Bunk-class viste sig at vaere alt, hvad vi havde forventet.
Paa grund af daarligt vejr blev skibet forsinket i 2 dage (hvilket betoed, at vi var paa baaden 6 dage i alt). Skibet gyngede saa meget, at vi naermest trillede fra den ene side af vores koejeseng til den anden. Naar vi gik rundt paa skibet foeltes det som om vi havde drukket os en oedentlig skid paa.
Det resulterede i, at de knap soe-staerke indere begyndte at aabne sluserne til deres mavesaekke og kaste op, hvor de fandt det passende (ofte upassende steder). Til sidst gav mange af dem helt op. Nu var det ikke laengere noedvendigt at gaa helt ind paa toilettet for at besoerge, hvorfor der laa menneske faekalier i badet.
Da jeg var ved at vaske haender efter et toilet besoeg, daffede en inder pludselig ind, knappede sine bukser op og pissede midt paa gulvet. 1 meter laengere fremme var toilettet.
Saa ud over, at man slingrede som en dranker rundt paa skibet, skulle man ogsaa soerge for at undgaa braekpytter og andet sjov. Til gengaeld kunne vi altid se frem til et festmaaltid bestaaende af ris, daal (linsesuppe) og diverse saeregne groentsagssammenkogninger baade morgen, middag og aften.
Da vi endelig ankom til Chennai var vores imunsystem blevet saa gennempryglet, at vi begge blev godt og grundigt syge.
Det startede med lidt ondt i halsen og komplet ungdomssloevsind. Vi modtes med min moders (Cheryls) kusine Judy og hendes mand Annand. Meget rare (det er Valle-sprog og betyder at de er virkelig soede, red. Piv).
De tilboed os et lift over til Mormor i Jollarpettai. Det var fantastisk godt at se hende (igen).
Men Piv var allerede paa vejen begyndt at skrante helbredsmaessigt. Hun var dog i stand til at besoege Sajahan (en af min mormors venner, muslimer) og faa lavet henna paa haenderne.
Om aftenen paa hotellet blev det vaerre (der var ingen toerre prutter, og som Piv siger, var hun meget glad for, at der var en spand ved toilettet saa man kunne goere "begge dele samtidig".).
Derefter blev Valle velsignet med 39,8 i feber. Det er faktisk foerst her i gaar, den 27., at vi er kommet helt oven paa igen.
Saa mange tak til Bunk Class for en helt igennem uforglemmelig oplevelse...
Efter denne indledende sygehistorie vil vi dedikere resten af indlaegget til de trods alt mange lyspunkter, der har vaeret mellem alt jammerligheden.
Vores juleaften holdt vi foerst rigtig den 25. december. Cheryls venner Gayle og Allan, som vi boede hos et par dage, var med til at arrangere den jule-dance, som det lokale sogn holder hvert aar (de er det man kalder anglo-indere og katolikker). Det var virkelig en spaendende oplevelse (isaer for en lille antropopiv).
Det foregik i en stor hal, hvor der var blevet pyntet op med balloner og lyskaeder. Det helt store kick var en kaempe storskaerm, hvor dj'en (eller skal vi kalde ham vj...) spillede country/western musikvideoer hele aftenen kun afbrudt af enkelte sekvenser, hvor der blev spillet r'n'b (hvor saerligt de unge fyre gik helt bananas).
I loebet af aftenen og natten blev der afholdt forskellige konkurrencer - blandt andet en maske-dans konkurrence. Alle dansepar gik ned og koebte et par masker, som var nogle fine lyseroede halvmasker med prinsesser paa. Og saa saa man ellers lige 200 mennesker danse rundt til countrymusik med lyseroede prinsessemasker paa.
Stort set alle (undtagen de to syge mostre) festede igennem til klokken fem om morgenen - selv uncle Owen paa 72 paa besoeg fra Australien gik foerst i seng, da bilerne begyndte at dytte virkelig meget (aka fyglene begynder at synge).
Nu er vi saa taget videre fra Chennai til Bangalore (som ligger i nabostaten Karnataka). Vi bor igen-igen hos nogle af Cheryls venner, Michael og Susanne, i en meget dejlig lejlighed. Valle kender dem fra da han var lille. Der plejede han at komme paa mini-ferier for at lege med Mark (deres soen).
Mark tog os ud og shoppe i loebet af dagen og om aftenen paa bytur i en eksklussiv klub. Virkeligt fede omgivelser med lyskaeder over det hele og smukt oplyste traeer. Isaer Valle fik drukket sig paent i hejnet.
Vi hygger os virkeligt her i Bangalore, der er kendt i Indien som havernes by. Det er ogsaa indtil videre klart den smukkeste indiske storby, vi har vaeret i, med store flotte traeer paa boulevarderne. Vejret her er desuden ogsaa mere mildt end Chennai -naermest som dejligt dansk sommervejr.
Her i aften skal vi besoege de to fransmaend, som vi moedte paa Andaman, og de har ogsaa inviteret os til nytaar.
Naa, vi vil se at komme videre i programmet. Vi har ikke faaet lagt billeder ind, da vi vist har smidt kablet til computeren vaek. Vi proever at finde et sted, hvor vi kan faa braendt billeder over paa en cd en af de naermeste dage.
Og i oevrigt: Glaedelig jul og rigtigt godt nytaar!!!!
fredag den 28. december 2007
torsdag den 13. december 2007
Andaman
Nu er det efterhaenden lang tid siden, vi har givet lyd fra os. Det er nemlig ikke nemt at finde en god indernetsforbindelse herude midt i det indiske ocean. En anden grund er at Andaman har vaeret saa fantastisk afslappende.
Piv er her ikke lige nu, saa i maa noejes med mig for denne gang. Dybt beklageligt.
Vi har nemlig lidt travlt, for vi skal med faergen snart til Chennai paa "bunk class". Det betyder oversat til dansk en aergelig kabine under havets overflade fyldt med indere der braekker sig, harker (en folkesport her i landet) og prutter.
rrrrrrrrrrrrr. laekkert.
Andaman har virkeligt vaeret et smukt afbraek fra de stoejende indiske storbyer. Her kan man med god samvittighed bruge en hel dag paa at ligge og fede den ved stranden, hvor man evt. kan jage eremitkrebs og finde kaempe konkylier.
Her er dejligt fredelig bortset fra naer kokosnodder falder som smaa bomber fra palmerne og ned paa vores hyttes tag.
Jeg vil ikke kede jer for meget med langtrukne natur beskrivelser (men her er smukt asurblaet hav, mangroveskove, flotte kaempe aederkopper, slanger, hundredevis af smukke fisk, kridhvide sandstrande mm.)
Vi har vaeret ude at dykke, og jeg har faet dykkercertifikat. Har vaeret nede paa 18 meters dybde, hvor jeg blandt andet saa en havskildpadde og en kaempe soeagurk. Piv skulle egentligt ogsaa have haft et, men desvaere panikkede hun under vandet. Der var under en oevelse, hvor man dybt under havets overflade, skal lukke vand ind i dykkermasken, saa man intet kan se. Derefter skal man traekke luft ind gennem munden og puste luften ud af naesen.. saa toemmes masken.
Det kan hun normalt sagtens, men paa det andet dyk lykkedes det ikke, og da hun begyndet at panikke, ville hun traekke vejret gennem naesen for at slappe af. Ikke ret god taktik, for det kan man ikke (man kan max komme til at sluge en smule saltvand).
Men hun mangler kun 2 dyk for at vaere faerdig
Vi har desuden leget Robinson Crusoe paa en oede oe med et par turister vi moedte. Eller helt oede var den ikke. Efter vi havde leget ensomme oeboere i tre timer dukke en baed med 10 blegfede turister med telte op i horisonten.
Vi var endvidere blevet lovet, at der ville vaere blaahvaler, delfiner og meget mere. De gemte sig i saa fald godt. Det samme kan desavaerre ikke siges om alt det skrald som havet havde skyllet ind paa bredden.
Det er lidt aergeligt, at der er kultur for bare at smide sit skrald, hvor det passer en. Der er virkeligt meget affald paa mange af strandende.
Det bliver helt soergeligt at forlade disse smukke oeer. Men bunk class kalder. Vi skriver igen naar vi ankommer til Chennai om 4 dage. Der vil vi ogsaa proeve at laegge nogle billder ind paa siden.
Kaerlig hilsen Peter.
Piv er her ikke lige nu, saa i maa noejes med mig for denne gang. Dybt beklageligt.
Vi har nemlig lidt travlt, for vi skal med faergen snart til Chennai paa "bunk class". Det betyder oversat til dansk en aergelig kabine under havets overflade fyldt med indere der braekker sig, harker (en folkesport her i landet) og prutter.
rrrrrrrrrrrrr. laekkert.
Andaman har virkeligt vaeret et smukt afbraek fra de stoejende indiske storbyer. Her kan man med god samvittighed bruge en hel dag paa at ligge og fede den ved stranden, hvor man evt. kan jage eremitkrebs og finde kaempe konkylier.
Her er dejligt fredelig bortset fra naer kokosnodder falder som smaa bomber fra palmerne og ned paa vores hyttes tag.
Jeg vil ikke kede jer for meget med langtrukne natur beskrivelser (men her er smukt asurblaet hav, mangroveskove, flotte kaempe aederkopper, slanger, hundredevis af smukke fisk, kridhvide sandstrande mm.)
Vi har vaeret ude at dykke, og jeg har faet dykkercertifikat. Har vaeret nede paa 18 meters dybde, hvor jeg blandt andet saa en havskildpadde og en kaempe soeagurk. Piv skulle egentligt ogsaa have haft et, men desvaere panikkede hun under vandet. Der var under en oevelse, hvor man dybt under havets overflade, skal lukke vand ind i dykkermasken, saa man intet kan se. Derefter skal man traekke luft ind gennem munden og puste luften ud af naesen.. saa toemmes masken.
Det kan hun normalt sagtens, men paa det andet dyk lykkedes det ikke, og da hun begyndet at panikke, ville hun traekke vejret gennem naesen for at slappe af. Ikke ret god taktik, for det kan man ikke (man kan max komme til at sluge en smule saltvand).
Men hun mangler kun 2 dyk for at vaere faerdig
Vi har desuden leget Robinson Crusoe paa en oede oe med et par turister vi moedte. Eller helt oede var den ikke. Efter vi havde leget ensomme oeboere i tre timer dukke en baed med 10 blegfede turister med telte op i horisonten.
Vi var endvidere blevet lovet, at der ville vaere blaahvaler, delfiner og meget mere. De gemte sig i saa fald godt. Det samme kan desavaerre ikke siges om alt det skrald som havet havde skyllet ind paa bredden.
Det er lidt aergeligt, at der er kultur for bare at smide sit skrald, hvor det passer en. Der er virkeligt meget affald paa mange af strandende.
Det bliver helt soergeligt at forlade disse smukke oeer. Men bunk class kalder. Vi skriver igen naar vi ankommer til Chennai om 4 dage. Der vil vi ogsaa proeve at laegge nogle billder ind paa siden.
Kaerlig hilsen Peter.
fredag den 23. november 2007
Varanasi - Shivas by
Folk siger, at man enten hader eller elsker Indien. Jeg baade elsker og hader Indien. Men ikke bare Indien, men ogsaa mig selv og min maade at reagere paa, hader og elsker jeg.
"I promise, no money. I'm your friend" siger Raul idet han giver os haanden paa sine ord. Og Raul virker faktisk som een vi godt kunne blive venner med. Han viser os rundt i Varanasi, viser os stedet, hvor tre baalsteder braender ligene af de hinduer, der kommer direkte i Nirvana, naar deres aske bliver sat i Ganges. Han giver os gode raad, og fortaeller os om inderne, der hele tiden vil have penge fra turister, og formaner os, at vi skal holde paa vores penge. En time senere staar vi i hans onkels silkeforretning og bliver mere end opfordret til at koebe.
Da vi moeder ham igen igaar, maa vi igen fortaelle ham, at vi ikke er intereserede i at koebe fra hans onkel. Da han endelig forstaar det, spoerger han efter skolepenge fra os. Jeg bliver saa vred; foeler ikke vi kan stole paa nogen. Siger til sidst, at han maa huske paa sine egne ord - ingen penge. Han ender med at gaa. Og der staar vi tilbage med en foelelse af daarlig samvittighed og en foelelse af at vaere blevet snydt.
For alle vil have vores penge, selv de, der pastaar noget andet - men er der noget at sige til det? Her er det survival of the fittest og dem der ingenting goer, de har ingenting. Virkelig ingenting. Og her er det saa, at jeg hader mig selv. Hader hele tiden at skulle sige "nahin, nahin" (nej, nej). Vaere en kold vesterlaending, der i virkeligheden ku forsoerge en hel familie, men det goer jeg jo ikke. Siger til mig selv; kan jo ikke give til alle, der vil have. Men det er lige som ikke godt nok. Verden foeles virkelig uretfaerdig, saerligt for dem, der ingenting har. Og vi er dem, der har.
(skrevet af en halvfrustreret Piv)
"I promise, no money. I'm your friend" siger Raul idet han giver os haanden paa sine ord. Og Raul virker faktisk som een vi godt kunne blive venner med. Han viser os rundt i Varanasi, viser os stedet, hvor tre baalsteder braender ligene af de hinduer, der kommer direkte i Nirvana, naar deres aske bliver sat i Ganges. Han giver os gode raad, og fortaeller os om inderne, der hele tiden vil have penge fra turister, og formaner os, at vi skal holde paa vores penge. En time senere staar vi i hans onkels silkeforretning og bliver mere end opfordret til at koebe.
Da vi moeder ham igen igaar, maa vi igen fortaelle ham, at vi ikke er intereserede i at koebe fra hans onkel. Da han endelig forstaar det, spoerger han efter skolepenge fra os. Jeg bliver saa vred; foeler ikke vi kan stole paa nogen. Siger til sidst, at han maa huske paa sine egne ord - ingen penge. Han ender med at gaa. Og der staar vi tilbage med en foelelse af daarlig samvittighed og en foelelse af at vaere blevet snydt.
For alle vil have vores penge, selv de, der pastaar noget andet - men er der noget at sige til det? Her er det survival of the fittest og dem der ingenting goer, de har ingenting. Virkelig ingenting. Og her er det saa, at jeg hader mig selv. Hader hele tiden at skulle sige "nahin, nahin" (nej, nej). Vaere en kold vesterlaending, der i virkeligheden ku forsoerge en hel familie, men det goer jeg jo ikke. Siger til mig selv; kan jo ikke give til alle, der vil have. Men det er lige som ikke godt nok. Verden foeles virkelig uretfaerdig, saerligt for dem, der ingenting har. Og vi er dem, der har.
(skrevet af en halvfrustreret Piv)
Aaaagra
Fra Delhi til Agra - byen, hvor turister valfarter til for at se et af verdens syv vidundere - Taj Mahal. Og det kan maerkes - altsaa at der er mange turister. Gadesaelgerne er mere en agra-ssive (ha ha ha), og byen i sig selv er ikke noget at blogge hjem om. Men hvad byen ikke er, er tilgengaeld Taj Mahal og de meget soede mennesker, som Valles mor Cheryl kender der.
Vi var saa priviligerede at blive hentet i bil i Delhi og koert hele vejen til Agra. Indimellem beder man for sit liv, naar man er i den indiske trafik (eksempelvis er vejbaner i praksis kun anvisende; ikke til for at blive overholdt), men vores chauffoer, Lucky, som arbejder for Cheryls ven Darren, fortalte stolt, at han rent faktisk havde et koerekort... Saa det var jo betryggende, at vi ikke behoevede vaere nervoese for hans koersel - kun for de milionvis andre bilister ;-)
Men det var fantastisk at koere rundt i gadene med indisk musik i hoejtalerne, og tale med Lucky om hans liv. Han var virkelig soed, og vi ville gerne vaere venner med ham, men han var vist vant til at opretholde en vis distance til sine passagerer, saa vi vedblev med at vaere mam og sir (og gerne Valle som mam og piv som sir ;-) )
Vi var hjemme og spise hos Darren og hans familie og oplevede deres store gaestfrihed. Virkelig soede mennesker!
Deres nabosoen skulle giftes samme aften. Saa der var musik og stor menneskemaengde ude foran deres hus. Piv blev hevet med ind for at blive taget billeder af, og hvis det ikke var fordi vi sku' med nattoget en time senere, var vi nok kommet med til bryllup. OEV! Men vi har lovet hinanden, at det skal ske inden vi tager hjem ;-)
Vi var saa priviligerede at blive hentet i bil i Delhi og koert hele vejen til Agra. Indimellem beder man for sit liv, naar man er i den indiske trafik (eksempelvis er vejbaner i praksis kun anvisende; ikke til for at blive overholdt), men vores chauffoer, Lucky, som arbejder for Cheryls ven Darren, fortalte stolt, at han rent faktisk havde et koerekort... Saa det var jo betryggende, at vi ikke behoevede vaere nervoese for hans koersel - kun for de milionvis andre bilister ;-)
Men det var fantastisk at koere rundt i gadene med indisk musik i hoejtalerne, og tale med Lucky om hans liv. Han var virkelig soed, og vi ville gerne vaere venner med ham, men han var vist vant til at opretholde en vis distance til sine passagerer, saa vi vedblev med at vaere mam og sir (og gerne Valle som mam og piv som sir ;-) )
Vi var hjemme og spise hos Darren og hans familie og oplevede deres store gaestfrihed. Virkelig soede mennesker!
Deres nabosoen skulle giftes samme aften. Saa der var musik og stor menneskemaengde ude foran deres hus. Piv blev hevet med ind for at blive taget billeder af, og hvis det ikke var fordi vi sku' med nattoget en time senere, var vi nok kommet med til bryllup. OEV! Men vi har lovet hinanden, at det skal ske inden vi tager hjem ;-)
lørdag den 17. november 2007
Dejlige Delhi
Vi er blevet hustlet, vi er faret vild, vi har faaet suppe, der smagte af atamon og lignede opvaskevand akkompagneret af te, der smagte af suppe og lignede en mudderpoel. Med andre ord; vi er i Delhi.
Vi ankom midt om natten og vaekkede alle hotelvagterne, der laa sovende og savlende over disken. Vores lagner paa hotelsengen lignede naermest en pizza: fyldt med maerkelige plamager af indtoeret snavs. Mam. Det blev en ommer.
De noget mindre charmerende oplevelser opvejes heldigvis af alle de fantastiske indtryk: brede groenne boulevarder i New Delhi, imponerende officielle bygningswaerker fra kolonitiden, gekkoer der laver kaploeb paa vaeggene, den livlige atmosfaere, laekker mad, som vi har faaet overraskende meget af (og i dag fik jeg, Piv, skam en rigtig boef - jeg bestilte den kun, fordi jeg kunne...). En anden behagelig egenskab ved maden indtilvidere er at skidemaven er udeblevet.
Piv har koebt noget farverigt indisk toej. Sadan nogle moerkegroenne ballonbukser og en silketroeje med flotte sygninger og perler. majet flod! Jeg har koebt mig sadan en lang hvid indisk mandetroeje -ligner lidt en natkjole. Det er lidt flovt at have den paa. Maaske gar jeg op og skifter om lidt. Vi skal nemlig til en lysestival midt om natten. Vi sa at de var i gang med at saette alle guderne op paa et podie (lidt som et krybespil). Tror det bliver en skoen oplevelse.
Musik, dans, boenner og andet gejl.
Vi smutter nok nu...
PS/Undren:
1. De (inderne, red.) sparker til hundene og klapper koerne.
2. Man skal vise pas alle steder, selv for at koebe sim/kort til telefonen og for at bruge indernettet. Man skal udfylde lange formler (bl.a. med sin fars navn...) og skrive sin underskrift hen over det lille foto, man selvfoelgelig ogsaa skal have for at faa sim-kortet... Men hvor bliver alle formlerne af?? Hotellernes fine indskrivningsboeger med tusinder og atter tusinder af gaesters navne og pasnumre - som en samling gamle HC Andersen boeger paa det Kongelige... Hvad goer de med dem?? (jeg tror de fodres til koeerne: der er mange munde, der skal maettes, (Peter, red.)).
Vi ankom midt om natten og vaekkede alle hotelvagterne, der laa sovende og savlende over disken. Vores lagner paa hotelsengen lignede naermest en pizza: fyldt med maerkelige plamager af indtoeret snavs. Mam. Det blev en ommer.
De noget mindre charmerende oplevelser opvejes heldigvis af alle de fantastiske indtryk: brede groenne boulevarder i New Delhi, imponerende officielle bygningswaerker fra kolonitiden, gekkoer der laver kaploeb paa vaeggene, den livlige atmosfaere, laekker mad, som vi har faaet overraskende meget af (og i dag fik jeg, Piv, skam en rigtig boef - jeg bestilte den kun, fordi jeg kunne...). En anden behagelig egenskab ved maden indtilvidere er at skidemaven er udeblevet.
Piv har koebt noget farverigt indisk toej. Sadan nogle moerkegroenne ballonbukser og en silketroeje med flotte sygninger og perler. majet flod! Jeg har koebt mig sadan en lang hvid indisk mandetroeje -ligner lidt en natkjole. Det er lidt flovt at have den paa. Maaske gar jeg op og skifter om lidt. Vi skal nemlig til en lysestival midt om natten. Vi sa at de var i gang med at saette alle guderne op paa et podie (lidt som et krybespil). Tror det bliver en skoen oplevelse.
Musik, dans, boenner og andet gejl.
Vi smutter nok nu...
PS/Undren:
1. De (inderne, red.) sparker til hundene og klapper koerne.
2. Man skal vise pas alle steder, selv for at koebe sim/kort til telefonen og for at bruge indernettet. Man skal udfylde lange formler (bl.a. med sin fars navn...) og skrive sin underskrift hen over det lille foto, man selvfoelgelig ogsaa skal have for at faa sim-kortet... Men hvor bliver alle formlerne af?? Hotellernes fine indskrivningsboeger med tusinder og atter tusinder af gaesters navne og pasnumre - som en samling gamle HC Andersen boeger paa det Kongelige... Hvad goer de med dem?? (jeg tror de fodres til koeerne: der er mange munde, der skal maettes, (Peter, red.)).
Abonner på:
Opslag (Atom)
