Fra Bunk-class til Bangalore

Bunk-class viste sig at vaere alt, hvad vi havde forventet.

Paa grund af daarligt vejr blev skibet forsinket i 2 dage (hvilket betoed, at vi var paa baaden 6 dage i alt). Skibet gyngede saa meget, at vi naermest trillede fra den ene side af vores koejeseng til den anden. Naar vi gik rundt paa skibet foeltes det som om vi havde drukket os en oedentlig skid paa.

Det resulterede i, at de knap soe-staerke indere begyndte at aabne sluserne til deres mavesaekke og kaste op, hvor de fandt det passende (ofte upassende steder). Til sidst gav mange af dem helt op. Nu var det ikke laengere noedvendigt at gaa helt ind paa toilettet for at besoerge, hvorfor der laa menneske faekalier i badet.

Da jeg var ved at vaske haender efter et toilet besoeg, daffede en inder pludselig ind, knappede sine bukser op og pissede midt paa gulvet. 1 meter laengere fremme var toilettet.

Saa ud over, at man slingrede som en dranker rundt paa skibet, skulle man ogsaa soerge for at undgaa braekpytter og andet sjov. Til gengaeld kunne vi altid se frem til et festmaaltid bestaaende af ris, daal (linsesuppe) og diverse saeregne groentsagssammenkogninger baade morgen, middag og aften.

Da vi endelig ankom til Chennai var vores imunsystem blevet saa gennempryglet, at vi begge blev godt og grundigt syge.

Det startede med lidt ondt i halsen og komplet ungdomssloevsind. Vi modtes med min moders (Cheryls) kusine Judy og hendes mand Annand. Meget rare (det er Valle-sprog og betyder at de er virkelig soede, red. Piv).
De tilboed os et lift over til Mormor i Jollarpettai. Det var fantastisk godt at se hende (igen).
Men Piv var allerede paa vejen begyndt at skrante helbredsmaessigt. Hun var dog i stand til at besoege Sajahan (en af min mormors venner, muslimer) og faa lavet henna paa haenderne.
Om aftenen paa hotellet blev det vaerre (der var ingen toerre prutter, og som Piv siger, var hun meget glad for, at der var en spand ved toilettet saa man kunne goere "begge dele samtidig".).

Derefter blev Valle velsignet med 39,8 i feber. Det er faktisk foerst her i gaar, den 27., at vi er kommet helt oven paa igen.

Saa mange tak til Bunk Class for en helt igennem uforglemmelig oplevelse...

Efter denne indledende sygehistorie vil vi dedikere resten af indlaegget til de trods alt mange lyspunkter, der har vaeret mellem alt jammerligheden.

Vores juleaften holdt vi foerst rigtig den 25. december. Cheryls venner Gayle og Allan, som vi boede hos et par dage, var med til at arrangere den jule-dance, som det lokale sogn holder hvert aar (de er det man kalder anglo-indere og katolikker). Det var virkelig en spaendende oplevelse (isaer for en lille antropopiv).

Det foregik i en stor hal, hvor der var blevet pyntet op med balloner og lyskaeder. Det helt store kick var en kaempe storskaerm, hvor dj'en (eller skal vi kalde ham vj...) spillede country/western musikvideoer hele aftenen kun afbrudt af enkelte sekvenser, hvor der blev spillet r'n'b (hvor saerligt de unge fyre gik helt bananas).

I loebet af aftenen og natten blev der afholdt forskellige konkurrencer - blandt andet en maske-dans konkurrence. Alle dansepar gik ned og koebte et par masker, som var nogle fine lyseroede halvmasker med prinsesser paa. Og saa saa man ellers lige 200 mennesker danse rundt til countrymusik med lyseroede prinsessemasker paa.

Stort set alle (undtagen de to syge mostre) festede igennem til klokken fem om morgenen - selv uncle Owen paa 72 paa besoeg fra Australien gik foerst i seng, da bilerne begyndte at dytte virkelig meget (aka fyglene begynder at synge).

Nu er vi saa taget videre fra Chennai til Bangalore (som ligger i nabostaten Karnataka). Vi bor igen-igen hos nogle af Cheryls venner, Michael og Susanne, i en meget dejlig lejlighed. Valle kender dem fra da han var lille. Der plejede han at komme paa mini-ferier for at lege med Mark (deres soen).
Mark tog os ud og shoppe i loebet af dagen og om aftenen paa bytur i en eksklussiv klub. Virkeligt fede omgivelser med lyskaeder over det hele og smukt oplyste traeer. Isaer Valle fik drukket sig paent i hejnet.

Vi hygger os virkeligt her i Bangalore, der er kendt i Indien som havernes by. Det er ogsaa indtil videre klart den smukkeste indiske storby, vi har vaeret i, med store flotte traeer paa boulevarderne. Vejret her er desuden ogsaa mere mildt end Chennai -naermest som dejligt dansk sommervejr.

Her i aften skal vi besoege de to fransmaend, som vi moedte paa Andaman, og de har ogsaa inviteret os til nytaar.

Naa, vi vil se at komme videre i programmet. Vi har ikke faaet lagt billeder ind, da vi vist har smidt kablet til computeren vaek. Vi proever at finde et sted, hvor vi kan faa braendt billeder over paa en cd en af de naermeste dage.

Og i oevrigt: Glaedelig jul og rigtigt godt nytaar!!!!

Andaman

Nu er det efterhaenden lang tid siden, vi har givet lyd fra os. Det er nemlig ikke nemt at finde en god indernetsforbindelse herude midt i det indiske ocean. En anden grund er at Andaman har vaeret saa fantastisk afslappende.

Piv er her ikke lige nu, saa i maa noejes med mig for denne gang. Dybt beklageligt.

Vi har nemlig lidt travlt, for vi skal med faergen snart til Chennai paa "bunk class". Det betyder oversat til dansk en aergelig kabine under havets overflade fyldt med indere der braekker sig, harker (en folkesport her i landet) og prutter.
rrrrrrrrrrrrr. laekkert.

Andaman har virkeligt vaeret et smukt afbraek fra de stoejende indiske storbyer. Her kan man med god samvittighed bruge en hel dag paa at ligge og fede den ved stranden, hvor man evt. kan jage eremitkrebs og finde kaempe konkylier.

Her er dejligt fredelig bortset fra naer kokosnodder falder som smaa bomber fra palmerne og ned paa vores hyttes tag.

Jeg vil ikke kede jer for meget med langtrukne natur beskrivelser (men her er smukt asurblaet hav, mangroveskove, flotte kaempe aederkopper, slanger, hundredevis af smukke fisk, kridhvide sandstrande mm.)

Vi har vaeret ude at dykke, og jeg har faet dykkercertifikat. Har vaeret nede paa 18 meters dybde, hvor jeg blandt andet saa en havskildpadde og en kaempe soeagurk. Piv skulle egentligt ogsaa have haft et, men desvaere panikkede hun under vandet. Der var under en oevelse, hvor man dybt under havets overflade, skal lukke vand ind i dykkermasken, saa man intet kan se. Derefter skal man traekke luft ind gennem munden og puste luften ud af naesen.. saa toemmes masken.

Det kan hun normalt sagtens, men paa det andet dyk lykkedes det ikke, og da hun begyndet at panikke, ville hun traekke vejret gennem naesen for at slappe af. Ikke ret god taktik, for det kan man ikke (man kan max komme til at sluge en smule saltvand).

Men hun mangler kun 2 dyk for at vaere faerdig

Vi har desuden leget Robinson Crusoe paa en oede oe med et par turister vi moedte. Eller helt oede var den ikke. Efter vi havde leget ensomme oeboere i tre timer dukke en baed med 10 blegfede turister med telte op i horisonten.
Vi var endvidere blevet lovet, at der ville vaere blaahvaler, delfiner og meget mere. De gemte sig i saa fald godt. Det samme kan desavaerre ikke siges om alt det skrald som havet havde skyllet ind paa bredden.

Det er lidt aergeligt, at der er kultur for bare at smide sit skrald, hvor det passer en. Der er virkeligt meget affald paa mange af strandende.

Det bliver helt soergeligt at forlade disse smukke oeer. Men bunk class kalder. Vi skriver igen naar vi ankommer til Chennai om 4 dage. Der vil vi ogsaa proeve at laegge nogle billder ind paa siden.

Kaerlig hilsen Peter.