Varanasi - Shivas by

Folk siger, at man enten hader eller elsker Indien. Jeg baade elsker og hader Indien. Men ikke bare Indien, men ogsaa mig selv og min maade at reagere paa, hader og elsker jeg.

"I promise, no money. I'm your friend" siger Raul idet han giver os haanden paa sine ord. Og Raul virker faktisk som een vi godt kunne blive venner med. Han viser os rundt i Varanasi, viser os stedet, hvor tre baalsteder braender ligene af de hinduer, der kommer direkte i Nirvana, naar deres aske bliver sat i Ganges. Han giver os gode raad, og fortaeller os om inderne, der hele tiden vil have penge fra turister, og formaner os, at vi skal holde paa vores penge. En time senere staar vi i hans onkels silkeforretning og bliver mere end opfordret til at koebe.

Da vi moeder ham igen igaar, maa vi igen fortaelle ham, at vi ikke er intereserede i at koebe fra hans onkel. Da han endelig forstaar det, spoerger han efter skolepenge fra os. Jeg bliver saa vred; foeler ikke vi kan stole paa nogen. Siger til sidst, at han maa huske paa sine egne ord - ingen penge. Han ender med at gaa. Og der staar vi tilbage med en foelelse af daarlig samvittighed og en foelelse af at vaere blevet snydt.

For alle vil have vores penge, selv de, der pastaar noget andet - men er der noget at sige til det? Her er det survival of the fittest og dem der ingenting goer, de har ingenting. Virkelig ingenting. Og her er det saa, at jeg hader mig selv. Hader hele tiden at skulle sige "nahin, nahin" (nej, nej). Vaere en kold vesterlaending, der i virkeligheden ku forsoerge en hel familie, men det goer jeg jo ikke. Siger til mig selv; kan jo ikke give til alle, der vil have. Men det er lige som ikke godt nok. Verden foeles virkelig uretfaerdig, saerligt for dem, der ingenting har. Og vi er dem, der har.

(skrevet af en halvfrustreret Piv)