt koldt at lade et dyr doe uden at proeve at redde det.
Vi fortsaetter trekket og taler om muligheder for at faa den baaret ned. Koen virkede frisk og kunne snildt holde sig i live en uge mere. Hvis den havde braekket benet kunne den nok reddes. Havde den braekket begge eller ryggen, saa...
Vi moeder laengere hende ad vejen 4 maend. Lederen indvilliger i at moede os paa hotellet og diskutere prisen for at baere koen ned. Han mener det er muligt at goere det. Om aftenen dukker han ikke op.
Dagen efter faar vi ejeren af vores guest-houset (i oevrigt en buddhistisk munk/lama) til at ringe efter dyrlaegen, da aflivning synes at vaere sidste udvej. Dyrlaegen er dog paa en uges kursus, og da man kan komme i faengsel i op til 25 aar faar at draebe en ko (betragtes som hellig i Nepal), mener vores vaert ikke dyrlaegen havde indvilliget alligevel.
Vi taler om at draebe den selv, men da vi ikke ved, hvordan vi skulle baere os ad eller foeler for at komme i faengsel i Nepal, maa vi opgive tanken.
Ejeren af guesthouset forklarer os venligt: “det her er nepal og ikke vesten. Det eneste man kan goere er at bede for den”. Det afslutter sagen. Koen havde hoejst sandsynligt braekket begge ben alligevel. Ellers havde den rejst sig op, da vores guide provokerede den.
Naeste morgen forlader vi guesthouset og gaar videre. Koen dukker ofte op i mit hoved. En uge mere i lidelse. Maaske kommer der et dyr og slaar den ihjel, foer krager kommer og begynder at nappe lunser af koed fra dens benede krop.
- I naeste liv bliver ejeren maaske genfoedt som en ko, der falder ned af en skraent, skumler jeg for mig selv.
For mig virker det lidt misforstaaet, at man har et helligt dyr, som man i teorien skal vaerdsaette, som man paa den maade lader doe langsomt og smertefuldt. Dyreetisk set er det vel en stoerre forbrydelse at lade dyr lide end at aflive dem. Paa den anden side, naar religionen siger, at man ikke maa draebe dyr, er det jo en regel, der ikke kan boejes eller forhandles.
Jeg tror isaer min kaephest er, at de ikke engang forsoegte at redde dyret, muligvis fordi de bare vil have noget koed paa gaflen.
Maaden at behandle dyr paa her, er derfor paa mange maeder meget raa. Det ses for eksempel ogssa i forhold til, hvordan folk hygger sig med at sparke eller kaste sten efter hundene (isaer i Indien). Og naar man ser hunde med koedsaar eller braekkede rygge halte rund i gadebilledet.
Disse elementer maa man bare acceptere, desvaerre. I hvert fald i tilfaeldet med koen.
Men jeg skal i hvert tilfaelde ikke spise koed hos buddhister mere ....
Lyden af flodens stormende brusen bliver her afbrudt af lyden af noget stort, der bevaeger sig i krattet.
Vaerende relativt taet paa menneskelig bebyggelse, taenker vi ikke ret meget over lyden. Da lyden dog kommer igen lidt efter, bliver vores guide Gopal opmaerksom paa, at der ligger en stor cocktail (en blanding mellem Yak og almindelig ko) bag et lille laehegn. Han siger, det maaske er sygt, siden at det ligger alene langt vaek fra nogen synelig flok.
Piv mener, det maaske var meningen vi skulle opdage den, da hun skulle snoere sine sko.
Nysgerrig efter at finde ud af, hvad koen fejler, gaar jeg om paa den anden side af hegnet.
Synet jeg ser vaemmer mig.
Koen ligger op ad en mindre klippeblok. Bagsiden af rygger virker mager og benet. Der ligger affoering fra mange dage bag den. Maaske har den ligget saaden i en uges tid.
I affoeringen, der ligger i en taet mudret kuglepoel bag den, kan der ses roedlige farver. Maaske har den spist noget giftigt?
Vores guide proever at faa den til at rejse sig ved at slaa til den med en bambuspind, mens han raaber noget paa nepalesisk. Koen ser forstyrret paa ham, med sine moerke oejne. Den roeer sig ikke. Han bliver ved lidt og koen, nu en smule ophidset, proever at rejse sig. Den hiver forkroppen en smule op, men giver op og falder ned igen.
I forsoeget paa at rejse sig, ser vi under dens mave benene fra en lille kalv. Hoejst sanssyneligt dens unge. Maaske ligger den saadan for at beskytte ungen?
Forsigtigt begynder jeg at fodre den. Vores guide og jeg hiver graes, bambus og blade ned. Jeg har sagt til Piv, at jeg ikke synes, hun skal se den, men hun kommer kort efter hen til os.
Koen spiser hurtigt og sultent, hvad vi giver den.
Piv giver den vand fra vores flaske, der hurtigt fanges af dens snoede tunge og synkes.
Vi staaer lidt og betragter den hjaelpeloest, men der er ikke mere, vi kan goere her.
Vi beslutter os for at spoerge efter ejeren og informere om koens position, naar vi kommer op.
Da vi naar toppen moeder vi en dame, der sidder og strikker uden for hendes te-hus.
Hun ved, koen ligger der. Det er ikke hendes ko, og hun fortaeller, den var faldet ned ad klippesiden paa vej til et nyt graesningsfelt og havde foedt paa vejen ned.
Dagen foer havde hun baaret en masse vand ned til den, men ejeren af dyret havde bedt hende lade vaere. Han venter paa at den doer af sult og toerst. Aflivning overvejes ikke.
Buddhister maa ikke slaa noget levende ihjel. Det eneste koed de maa spise, er fra dyr der er doede paa naturlig vis.
I vores logik, er det ogsaa at draebe den at lade den ligge uden mad og drikke. Vi faar vores guide til at spoerge om damen ikke kan give den noget mad, eller om den kan aflives undtagelsesvist, naar den lider i saa hoej en grad.
Hun griner og ryster paa hovedet.
For mig virker det utroligt koldt at lade et dyr doe uden at proeve at redde det.
Vi fortsaetter trekket og taler om muligheder for at faa den baaret ned. Koen virkede frisk og kunne snildt holde sig i live en uge mere. Hvis den havde braekket benet kunne den nok reddes. Havde den braekket begge eller ryggen, saa...
Vi moeder laengere hende ad vejen 4 maend. Lederen indvilliger i at moede os paa hotellet og diskutere prisen for at baere koen ned. Han mener det er muligt at goere det. Om aftenen dukker han ikke op.
Dagen efter faar vi ejeren af vores guest-houset (i oevrigt en buddhistisk munk/lama) til at ringe efter dyrlaegen, da aflivning synes at vaere sidste udvej. Dyrlaegen er dog paa en uges kursus, og da man kan komme i faengsel i op til 25 aar faar at draebe en ko (betragtes som hellig i Nepal), mener vores vaert ikke dyrlaegen havde indvilliget alligevel.
Vi taler om at draebe den selv, men da vi ikke ved, hvordan vi skulle baere os ad eller foeler for at komme i faengsel i Nepal, maa vi opgive tanken.
Ejeren af guesthouset forklarer os venligt: “det her er nepal og ikke vesten. Det eneste man kan goere er at bede for den”. Det afslutter sagen. Koen havde hoejst sandsynligt braekket begge ben alligevel. Ellers havde den rejst sig op, da vores guide provokerede den.
Naeste morgen forlader vi guesthouset og gaar videre. Koen dukker ofte op i mit hoved. En uge mere i lidelse. Maaske kommer der et dyr og slaar den ihjel, foer krager kommer og begynder at nappe lunser af koed fra dens benede krop.
- I naeste liv bliver ejeren maaske genfoedt som en ko, der falder ned af en skraent, skumler jeg for mig selv.
For mig virker det lidt misforstaaet, at man har et helligt dyr, som man i teorien skal vaerdsaette, som man paa den maade lader doe langsomt og smertefuldt. Dyreetisk set er det vel en stoerre forbrydelse at lade dyr lide end at aflive dem. Paa den anden side, naar religionen siger, at man ikke maa draebe dyr, er det jo en regel, der ikke kan boejes eller forhandles.
Jeg tror isaer min kaephest er, at de ikke engang forsoegte at redde dyret, muligvis fordi de bare vil have noget koed paa gaflen.
Maaden at behandle dyr paa her, er derfor paa mange maeder meget raa. Det ses for eksempel ogssa i forhold til, hvordan folk hygger sig med at sparke eller kaste sten efter hundene (isaer i Indien). Og naar man ser hunde med koedsaar eller braekkede rygge halte rund i gadebilledet.
Disse elementer maa man bare acceptere, desvaerre. I hvert fald i tilfaeldet med koen.
Men jeg skal i hvert tilfaelde ikke spise koed hos buddhister mere ....
mandag den 11. februar 2008
Trekkingstavshed
Da vi er ude at trekke, vil der ikke komme opdateringer af blokken foer om ca. 14 dage fra dags dato (12/2/08).
Naar vi kommer tilbage smider vi nogle nyheder og evt. nogle billeder paa bloggen.
Kaerlig hilsen
Peter og Maria
Naar vi kommer tilbage smider vi nogle nyheder og evt. nogle billeder paa bloggen.
Kaerlig hilsen
Peter og Maria
torsdag den 7. februar 2008
Kampen om den vaade prut
Ikke tilladt for boern under 10 aar eller understimulerede anusfetischister. Anbefales heller ikke til spisende individer.
Saa har jeg ogsaa proevet det!
Jeg har affoert i en plasticbeholder. Meget speciel oplevelse at sidde paa potten holdende et plastickrus under sit brune punktum og presse. Man foeler lidt at man skal til at affoere paa sin egen haand.
Naa, men det skal jo goeres. Og absolut intet sker i starten.
Efter meget pres maerkes en lille vaegtforoegelse med tilsvarende temparaturstigning i det ene millimeter plastic der adskiller haend fra poellen. Mmmmm
Det er fordi jeg har vaeret syg med svimmelture, daerlig mave, traethed mm den sidste uge. Derfor skulle jeg lave baede en urin og en nummer to test til laegen. Det var virkeligt specielt. Havde helt praestationsangst, da jeg skulle aflevere mine proever. Er der nu nok i? (Michael -jeg forstaar lidt hvordan du havde det...)
Det foelses ogsaa lidt maerkeligt at gaa ind paa hospitalets laboratorie med en beholder fuld af lort. Vaersgo! Fra mig til dig! Saa er der noget at rive i.
Det var en meget spaendende ventetid. Laegen mente jeg maaske havde dengue-feber eller tyfus. Vauw! En helt aegte tropesygdom. Lidt sejt.
Paent skuffende da det viste sig bare varee en langvarig bakteriel madforgiftning. Hvor meget prestige er der lige i det? Nada.
Foer vi tog afsted paa denne rejse var affoering ellers noget der forblev en hemmelighed mellem toiletkummen og een selv. Det var slet ikke noget Piv og jeg snakkede om (meget normalt tror jeg). Nu er det mere saadan lidt:
"Har du vaeret paa toilettet igen!? hvordan var det?"
"Hmmm... Meget godt i starten men saa lidt tyndt bagefter"
Og nogle gange kommer der bare en toer konstatering fra ens partner i det man traeder ud fra dasset: "det loed ikke ret godt, hva?"
Naa, men efter jeg fik min diagnose, skulle jeg paa en tre-dages Cifrankur. Skulle spises to gange dagligt. Men efter de tre dages behandlingstid var overstaaet, var maven stadig opsat paa at fortynde outputtet.
Drengen der affoerte for meget
Saa har jeg ogsaa proevet det!
Jeg har affoert i en plasticbeholder. Meget speciel oplevelse at sidde paa potten holdende et plastickrus under sit brune punktum og presse. Man foeler lidt at man skal til at affoere paa sin egen haand.
Naa, men det skal jo goeres. Og absolut intet sker i starten.
Efter meget pres maerkes en lille vaegtforoegelse med tilsvarende temparaturstigning i det ene millimeter plastic der adskiller haend fra poellen. Mmmmm
Det er fordi jeg har vaeret syg med svimmelture, daerlig mave, traethed mm den sidste uge. Derfor skulle jeg lave baede en urin og en nummer to test til laegen. Det var virkeligt specielt. Havde helt praestationsangst, da jeg skulle aflevere mine proever. Er der nu nok i? (Michael -jeg forstaar lidt hvordan du havde det...)
Det foelses ogsaa lidt maerkeligt at gaa ind paa hospitalets laboratorie med en beholder fuld af lort. Vaersgo! Fra mig til dig! Saa er der noget at rive i.
Det var en meget spaendende ventetid. Laegen mente jeg maaske havde dengue-feber eller tyfus. Vauw! En helt aegte tropesygdom. Lidt sejt.
Paent skuffende da det viste sig bare varee en langvarig bakteriel madforgiftning. Hvor meget prestige er der lige i det? Nada.
Foer vi tog afsted paa denne rejse var affoering ellers noget der forblev en hemmelighed mellem toiletkummen og een selv. Det var slet ikke noget Piv og jeg snakkede om (meget normalt tror jeg). Nu er det mere saadan lidt:
"Har du vaeret paa toilettet igen!? hvordan var det?"
"Hmmm... Meget godt i starten men saa lidt tyndt bagefter"
Og nogle gange kommer der bare en toer konstatering fra ens partner i det man traeder ud fra dasset: "det loed ikke ret godt, hva?"
Naa, men efter jeg fik min diagnose, skulle jeg paa en tre-dages Cifrankur. Skulle spises to gange dagligt. Men efter de tre dages behandlingstid var overstaaet, var maven stadig opsat paa at fortynde outputtet.
Nu har jeg saa vaeret paa hospitalet igen, og ja, jeg har ligelede affoert i et krus igen. Og ja, det er stadig en bakteriel infektion, men den skulle vaere helbredt om 3 dage. Hmmm.....
Det har dog medfoert at vi har maette rykke vores trek til paa tirsdag. Vi skal ud paa Langtang trekket, hvor vi naar op til 5000 m hoejde. Vauw, hva!? Vi har koebt toej saa vi ligner en hel opvisning fra Fjeld og Fritid. Vi glaeder os!
Men foerst skal den vaade prut nedkaempes. 3 dage tilbage. Saa skulle den sygdom vaere skyldet ud!
Drengen der affoerte for meget
fredag den 1. februar 2008
Wannabe antropo-lone's klumme
Her foelger en anekdote, der, som saa mange af andre af vores oplevelser, endnu ikke har fundet vej til bloggens sarte sider. Men nu er det paa tide at give den 5 minutes of fame. Der kommer tilmed en lille wannabe metafilosofisk kommentar i slutningen.
Den gang vi skulle koebe vores faergebillet fra Port Blair paa Andaman til Chennai, ankom vi til billetkontoret onsdag formiddag. Vi havde faaet at vide, at billetterne blev udstedt tirsdag og onsdag, og faergen ville sejle fredag samme uge. Vi kom direkte med morgenbus fra Rangat laengere nordpaa med al vores bagage, og derfor blev Valle siddende med vores ting, mens jeg gik paa jagt i billetjunglen.
Op til informationsdisken og spoerge hvilken koe, jeg skulle stille mig i. "Number 5, mam". Fint 'mam' stiller sig i koe nummer 5 og venter. Og venter. Og venter.
Da jeg er naaet naesten forrest (hvilket altsaa kraever en del masen og skubben, da koedannelse her i Indiens land ikke er saaa rigidt "jeg kom foerst"-agtigt, som i Dk), faar jeg at vide, at jeg skulle have stillet mig i koe nummer 2. Her begynder mit temperament saa smaat at simre, men ok, jeg fiser over i koe nummer 2.
Her venter jeg (aka maser og bliver mast) i ca. ti minutter, mens jeg forhoerer mig hos folk i koeen, om det nu ogsaa er her, jeg egentlig skal staa. Alle ved lige saa lidt som mig. Men surprise, surprise. Forkert koe. Nu er det koe nummer 6, jeg skal stille mig i. Alle maendene bag skrankerne kan sidde og tale med hinanden, saa for mig at se, kunne det ikke vaere super svaert at finde ud af, hvem der saelger billetterne. Men det kunne det, for efter et par gange med samme besked; "forkert koe", bliver jeg sendt tilbage til koe nummer 5.
Paa det her tidspunkt giver jeg fuldstaendig op, og smaaloeber roedgloendende af raseri over til Valle, der sys det er mega maerkeligt, at jeg har vaeret vaek i 45 minutter, uden at faa billetter! Her tager han saa over. Stiller sig i den koe, vi nu har faaet beskraeftet et par gange ER den rigtige, staar der i et kvarter, hvorefter manden bag skranken giver sig til at tale i mobiltelefon og til sidst raaber ud af laagen, at han lukker! De saelger ikke flere billetter i dag, vi kan komme tilbage i morgen. What???! Saa taenker en dansker-hjerne "det kan man sgu da ikke. Det er MEGA uretfaerdigt!".
Her er det, at jeg farer op til informationsdisken og begynder at hidse mig op. Vi kan se paa skaermen, at der naesten ikke er flere billetter tilbage, og hvis de har flere, hvorfor fa'en kan de saa ikke saelge dem nu??? Jeg er helt opppe i det roede felt. Skaelder ud. Forlanger at tale med manageren og hele molevitten.
Manageren dukker op, og siger, at hvis vi kommer tilbage 14:30, saa skal han personligt soerge for billetter til os. Vi skal bare have tre kopier af vores pas, visum og Andamantillladelse med.
Vi skynder os at finde hotel, spise frokost, lave diverse kopier paa to timer inden vi med hjertet i halsen staar paa kontoret igen 14:30 sharp. Men der er ingen manager. Han er da til frokostpause.
AAAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!
Hvis jeg var hidsig foer, slaar det fuldstaendig klik her. Valle proever at tale mig lidt til ro, men jeg ser roedt. "Hva fa'en bilder de sig ind? Vi vil bare have nogle billetter, og vi ved de har dem, men de vil ikke saelge dem til os?! Tror de, vi er dumme??! Hvad er det for et latterligt system?!"
Har er der en gut (ham der tidligere lukkede koeen foran tyve mennesker), der forbarmer sig over den sindsyge dansker, og gaar i gang med at lave vores billetter. Hvad de bare ikke har fortalt os er, at vi ogsaa skal have tre pasfoto. Ud og faa lavet dem (stadig hidsig), tilbage og YES.
Endelig. Halleluja!
Fem timer efter vi ankom til kontoret fik vi (og en australsk gut, som vi havde faaet inddraget i hele balladen) vores billetter i haanden.
Og her er det saa, at man taenker, hvad er moralen af den historie??? Jeg har stadigvaek ikke helt fundet ud af det.
Paa den ene side, saa laerte den episode mig, at hvis du virkelig gerne vil have noget igennem i Indien, saa skal du ikke give op ved det foerste, andet eller tredje 'nej'. Det har vist sig sandt siden hen ogsaa.
Og hvad der for mig foeles som totalt absurd ubehoevlet (som da jeg staar og raaber ukvemsord i hovedet paa kontorfolkene), opfattes til tider som ren underholdning for de indiske medarbejdere. Jeg foelte at jeg opfoerte mig ubehageligt og som et dumt svin, men jeg blev ikke noedvaendigvis opfattet som saadan. De syntes faktisk, at det var meget cool, at saadan en hvid pige kunne blive saa hidsig. Ogsaa det har vist sig sandt siden hen.
Det er en del af gamet. Som naar man prutter om prisen, og saelgeren ser ud som om, at man har saaret hans dybeste foelelser, indtil forhandlingen er slut og han slaar det stoerste grin op.
Det har taget lidt tid at laere at navigere i det, og jeg synes stadig ikke det er rart. Men maaske laerer jeg ogsaa paa et tidspunkt, at det bare er en del af gamet?
Kaerlig Hilsen
Antropo-Lone
Den gang vi skulle koebe vores faergebillet fra Port Blair paa Andaman til Chennai, ankom vi til billetkontoret onsdag formiddag. Vi havde faaet at vide, at billetterne blev udstedt tirsdag og onsdag, og faergen ville sejle fredag samme uge. Vi kom direkte med morgenbus fra Rangat laengere nordpaa med al vores bagage, og derfor blev Valle siddende med vores ting, mens jeg gik paa jagt i billetjunglen.
Op til informationsdisken og spoerge hvilken koe, jeg skulle stille mig i. "Number 5, mam". Fint 'mam' stiller sig i koe nummer 5 og venter. Og venter. Og venter.
Da jeg er naaet naesten forrest (hvilket altsaa kraever en del masen og skubben, da koedannelse her i Indiens land ikke er saaa rigidt "jeg kom foerst"-agtigt, som i Dk), faar jeg at vide, at jeg skulle have stillet mig i koe nummer 2. Her begynder mit temperament saa smaat at simre, men ok, jeg fiser over i koe nummer 2.
Her venter jeg (aka maser og bliver mast) i ca. ti minutter, mens jeg forhoerer mig hos folk i koeen, om det nu ogsaa er her, jeg egentlig skal staa. Alle ved lige saa lidt som mig. Men surprise, surprise. Forkert koe. Nu er det koe nummer 6, jeg skal stille mig i. Alle maendene bag skrankerne kan sidde og tale med hinanden, saa for mig at se, kunne det ikke vaere super svaert at finde ud af, hvem der saelger billetterne. Men det kunne det, for efter et par gange med samme besked; "forkert koe", bliver jeg sendt tilbage til koe nummer 5.
Paa det her tidspunkt giver jeg fuldstaendig op, og smaaloeber roedgloendende af raseri over til Valle, der sys det er mega maerkeligt, at jeg har vaeret vaek i 45 minutter, uden at faa billetter! Her tager han saa over. Stiller sig i den koe, vi nu har faaet beskraeftet et par gange ER den rigtige, staar der i et kvarter, hvorefter manden bag skranken giver sig til at tale i mobiltelefon og til sidst raaber ud af laagen, at han lukker! De saelger ikke flere billetter i dag, vi kan komme tilbage i morgen. What???! Saa taenker en dansker-hjerne "det kan man sgu da ikke. Det er MEGA uretfaerdigt!".
Her er det, at jeg farer op til informationsdisken og begynder at hidse mig op. Vi kan se paa skaermen, at der naesten ikke er flere billetter tilbage, og hvis de har flere, hvorfor fa'en kan de saa ikke saelge dem nu??? Jeg er helt opppe i det roede felt. Skaelder ud. Forlanger at tale med manageren og hele molevitten.
Manageren dukker op, og siger, at hvis vi kommer tilbage 14:30, saa skal han personligt soerge for billetter til os. Vi skal bare have tre kopier af vores pas, visum og Andamantillladelse med.
Vi skynder os at finde hotel, spise frokost, lave diverse kopier paa to timer inden vi med hjertet i halsen staar paa kontoret igen 14:30 sharp. Men der er ingen manager. Han er da til frokostpause.
AAAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGGHHHHHHHHHH!!!!!!!!!!!
Hvis jeg var hidsig foer, slaar det fuldstaendig klik her. Valle proever at tale mig lidt til ro, men jeg ser roedt. "Hva fa'en bilder de sig ind? Vi vil bare have nogle billetter, og vi ved de har dem, men de vil ikke saelge dem til os?! Tror de, vi er dumme??! Hvad er det for et latterligt system?!"
Har er der en gut (ham der tidligere lukkede koeen foran tyve mennesker), der forbarmer sig over den sindsyge dansker, og gaar i gang med at lave vores billetter. Hvad de bare ikke har fortalt os er, at vi ogsaa skal have tre pasfoto. Ud og faa lavet dem (stadig hidsig), tilbage og YES.
Endelig. Halleluja!
Fem timer efter vi ankom til kontoret fik vi (og en australsk gut, som vi havde faaet inddraget i hele balladen) vores billetter i haanden.
Og her er det saa, at man taenker, hvad er moralen af den historie??? Jeg har stadigvaek ikke helt fundet ud af det.
Paa den ene side, saa laerte den episode mig, at hvis du virkelig gerne vil have noget igennem i Indien, saa skal du ikke give op ved det foerste, andet eller tredje 'nej'. Det har vist sig sandt siden hen ogsaa.
Og hvad der for mig foeles som totalt absurd ubehoevlet (som da jeg staar og raaber ukvemsord i hovedet paa kontorfolkene), opfattes til tider som ren underholdning for de indiske medarbejdere. Jeg foelte at jeg opfoerte mig ubehageligt og som et dumt svin, men jeg blev ikke noedvaendigvis opfattet som saadan. De syntes faktisk, at det var meget cool, at saadan en hvid pige kunne blive saa hidsig. Ogsaa det har vist sig sandt siden hen.
Det er en del af gamet. Som naar man prutter om prisen, og saelgeren ser ud som om, at man har saaret hans dybeste foelelser, indtil forhandlingen er slut og han slaar det stoerste grin op.
Det har taget lidt tid at laere at navigere i det, og jeg synes stadig ikke det er rart. Men maaske laerer jeg ogsaa paa et tidspunkt, at det bare er en del af gamet?
Kaerlig Hilsen
Antropo-Lone
Livet i luksus med Cheryl og Ernst
Ugerne med Cheryl og Ernst har vaeret totalt luksusagtige, og det er umuligt at faa alle de fede oplevelser, de har givet os mulighed for at faa, ned paa 'papiret'.
Vi vil derfor bare naevne nogle af de bedste her.
Foerst og fremmest maa vi udtrykke vores barnlige glaede over, hvor godt vi har hygget os med Chreyl og Ernst. Man skulle ellers tro, det ville vaere en udfordring at rejse med "papfar" (sorry Ernst, vi ved du hader udtrykket) og (sviger)mor, Men det har vaeret helt utroligt nemt og rart. For eksempel er det fantastisk at sidde og sludre efter aftensmaden om religion, politik, Danmark vs Indien mens man fordoejer dagens oplevelser (og en god aftensmad).
Husbaaden paa Kerala backwaters er selvskreven paa listen over super luksusoplevelser.
Tag en super dygtig kok, en kaptajn, en tjener, kolde oel, hyggelige laenestole og placer det paa en kaempe baad med to separate dobbeltvaerelser og tadaaa, du er klar til at indtage Kerala Backwaters.
Her kan man umuligt faa mavesaar. Man ligger bare og daser. Kigger ud over de smukke moerkegroenne vand, paa rismarkerne, paa de mange storke og vandfugle eller ned i en bog, mens man langsomt driver fremad over vandet.
Om aftenen holdt vi ind ved breden, og boernene fik sig en lille dukkert i vandet. Rart paa trods af klam flodbund og doed kaemperotte i vandoverfladen.
Da det blev skumringstid vaagnede alle flodens insekter og et kaempe orkester af dyrelyde spillede hele aftenen.
Uforglemmeligt.
Desuden maa turen til Kabini river resort naevnes.
Meget anbefalelsvaerdigt hvis man har pengepungen i orden (tak mor/Cheryl og Ernst)
Vi koerte dertil ad en vej, der havde saa mange vejbumb, at det naermest var eet langt bumb med lidt vej paa. Vores kaere chauffoer valgte at punktere paa vejen, hvilket gjorde, at vi missede den aften-safari, vi havde planlagt at tage med paa, hvor de havde vaeret saa heldige at spotte en leopard!
Men da vi ankom til Chikada, hvor vi skulle bo, var det naermest som at traede ind i paradis.
Vores hytter var perfekt placeret med udsigt til den store soe, Kabini.
Vi havde en hytte med...hold fast... egen elkedel og nesscafe! Hurra!
Stedet var ret stort, saa man toeffede rundt i smaa golfbiler, naar man skulle hen og spise middag eller ned til swimmingpoolen. Servicen var i top. Der stod hele tiden en mand udenfor husene, saa man bare kunne stikke hovedet ud, hvis man havde brug for noget.
Liebhaver, moi?
Det var ogsaa herfra vi koerte ud paa vores foerste safari.
Man skulle jo ellers tro, at de fleste dyr ville blive lidt smaa-mistaenksomme, nar de hoerte den hostende og spruttende lyd fra en jeepmotor og derfor tage benene, vingerne eller lign. paa nakken og skride.
Men det lykkedes os rent faktisk at se en del dyr paa denne tur, hvilket maa betyde at de indiske dyr er en smule langsomme i optraekket.
Allerede efter 5 minutter saa vi indiens storste hjorteart, Sambaren. Det var virkeligt et imponerende syn at se dem staa der i morgendisen og kigge nysgerrigt paa os. Paa det tidspunkt var vores forventninger til hele safarien faktisk indfriede. Wow! Vi saa et dyr!
Lidt senere saa vi den smukke spotted deer (meget imponerende i starten, men det er utroligt saa hurtigt man blev ligeglade med dem, fordi de simpelthen var overalt). Skoven var simpelthen spaekket med dyr. Vi saa endvidere den store indieske bison, paafugle, jungle bird, langurer, the giant squirrel og et af hoejdepunkterne en vild elefant -der kunne gemme sig!
Hvordan gemmer man lige fem tons kaempe elefant i et krat?
Fantastisk forsvindingsnummer:
Foerst stod den der i hel figur, saa vendte den roeven til, tog et par skridt og viola: hvor er fantus?
Piv og jeg valgte at bruge dagen paa at ro Kajak paa soeen og haenge ud i poolen.
At sidde med to glas iskold oel i en swimminpool og tale om bunk-class er ikke at kimse af!
Krash! Bliver lige afbrudt af et stk smadret tekop, der droenede ned paa internetcafeens gulv. Ups. Vi har bildt dem ind, at det er en dansk tradition at smadre tekopper, hver gng man faar mulighed for det.
Naa, tilbage til Kabini.
Cheryl (aka mor) og Ernst tog os med paa baadsafari om aftenen. Vi saa mange af de samme dyr her. Det lykkedes os at komme helt taet paa en kaempe Marsh-mugger paa ca. 3 meter. Det er en kaempe krokodille, der ikke er kraesen hvad angaar naering; menneskekoed nydes ogsaa i ny og nae.
Desuden saa vi store desmerdyr og kaempe oerne.
Det var fedt at sejle tilbage mens solen gik ned og taenke tilbage paa en fantastisk dag og glaede sig til den laekre buffet, der ventede os tilbage ved resortet.
Der er meget vi har gjort uret ved ikke at skrive om. Sorry. Men vi bliver noedt til at slutte her, da vi skal lave gode boeffer med roedvinssovs til vores nyerhvervede nagalandske venner.
Vi haaber paa at tage med et tog mod Nepal i morgen, da det ikke var muligt for os at komme ind i Nagaland. Vi skriver igen fra Himalaya (he he... fedt at kunne skrive det).
Goodnight and good luck.
Vi vil derfor bare naevne nogle af de bedste her.
Foerst og fremmest maa vi udtrykke vores barnlige glaede over, hvor godt vi har hygget os med Chreyl og Ernst. Man skulle ellers tro, det ville vaere en udfordring at rejse med "papfar" (sorry Ernst, vi ved du hader udtrykket) og (sviger)mor, Men det har vaeret helt utroligt nemt og rart. For eksempel er det fantastisk at sidde og sludre efter aftensmaden om religion, politik, Danmark vs Indien mens man fordoejer dagens oplevelser (og en god aftensmad).
Husbaaden paa Kerala backwaters er selvskreven paa listen over super luksusoplevelser.
Tag en super dygtig kok, en kaptajn, en tjener, kolde oel, hyggelige laenestole og placer det paa en kaempe baad med to separate dobbeltvaerelser og tadaaa, du er klar til at indtage Kerala Backwaters.
Her kan man umuligt faa mavesaar. Man ligger bare og daser. Kigger ud over de smukke moerkegroenne vand, paa rismarkerne, paa de mange storke og vandfugle eller ned i en bog, mens man langsomt driver fremad over vandet.
Om aftenen holdt vi ind ved breden, og boernene fik sig en lille dukkert i vandet. Rart paa trods af klam flodbund og doed kaemperotte i vandoverfladen.
Da det blev skumringstid vaagnede alle flodens insekter og et kaempe orkester af dyrelyde spillede hele aftenen.
Uforglemmeligt.
Desuden maa turen til Kabini river resort naevnes.
Meget anbefalelsvaerdigt hvis man har pengepungen i orden (tak mor/Cheryl og Ernst)
Vi koerte dertil ad en vej, der havde saa mange vejbumb, at det naermest var eet langt bumb med lidt vej paa. Vores kaere chauffoer valgte at punktere paa vejen, hvilket gjorde, at vi missede den aften-safari, vi havde planlagt at tage med paa, hvor de havde vaeret saa heldige at spotte en leopard!
Men da vi ankom til Chikada, hvor vi skulle bo, var det naermest som at traede ind i paradis.
Vores hytter var perfekt placeret med udsigt til den store soe, Kabini.
Vi havde en hytte med...hold fast... egen elkedel og nesscafe! Hurra!
Stedet var ret stort, saa man toeffede rundt i smaa golfbiler, naar man skulle hen og spise middag eller ned til swimmingpoolen. Servicen var i top. Der stod hele tiden en mand udenfor husene, saa man bare kunne stikke hovedet ud, hvis man havde brug for noget.
Liebhaver, moi?
Det var ogsaa herfra vi koerte ud paa vores foerste safari.
Man skulle jo ellers tro, at de fleste dyr ville blive lidt smaa-mistaenksomme, nar de hoerte den hostende og spruttende lyd fra en jeepmotor og derfor tage benene, vingerne eller lign. paa nakken og skride.
Men det lykkedes os rent faktisk at se en del dyr paa denne tur, hvilket maa betyde at de indiske dyr er en smule langsomme i optraekket.
Allerede efter 5 minutter saa vi indiens storste hjorteart, Sambaren. Det var virkeligt et imponerende syn at se dem staa der i morgendisen og kigge nysgerrigt paa os. Paa det tidspunkt var vores forventninger til hele safarien faktisk indfriede. Wow! Vi saa et dyr!
Lidt senere saa vi den smukke spotted deer (meget imponerende i starten, men det er utroligt saa hurtigt man blev ligeglade med dem, fordi de simpelthen var overalt). Skoven var simpelthen spaekket med dyr. Vi saa endvidere den store indieske bison, paafugle, jungle bird, langurer, the giant squirrel og et af hoejdepunkterne en vild elefant -der kunne gemme sig!
Hvordan gemmer man lige fem tons kaempe elefant i et krat?
Fantastisk forsvindingsnummer:
Foerst stod den der i hel figur, saa vendte den roeven til, tog et par skridt og viola: hvor er fantus?
Piv og jeg valgte at bruge dagen paa at ro Kajak paa soeen og haenge ud i poolen.
At sidde med to glas iskold oel i en swimminpool og tale om bunk-class er ikke at kimse af!
Krash! Bliver lige afbrudt af et stk smadret tekop, der droenede ned paa internetcafeens gulv. Ups. Vi har bildt dem ind, at det er en dansk tradition at smadre tekopper, hver gng man faar mulighed for det.
Naa, tilbage til Kabini.
Cheryl (aka mor) og Ernst tog os med paa baadsafari om aftenen. Vi saa mange af de samme dyr her. Det lykkedes os at komme helt taet paa en kaempe Marsh-mugger paa ca. 3 meter. Det er en kaempe krokodille, der ikke er kraesen hvad angaar naering; menneskekoed nydes ogsaa i ny og nae.
Desuden saa vi store desmerdyr og kaempe oerne.
Det var fedt at sejle tilbage mens solen gik ned og taenke tilbage paa en fantastisk dag og glaede sig til den laekre buffet, der ventede os tilbage ved resortet.
Der er meget vi har gjort uret ved ikke at skrive om. Sorry. Men vi bliver noedt til at slutte her, da vi skal lave gode boeffer med roedvinssovs til vores nyerhvervede nagalandske venner.
Vi haaber paa at tage med et tog mod Nepal i morgen, da det ikke var muligt for os at komme ind i Nagaland. Vi skriver igen fra Himalaya (he he... fedt at kunne skrive det).
Goodnight and good luck.
torsdag den 31. januar 2008
I Kolkatta
Vi er nu tilbage i Kolkatta.
Vi var saa intelligente at afstoede vores guidebog (a.k.a. vores bibel) i Bangalore. Saa nu er vi i jordens anus uden guidebogens hjaelpende linjer.
Til gengaeld har vi vaeret heldige.
Da vi ankom til Howrah, spurgte jeg et par unge medmennesker om, hvor man kunne finde et godt hotel, og det endte med at vi fik lov til at bo hos dem.
De er tre, der bor sammen, og de er alle fra Nagaland. Nagaland ligger i den nordoestligste del af Indien. Vi er ogsaa inviteret til at besoege deres familier dernede, saa nu proever vi ar faa restricted area permits dertil. Men det bliver nok svaert, da man skal vaere 4 turister eller gift for at komme ind.
Og nej, vi gifter os ikke her og nu for at faa adgang til Nagaland.
Vi har vaeret paa bytur med dem igaar. Super grineren. Jeg blev i oevrigt lagt an paa af en meget sjov og lidt overvaegtig Bollywoodfilminstruktoer, der helt sikkert er skabsboesse, og som koebte mig en Bacardi Breezer. Oeh... mange tak.
Piv ligger i braek -jeg mener brak - med toemmermaend, men inden saa laenge kommer der en update paa de sidste 2 uger, hvor vi rejste med min mor og Ernst.
Kh
Peter
Vi var saa intelligente at afstoede vores guidebog (a.k.a. vores bibel) i Bangalore. Saa nu er vi i jordens anus uden guidebogens hjaelpende linjer.
Til gengaeld har vi vaeret heldige.
Da vi ankom til Howrah, spurgte jeg et par unge medmennesker om, hvor man kunne finde et godt hotel, og det endte med at vi fik lov til at bo hos dem.
De er tre, der bor sammen, og de er alle fra Nagaland. Nagaland ligger i den nordoestligste del af Indien. Vi er ogsaa inviteret til at besoege deres familier dernede, saa nu proever vi ar faa restricted area permits dertil. Men det bliver nok svaert, da man skal vaere 4 turister eller gift for at komme ind.
Og nej, vi gifter os ikke her og nu for at faa adgang til Nagaland.
Vi har vaeret paa bytur med dem igaar. Super grineren. Jeg blev i oevrigt lagt an paa af en meget sjov og lidt overvaegtig Bollywoodfilminstruktoer, der helt sikkert er skabsboesse, og som koebte mig en Bacardi Breezer. Oeh... mange tak.
Piv ligger i braek -jeg mener brak - med toemmermaend, men inden saa laenge kommer der en update paa de sidste 2 uger, hvor vi rejste med min mor og Ernst.
Kh
Peter
mandag den 14. januar 2008
Absolut Music vol. Tamil Nadu
"Boom, boom, boom, boom, I want you in my room" skraales der ud gennem hoejtalerne fra Troys bil (Troy er vores chauffoer).
Hans cd er spaekket med hits som "Oops", med Britney Spears, "My heart will go on and on", med Dion-pigen i techno version, D-I-S-C-O og andet lykkeligt glemt halvfemser musik.
Der er maaske en vis charme i at lade sine oeregange voldtage af Vengaboys, mens man suser igennem roede jordveje forbi solsvedne marker, men i laengden kan det godt virke smaadeprimerende.
Vi er kun fire mennsker i bilen ud over Troy. Mormor besluttede sig for ikke at tage med os paa trods af min mor og Ernst' gode overtalelsesevner.
Det var paa mange maeder lidt soergeligt at forlade Jollarpettei uden hende. Jeg tror, at den primaere grund til min moder i virkeligheden planlagde hele denne lange tur (og har overarbejdet saa meget for at faa raad til den), var at give min mormor en fantastisk oplevelse. Nu sidder vi her i bilen helt mormor-loese.
Vi var virkeligt aergelige, da vi fandt ud af, at hun virkeligt staedigt stod fast paa at blive i huset i Jollarpettei. Paa en maade blev jeg ogsaa lidt sur, for kunne hun ikke lige have naevnt lidt tidligere, at hun ikke ville med. Vi havde jo alle regnet med at skulle rejse med hende i 14 dage og saa pludseligt dagen foer skal man indstille sig paa at sige farvel dagen efter.
Men hun er blevet gammel. Hun har besvaer med at gaa, har meget ondt i ryggen mm. At sidde i en bil paa en bumlende jordvej med techno musik, er maaske ikke lige noget hun kan holde til mere, selvom hun foer i tiden elskede at komme ud.
Man bliver nok ogsaa noedt til at spoerge sig selv, om det er for ens egen skyld eller for hendes skyld, at man gerne vil have hende med...
Men nu er vi alle kommet os lidt over det, og turen fortsaetter som planlagt, bare med en person mindre.
Vi var ved Mamallapuram igaar. Aeldgamle ruiner fra lang tid foer vores tidsregning. Hele dette omraede er spaekket med store klippeblokke. Derfor er templerne hugget ud af et stort stykke klippe.
I gaar aftes ankom vi til Pondicherry, der er en gammel fransk koloniby (den har nu skiftet navn til Puducherry -fjolleindere). Her kan man faa baguettes, croissanter og danish pastry.
Om aftenen var vi til soelvbryllup a la angloindere hos en af min mors venner. Virkeligt sjov.
Det blev holdt paa et stort fint hotel. Der var indisk mad i massevis.
Angloindere elsker umidelbart at danse. Der danses primaert jive til country-western musik. Desuden er der mange faellesdanse, som the boogie woogie og lidt square-dance inspirerede danse, hvor hele selvskabet joiner.
Lige nu er vi paa vej hjem fra Auroville, der er en stor hippierede. Det er noget med en vis hr. Sri Auroville og hans kone "the mother", der villle skabe et internationalt omraade, hvor mennesker paa tvaers af nationalitet og religion kan komme og meditere og finde sig selv. Der er en enorm kugle der er lavet af noget kobberlignende metal. Derinde er verdens stoerste krystal placeret i loftet for at bryde solen lys.
I midten er jord fra alle verden lande placeret for at symbolisere enhed.
Paa en maede er tanken meget smuk, og jeg indroemmer, at der er dejligt fredeligt og smuk natur. Paa den anden side er der bare et eller andet goegler-frelst hippie-new-age-agtigt aergelighed over stedet.
Jeg synes bade, der er noget dybt tiltraekkende og uendeligt frastoedende over saadan nogle meditationscentre for vesterlaendinge og andet godtfolk.
Naa. Nu gaar turen tilbage til Pondy. Michael Learns to rock har indtaget anlaegget og bilen er ladet med frugt, vand og kiks. Min mor fortaeller gode roeverhistorier om alt, hvad vi kommer forbi paa vejen og Ernst kommer med sjove indputs undervejs.
De forkaeler os super-meget og insisterer paa at betale alt. Herligt. Det er rart at kunne laene sig tilbage og lade andre planlaegge for sig.
Inden laenge skal vi dog finde ud af, hvad vi skal med den resterende del af vores tur.
Enten skal vi arbejde frivilligt en maaned med et eller andet der ikke er super lamt og kedeligt. Ellers ogsaa skal vi tage nordoest paa til uturistede egne, hvor der er masser af stammefolk.
Begge dele kan give nogle helt nye slags oplevelser. Maaske skulle man lade bloggens laesere bestemme hvad vi skal. sms rejse1 for frivilligt arbejde eller rejse2 for stammefolk (eller lad evt. helt vaere med at stemme. Vi goer nok bare hvad vi har mest lyst til alligevel og fusker med tallene).
Ah ah ah ah stayin alive, stayin alive... vi skriver igen senere.
Hans cd er spaekket med hits som "Oops", med Britney Spears, "My heart will go on and on", med Dion-pigen i techno version, D-I-S-C-O og andet lykkeligt glemt halvfemser musik.
Der er maaske en vis charme i at lade sine oeregange voldtage af Vengaboys, mens man suser igennem roede jordveje forbi solsvedne marker, men i laengden kan det godt virke smaadeprimerende.
Vi er kun fire mennsker i bilen ud over Troy. Mormor besluttede sig for ikke at tage med os paa trods af min mor og Ernst' gode overtalelsesevner.
Det var paa mange maeder lidt soergeligt at forlade Jollarpettei uden hende. Jeg tror, at den primaere grund til min moder i virkeligheden planlagde hele denne lange tur (og har overarbejdet saa meget for at faa raad til den), var at give min mormor en fantastisk oplevelse. Nu sidder vi her i bilen helt mormor-loese.
Vi var virkeligt aergelige, da vi fandt ud af, at hun virkeligt staedigt stod fast paa at blive i huset i Jollarpettei. Paa en maade blev jeg ogsaa lidt sur, for kunne hun ikke lige have naevnt lidt tidligere, at hun ikke ville med. Vi havde jo alle regnet med at skulle rejse med hende i 14 dage og saa pludseligt dagen foer skal man indstille sig paa at sige farvel dagen efter.
Men hun er blevet gammel. Hun har besvaer med at gaa, har meget ondt i ryggen mm. At sidde i en bil paa en bumlende jordvej med techno musik, er maaske ikke lige noget hun kan holde til mere, selvom hun foer i tiden elskede at komme ud.
Man bliver nok ogsaa noedt til at spoerge sig selv, om det er for ens egen skyld eller for hendes skyld, at man gerne vil have hende med...
Men nu er vi alle kommet os lidt over det, og turen fortsaetter som planlagt, bare med en person mindre.
Vi var ved Mamallapuram igaar. Aeldgamle ruiner fra lang tid foer vores tidsregning. Hele dette omraede er spaekket med store klippeblokke. Derfor er templerne hugget ud af et stort stykke klippe.
I gaar aftes ankom vi til Pondicherry, der er en gammel fransk koloniby (den har nu skiftet navn til Puducherry -fjolleindere). Her kan man faa baguettes, croissanter og danish pastry.
Om aftenen var vi til soelvbryllup a la angloindere hos en af min mors venner. Virkeligt sjov.
Det blev holdt paa et stort fint hotel. Der var indisk mad i massevis.
Angloindere elsker umidelbart at danse. Der danses primaert jive til country-western musik. Desuden er der mange faellesdanse, som the boogie woogie og lidt square-dance inspirerede danse, hvor hele selvskabet joiner.
Lige nu er vi paa vej hjem fra Auroville, der er en stor hippierede. Det er noget med en vis hr. Sri Auroville og hans kone "the mother", der villle skabe et internationalt omraade, hvor mennesker paa tvaers af nationalitet og religion kan komme og meditere og finde sig selv. Der er en enorm kugle der er lavet af noget kobberlignende metal. Derinde er verdens stoerste krystal placeret i loftet for at bryde solen lys.
I midten er jord fra alle verden lande placeret for at symbolisere enhed.
Paa en maede er tanken meget smuk, og jeg indroemmer, at der er dejligt fredeligt og smuk natur. Paa den anden side er der bare et eller andet goegler-frelst hippie-new-age-agtigt aergelighed over stedet.
Jeg synes bade, der er noget dybt tiltraekkende og uendeligt frastoedende over saadan nogle meditationscentre for vesterlaendinge og andet godtfolk.
Naa. Nu gaar turen tilbage til Pondy. Michael Learns to rock har indtaget anlaegget og bilen er ladet med frugt, vand og kiks. Min mor fortaeller gode roeverhistorier om alt, hvad vi kommer forbi paa vejen og Ernst kommer med sjove indputs undervejs.
De forkaeler os super-meget og insisterer paa at betale alt. Herligt. Det er rart at kunne laene sig tilbage og lade andre planlaegge for sig.
Inden laenge skal vi dog finde ud af, hvad vi skal med den resterende del af vores tur.
Enten skal vi arbejde frivilligt en maaned med et eller andet der ikke er super lamt og kedeligt. Ellers ogsaa skal vi tage nordoest paa til uturistede egne, hvor der er masser af stammefolk.
Begge dele kan give nogle helt nye slags oplevelser. Maaske skulle man lade bloggens laesere bestemme hvad vi skal. sms rejse1 for frivilligt arbejde eller rejse2 for stammefolk (eller lad evt. helt vaere med at stemme. Vi goer nok bare hvad vi har mest lyst til alligevel og fusker med tallene).
Ah ah ah ah stayin alive, stayin alive... vi skriver igen senere.
Ps. Laeserservice: Tjek indlaeg herunder. Giver update paa de sidste par uger, blot foerst lagt ind i dag.
fredag den 11. januar 2008
Flashback: Bangalore tur/retur
(Dette indlaeg er skrevet for nogle dage siden, man grundet mangel paa tid, er det foerst blevet lagt ind i dag, (red.))
I skrivende stund befinder vi os i Jollarpetai - den lille by, hvor Valles mormor Dorothy bor. Her er ikke meget andet at lave end at slappe fuldstaendig af - hvilket er lige praecis det, vi goer.
Mormor Dorothy er meget, meget soed. Og en lille smule fjollet. Hun er et par og firs, har ondt i sine ben og fiser rundt og opvarter os. Tre varme maaltider plus eftermiddagste bliver serveret hver dag. Men det er ikke noget med, at man kan hjaelpe. NIX! Ikke engang opvasken maa man tage - heller ikke i smug; man bliver opdaget i loebet af lynhurtigt.
I onsdags kom Cheryl og Ernst her til, og i morgen tager vi alle afsted paa vores lille to-ugers eventyr. I skal nok faa hoere om, hvordan det kommer til at forloebe.
Men foerst lidt tilbageblik paa tiden der gik (lyder det ikke historiebogsagtigt :-) )
Dagene i Banglore gik med noget saa fantastisk ukulturelt som shopping, forkaelelse og afslapning.
Michael og Susan tog os med til en brunch paa det syv-stjernede hotel Leela Palace (foer det anede jeg ikke, at der fandtes 7 stjerner til hoteller, men jeg forstaar det nu). Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget saa overdaadigt. Forestil jer et kaempe solfyldt lokale, hvor tonerne af livemusik svaever ind og ud mellem blomsterdekorationer. Og saa forestil jer alt det mad, ALLE de retter I ku' droemme om, anrettet som en kaempe kongelig buffet.
Der var frisklavet sushi, alle slags oste og poelser, et sted kunne du pege paa de ingredienser, du ville have i din pastaret og saa stod kokken og lavede det till dig med det samme, udenfor stod tre kokke klar til at grille lige praecis det stykke koed, fisk eller skalddyr, du ville have. Et kaempe bord var fyldt med diverse indiske og kinesiske retter, og et andet mega bord var oversaaet med desserter i alle afskygninger. Der var en fontaene med flydende hvid chokolade, hvor man kunne dyppe frugt, kage eller skumfiduser i! Og saa er der masser af ting jeg har gjort uret ved ikke at naevne. Det vildeste af det hele var, at der var cocktails og drinks inklusiv champagne ad libitum. Et vink til tjeneren og dit champagneglas var fyldt.
HA HA HA HA. Tro paa, at jeg var i himlen. Helt oppe i det blaa med vinger paa.
Prisen for denne luksus: 2000 rupees svarende til 270 kroner.
Et par dage efter tog vi et lille smut over til Michael og Susannes kaffeplantage, der bestaar af to store bakker med kaffe midt ude i junglen. Luften af fyldt med plantedufte og dyrelyde. Vi gik ture i plantagen og spiste fantastisk mad lavet af Michaels mors koekkenpige.
I skrivende stund befinder vi os i Jollarpetai - den lille by, hvor Valles mormor Dorothy bor. Her er ikke meget andet at lave end at slappe fuldstaendig af - hvilket er lige praecis det, vi goer.
Mormor Dorothy er meget, meget soed. Og en lille smule fjollet. Hun er et par og firs, har ondt i sine ben og fiser rundt og opvarter os. Tre varme maaltider plus eftermiddagste bliver serveret hver dag. Men det er ikke noget med, at man kan hjaelpe. NIX! Ikke engang opvasken maa man tage - heller ikke i smug; man bliver opdaget i loebet af lynhurtigt.
I onsdags kom Cheryl og Ernst her til, og i morgen tager vi alle afsted paa vores lille to-ugers eventyr. I skal nok faa hoere om, hvordan det kommer til at forloebe.
Men foerst lidt tilbageblik paa tiden der gik (lyder det ikke historiebogsagtigt :-) )
Dagene i Banglore gik med noget saa fantastisk ukulturelt som shopping, forkaelelse og afslapning.
Michael og Susan tog os med til en brunch paa det syv-stjernede hotel Leela Palace (foer det anede jeg ikke, at der fandtes 7 stjerner til hoteller, men jeg forstaar det nu). Aldrig i mit liv har jeg oplevet noget saa overdaadigt. Forestil jer et kaempe solfyldt lokale, hvor tonerne af livemusik svaever ind og ud mellem blomsterdekorationer. Og saa forestil jer alt det mad, ALLE de retter I ku' droemme om, anrettet som en kaempe kongelig buffet.
Der var frisklavet sushi, alle slags oste og poelser, et sted kunne du pege paa de ingredienser, du ville have i din pastaret og saa stod kokken og lavede det till dig med det samme, udenfor stod tre kokke klar til at grille lige praecis det stykke koed, fisk eller skalddyr, du ville have. Et kaempe bord var fyldt med diverse indiske og kinesiske retter, og et andet mega bord var oversaaet med desserter i alle afskygninger. Der var en fontaene med flydende hvid chokolade, hvor man kunne dyppe frugt, kage eller skumfiduser i! Og saa er der masser af ting jeg har gjort uret ved ikke at naevne. Det vildeste af det hele var, at der var cocktails og drinks inklusiv champagne ad libitum. Et vink til tjeneren og dit champagneglas var fyldt.
HA HA HA HA. Tro paa, at jeg var i himlen. Helt oppe i det blaa med vinger paa.
Prisen for denne luksus: 2000 rupees svarende til 270 kroner.
Samme dags aften tog Michaels mor os med til et muslimsk bryllup. Traerne paa alleen, der foerte op til det gamle palads, hvor det blev holdt, var udsmykket med tusinder af lyskaeder. Ved indgangen sad et tyve-mandsorkester og spillede. Loftet var dekoreret med silke. Stolperne udsmykket med blomsterdekorationer. Ti kameramaend for rundt og optog, og to videokameraer hang i stativer fra loftet og filmede cerimonien. Kvinderne var ifoert sareer i de smukkeste sareer med guld og soelv, og maendene var i deres stiveste puds. Da paladssalen var fyldt op, sad vi omtrent 2000 mennesker og overvaerede begivenheden. Det var meget fantastisk.
Vi blev desvaerre noedt til at gaa foer maden, da Michaels mor skulle videre til et andet bryllup. Men det var virkelig en smuk oplevelse.
Og hvordan skal man ellers ende en saadan fantastisk dag, paa anden vis end at gaa ud og spise en kaempe boef??? MAM. Og saa var vi ellers oplevelses- og madmaette og meget glade.
Nytaar blev holdt hos det franske par, Mathilde og Johan, som vi moedte paa Andaman. Sammen med deres indiske naboer holdt de fest paa taget af deres lejlighedskompleks med grill, musik og ... karaoke. Tja, der er (desvaerre) noget med indere og karaoke. Karaoke kan vaere en meget fin social begivenhed. Og det kan vaere en meget ikke saa fin social begivenhed. Eksempel: en kvinde med lidt for diskant stemme raaber "Maria and Peter, sing this", hvorefter hun stikker mikrofonen helt op i ganen paa en, og anlaegget spiller noget, der burde have vaeret All you need is love, men mest af alt lyder som en fuld dansktop pianist, der ikke helt rammer tonerne. Eller: en ganske umusikalsk mand synger igennem i falset til Bohemian Rapsody.
Det er efter oplevelser som disse, at det i teorien velmenende og sjove ved karaoke blegner en smule.
Vi hoppede ind i det nye aar paa god dansk maner (og oedelagde deres stol) og drak masser af indisk champagne.
Et par dage efter tog vi et lille smut over til Michael og Susannes kaffeplantage, der bestaar af to store bakker med kaffe midt ude i junglen. Luften af fyldt med plantedufte og dyrelyde. Vi gik ture i plantagen og spiste fantastisk mad lavet af Michaels mors koekkenpige.
Derfra tog vi ikke mindre en 6 busser for at komme til Jogg falls (Indiens stoerste vandfald) og tilbage til Bangalore. Og saa viser det sig, at Jogg falls er en ordenlig gang fis i en overdimensioneret hornlygte. Det mindede os mest af alt om Odense aa der fiser ud over Moens klint.
Det er maaske en lidt haard dom, men da de har daamet floden op, har det betydet at der uden for regntiden ikke loeber ret meget vand ned af bjerskraenten.
Men vi fik da taget et billede af den savlende klippe foer vi tog op af floden og badede.
Fra Bangalore gik turen her til Jollarpettei.
Paa den maade slutter dette indlaeg hvor det startede: i Jollarpettei.
Abonner på:
Opslag (Atom)
