Folk siger, at man enten hader eller elsker Indien. Jeg baade elsker og hader Indien. Men ikke bare Indien, men ogsaa mig selv og min maade at reagere paa, hader og elsker jeg.
"I promise, no money. I'm your friend" siger Raul idet han giver os haanden paa sine ord. Og Raul virker faktisk som een vi godt kunne blive venner med. Han viser os rundt i Varanasi, viser os stedet, hvor tre baalsteder braender ligene af de hinduer, der kommer direkte i Nirvana, naar deres aske bliver sat i Ganges. Han giver os gode raad, og fortaeller os om inderne, der hele tiden vil have penge fra turister, og formaner os, at vi skal holde paa vores penge. En time senere staar vi i hans onkels silkeforretning og bliver mere end opfordret til at koebe.
Da vi moeder ham igen igaar, maa vi igen fortaelle ham, at vi ikke er intereserede i at koebe fra hans onkel. Da han endelig forstaar det, spoerger han efter skolepenge fra os. Jeg bliver saa vred; foeler ikke vi kan stole paa nogen. Siger til sidst, at han maa huske paa sine egne ord - ingen penge. Han ender med at gaa. Og der staar vi tilbage med en foelelse af daarlig samvittighed og en foelelse af at vaere blevet snydt.
For alle vil have vores penge, selv de, der pastaar noget andet - men er der noget at sige til det? Her er det survival of the fittest og dem der ingenting goer, de har ingenting. Virkelig ingenting. Og her er det saa, at jeg hader mig selv. Hader hele tiden at skulle sige "nahin, nahin" (nej, nej). Vaere en kold vesterlaending, der i virkeligheden ku forsoerge en hel familie, men det goer jeg jo ikke. Siger til mig selv; kan jo ikke give til alle, der vil have. Men det er lige som ikke godt nok. Verden foeles virkelig uretfaerdig, saerligt for dem, der ingenting har. Og vi er dem, der har.
(skrevet af en halvfrustreret Piv)
fredag den 23. november 2007
Aaaagra
Fra Delhi til Agra - byen, hvor turister valfarter til for at se et af verdens syv vidundere - Taj Mahal. Og det kan maerkes - altsaa at der er mange turister. Gadesaelgerne er mere en agra-ssive (ha ha ha), og byen i sig selv er ikke noget at blogge hjem om. Men hvad byen ikke er, er tilgengaeld Taj Mahal og de meget soede mennesker, som Valles mor Cheryl kender der.
Vi var saa priviligerede at blive hentet i bil i Delhi og koert hele vejen til Agra. Indimellem beder man for sit liv, naar man er i den indiske trafik (eksempelvis er vejbaner i praksis kun anvisende; ikke til for at blive overholdt), men vores chauffoer, Lucky, som arbejder for Cheryls ven Darren, fortalte stolt, at han rent faktisk havde et koerekort... Saa det var jo betryggende, at vi ikke behoevede vaere nervoese for hans koersel - kun for de milionvis andre bilister ;-)
Men det var fantastisk at koere rundt i gadene med indisk musik i hoejtalerne, og tale med Lucky om hans liv. Han var virkelig soed, og vi ville gerne vaere venner med ham, men han var vist vant til at opretholde en vis distance til sine passagerer, saa vi vedblev med at vaere mam og sir (og gerne Valle som mam og piv som sir ;-) )
Vi var hjemme og spise hos Darren og hans familie og oplevede deres store gaestfrihed. Virkelig soede mennesker!
Deres nabosoen skulle giftes samme aften. Saa der var musik og stor menneskemaengde ude foran deres hus. Piv blev hevet med ind for at blive taget billeder af, og hvis det ikke var fordi vi sku' med nattoget en time senere, var vi nok kommet med til bryllup. OEV! Men vi har lovet hinanden, at det skal ske inden vi tager hjem ;-)
Vi var saa priviligerede at blive hentet i bil i Delhi og koert hele vejen til Agra. Indimellem beder man for sit liv, naar man er i den indiske trafik (eksempelvis er vejbaner i praksis kun anvisende; ikke til for at blive overholdt), men vores chauffoer, Lucky, som arbejder for Cheryls ven Darren, fortalte stolt, at han rent faktisk havde et koerekort... Saa det var jo betryggende, at vi ikke behoevede vaere nervoese for hans koersel - kun for de milionvis andre bilister ;-)
Men det var fantastisk at koere rundt i gadene med indisk musik i hoejtalerne, og tale med Lucky om hans liv. Han var virkelig soed, og vi ville gerne vaere venner med ham, men han var vist vant til at opretholde en vis distance til sine passagerer, saa vi vedblev med at vaere mam og sir (og gerne Valle som mam og piv som sir ;-) )
Vi var hjemme og spise hos Darren og hans familie og oplevede deres store gaestfrihed. Virkelig soede mennesker!
Deres nabosoen skulle giftes samme aften. Saa der var musik og stor menneskemaengde ude foran deres hus. Piv blev hevet med ind for at blive taget billeder af, og hvis det ikke var fordi vi sku' med nattoget en time senere, var vi nok kommet med til bryllup. OEV! Men vi har lovet hinanden, at det skal ske inden vi tager hjem ;-)
lørdag den 17. november 2007
Dejlige Delhi
Vi er blevet hustlet, vi er faret vild, vi har faaet suppe, der smagte af atamon og lignede opvaskevand akkompagneret af te, der smagte af suppe og lignede en mudderpoel. Med andre ord; vi er i Delhi.
Vi ankom midt om natten og vaekkede alle hotelvagterne, der laa sovende og savlende over disken. Vores lagner paa hotelsengen lignede naermest en pizza: fyldt med maerkelige plamager af indtoeret snavs. Mam. Det blev en ommer.
De noget mindre charmerende oplevelser opvejes heldigvis af alle de fantastiske indtryk: brede groenne boulevarder i New Delhi, imponerende officielle bygningswaerker fra kolonitiden, gekkoer der laver kaploeb paa vaeggene, den livlige atmosfaere, laekker mad, som vi har faaet overraskende meget af (og i dag fik jeg, Piv, skam en rigtig boef - jeg bestilte den kun, fordi jeg kunne...). En anden behagelig egenskab ved maden indtilvidere er at skidemaven er udeblevet.
Piv har koebt noget farverigt indisk toej. Sadan nogle moerkegroenne ballonbukser og en silketroeje med flotte sygninger og perler. majet flod! Jeg har koebt mig sadan en lang hvid indisk mandetroeje -ligner lidt en natkjole. Det er lidt flovt at have den paa. Maaske gar jeg op og skifter om lidt. Vi skal nemlig til en lysestival midt om natten. Vi sa at de var i gang med at saette alle guderne op paa et podie (lidt som et krybespil). Tror det bliver en skoen oplevelse.
Musik, dans, boenner og andet gejl.
Vi smutter nok nu...
PS/Undren:
1. De (inderne, red.) sparker til hundene og klapper koerne.
2. Man skal vise pas alle steder, selv for at koebe sim/kort til telefonen og for at bruge indernettet. Man skal udfylde lange formler (bl.a. med sin fars navn...) og skrive sin underskrift hen over det lille foto, man selvfoelgelig ogsaa skal have for at faa sim-kortet... Men hvor bliver alle formlerne af?? Hotellernes fine indskrivningsboeger med tusinder og atter tusinder af gaesters navne og pasnumre - som en samling gamle HC Andersen boeger paa det Kongelige... Hvad goer de med dem?? (jeg tror de fodres til koeerne: der er mange munde, der skal maettes, (Peter, red.)).
Vi ankom midt om natten og vaekkede alle hotelvagterne, der laa sovende og savlende over disken. Vores lagner paa hotelsengen lignede naermest en pizza: fyldt med maerkelige plamager af indtoeret snavs. Mam. Det blev en ommer.
De noget mindre charmerende oplevelser opvejes heldigvis af alle de fantastiske indtryk: brede groenne boulevarder i New Delhi, imponerende officielle bygningswaerker fra kolonitiden, gekkoer der laver kaploeb paa vaeggene, den livlige atmosfaere, laekker mad, som vi har faaet overraskende meget af (og i dag fik jeg, Piv, skam en rigtig boef - jeg bestilte den kun, fordi jeg kunne...). En anden behagelig egenskab ved maden indtilvidere er at skidemaven er udeblevet.
Piv har koebt noget farverigt indisk toej. Sadan nogle moerkegroenne ballonbukser og en silketroeje med flotte sygninger og perler. majet flod! Jeg har koebt mig sadan en lang hvid indisk mandetroeje -ligner lidt en natkjole. Det er lidt flovt at have den paa. Maaske gar jeg op og skifter om lidt. Vi skal nemlig til en lysestival midt om natten. Vi sa at de var i gang med at saette alle guderne op paa et podie (lidt som et krybespil). Tror det bliver en skoen oplevelse.
Musik, dans, boenner og andet gejl.
Vi smutter nok nu...
PS/Undren:
1. De (inderne, red.) sparker til hundene og klapper koerne.
2. Man skal vise pas alle steder, selv for at koebe sim/kort til telefonen og for at bruge indernettet. Man skal udfylde lange formler (bl.a. med sin fars navn...) og skrive sin underskrift hen over det lille foto, man selvfoelgelig ogsaa skal have for at faa sim-kortet... Men hvor bliver alle formlerne af?? Hotellernes fine indskrivningsboeger med tusinder og atter tusinder af gaesters navne og pasnumre - som en samling gamle HC Andersen boeger paa det Kongelige... Hvad goer de med dem?? (jeg tror de fodres til koeerne: der er mange munde, der skal maettes, (Peter, red.)).
Abonner på:
Opslag (Atom)
